Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan

Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.

Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.

Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.

Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.

Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.

Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.

Skøndans eller sjælelig udgravning?

Fotos: Costin Radu

Det her indlæg er mest skrevet for at dulme egen, dårlig samvittighed. Sylfiden, som jeg skrev om i starten af ugen, står jo ikke alene, og det føles lidt tarveligt ikke at hæfte et par ord på den anden del af dobbeltprogrammet, Etudes. Etudes er dansk ballets store mesterværk fra det 20. århundrede, en af de få forestillinger, der nåede ud over landegrænserne og gjorde Harald Lander, dansk balletmester og koreograf, til et verdensnavn. I sig selv er værket formfuldendt skøndans, bygget op omkring de daglige træningsøvelser og med et forløb, der strækker sig fra ballettens indledende fem positioner og træning ved barren til de store, flyvende spring. Alt er stiliseret smukt, svære trin gjort legende lette og serveret med smil og overskud. Den Kongelige Ballets tekniske kunnen er imponerende i dette store sus, hvor danserne ubesværet folder sig ud. Det er et tidløst optrin, en demonstration af klassisk ballet, når det er bedst. Fokus er på trinnenes elegance indhyllet i en stemning, der er halvvejs drømmende og underspillet triumferende.

En tam harmoni

På førsteholdet var Alban Lendorf i topform som første soloherre, et parti, hvor han kan gøre det, han gør bedre end nogen anden, hvor han uden synderlig anstrengelse overstrålede alle andre med sin virtuose teknik og fysiske formåen. Han var fint flankeret af J’aime Crandall som ballerinaen og Jón Axel Fransson som anden soloherre, begge med en beundringsværdig dygtighed og rendyrket danseglæde. I Etudes befinder vi os i et harmonisk univers af yndefulde trin, her har dansen i sig selv altoverskyggende betydning. Den største spænding for publikum ligger i trinnenes opbygning, om hvorvidt skønheden kan holde, selvom øvelserne bliver stadigt sværere undervejs.

Men – for selvfølgelig er der et men - Etudes føles i en eller anden grad en smule tam, når den danses i forlængelse af Sylfiden. Jeg fyldes med beundring, mens jeg overværer den, men det er en beundring, der er en anelse pligtskyldig. For ja, det er meget smukt, spillet mellem lys og skygge, bevægelserne, der bliver udbygget, dansernes virtuose elegance og perfekte spring. Det er rigtig, rigtig godt, selvfølgelig er det det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sylfiden har mistet sine vinger for under en time siden, at James netop er død, og efterfølgende føles denne dans blot som en forsøgsvis udglatning af tragedien, et plaster på såret, en formålsløs skønhed uden indhold. 

Ballet med eller uden bid?
Det er en sammenligning, der ikke er helt fair, det er jeg udmærket klar over. Men den valgte rækkefølge for de to forestillinger er ikke til Etudes' fordel. Måske mener Det Kongelige Teater selv, at en kronologisk rækkefølge giver mest mening, især fordi Bournonville fungerede som delvis inspiration for Lander. Men jeg finder ikke rækkefølgen specielt publikumsvenlig. 

Hvis man mest er til ren dans og ikke bryder sig om at blive distraheret af en handling, vil man kunne nyde Etudes fuldt ud. For folk som mig, der altid føler mest for dramaet og går mere op i forestillinger, der forsøger at grave ned i de menneskelige sjælelag, er der mere at komme efter i Sylfiden, og Etudes bliver en forestilling, man tager med, fordi den alligevel er der. Men personligt har jeg på dette tidspunkt af aftenen mere lyst til at meditere over betydningen af Sylfidens afrevne vinger end over Etudes’ glansfulde perfektion, der føles som form uden indhold, en gnidningsløs ballet uden bid. Spørgsmålet er, hvad man foretrækker, ballet skal være – vil man nyde den fuldendte bevægelsesbeherskelse eller lade sig ryste af knasterne i et værk, der langt fra er perfekt (i hvert fald i denne nye iscenesættelse), men som trods alt tør stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske og hvordan man skal leve sit liv. Jeg ved godt, hvad jeg vil gå efter.

Etudes indgår i et dobbeltprogram med Sylfiden og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene frem til 27.februar.

Ramt af Napoli

Fotos: Costin Radu

Okay, jeg har en tilståelse. Jeg er en sucker for Bournonvilles balletter. I min verden er de noget af det mest fantastiske inden for dansens verden. Mens publikum sidste sæson faldt i svime over Den Kongelige Ballets opførelse af Romeo og Julie, var jeg fuldstændig forgabt i Kermessen i Brügge.

Bedre, bedst, Bournonville
Selvfølgelig er jeg også glad for de store, tragiske balletromancer som Romeo og Julie, men Bournonvilles balletter er bare noget særligt. Bournonville havde en udsøgt sans for at veksle mellem de store følelser og befriende humor, at indfange både lyriske stemninger og højspændt drama, for ikke at tale om hans koreografi, der har gjort ham – og dermed den danske ballet – verdensberømt. Hans trin er indbegrebet af det lette, det fine, det charmerende. Danset rigtigt fremstår en fodbevægelse i hans stil mere elegant end selv de mest svimlende balletspring.  

Så hvorfor kaster jeg mig pludselig ud i en lovsang for en gammel, dansk balletmester, der døde for over 100 år siden? I mit sidste indlæg lovede jeg ellers at skrive om noget helt andet. Men nu blogger jeg jo først og fremmest af lyst, og lige nu er det mere relevant at skrive om min sidste nye teateroplevelse. Personligt ved jeg ikke noget bedre end at fortælle det vidt og bredt, når jeg har set, hørt eller læst noget, som jeg finder rigtig, rigtig godt. Der er mange gode kulturoplevelser rundt omkring, men der er langt mellem de exceptionelle, de oplevelser der for alvor gør indtryk.

Napolis makeover
Så i fredags var jeg i Det Kongelige Teater og se ballet. Denne gang den danske balletklassiker par excellence, Bournonvilles Napoli. Ikke for første gang, jeg så den faktisk allerede til premieren og de to efterfølgende gange (indrømmet, ballet er én af de ting, jeg nørder rigtig meget). Den første gang blev jeg lidt skuffet. Jeg havde kun set den én gang før, og da var jeg alt for lille til at kunne huske oplevelsen. Der findes en dvd-udgave fra 1986, som jeg havde set, men den er så elendig, at det er svært at få rigtig fornemmelse for balletten. Jeg havde derfor glædet mig det at se den live.

Min forventing var særlig stor, fordi iscenesættelsen er ret ny. I 2009 gav Nikolaj Hübbe og Sorella Englund Napoli et makeover. Miljøet blev opdateret til et Fellini-inspireret univers fra 1950erne, en mere rå udgave end Bournonvilles traditionelle, idylliske drøm om det italienske. Ludere er synlige i gadebilledet, fiskerne er rå og tydeligt fattige, og det unge par bliver foreviget af en bryllupsfotograf, mens de sidder på en scooter. Helligbrøde for nogen, forfriskende for andre.

Den fik fine anmeldelser, men selv blev jeg ikke fanget af den i første omgang. Jo, af 3.akt, hvor Teresina og Gennaro, det unge par der går grueligt meget igennem i løbet af balletten, endelig får hinanden, og det hele eksploderer i et festfyrværkeri af dans til deres bryllupsfest. Pas de six’en og tarantellen er geniale koreografiske værker i sig selv, og det hele føjer sig smukt til én stor fejring af kærligheden og parrets lykke. Meget bedre bliver ballet ikke. Men under alt hvad der kom før det, under hele 1. og 2.akt samt starten af 3.akt, kunne jeg ikke fremmane andet end høflig interesse.

Scenografien er skam flot og stemningsskabende, med snævre gader og et blidt vuggende hav. Smuk dans især i ballabilen, når fiskerne og deres piger fejer hen over scenen. 2.akts blå grotte skabt at bølgende lyseffekter og blågrønne farver, de drømmeagtige najader og Golfo som havdæmon med dødningehoved, hviskede stemmer der blander sig med musikken og skaber fornemmelsen af et farligt, underjordisk sted, en verden der balancerer mellem livet og døden. Et sted, der – i lighed med troldhøjen i Et Folkesagn – i lige så høj grad er forankret i vores egen ubevidste driftsnatur som i en overnaturlig verden.

Kærlighedshistorie uden kærlighed
Men kærlighedshistorien troede jeg ikke på. Jeg troede ikke på forholdet mellem Gennaro og Teresina, der skal kæmpe både mod omverdenens fordomme og en farlig havdæmon. Jeg syntes ikke, historien hang sammen - hvilket den strengt taget heller ikke gør, men alligevel skal, for hvad er ellers pointen med at opføre den? Spændet mellem skærmydsler i en fiskerby og eksistentielt drama på havets bund virkede for stor.

Nikolaj Hübbe har selv udtalt, at han har gjort kærlighedshistorien til det centrale i handlingen. Gennaro elsker sin Teresina så højt, at han er i stand til at redde hende fra dæmonen og fra døden. Det skal publikum mærke. Ikke tænke, ikke ræsonnere sig frem til, vi skal føle det for at kunne tro på det. Jeg har set Napoli fem gange nu, og de to første omgange kunne jeg ikke leve mig ind i den historie, balletten forsøger at fortælle.

Først var jeg ikke sikker på, hvad problemet var, hvorfor balletten ikke greb mig mere. Jeg fandt hovedpersonerne kedelige. Første hold i rollerne var Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf, og selvom de var fine, og Lendorf som sædvanligt var en fænomenal danser, blev jeg ikke engageret i dem som karakterer i en historie. Da jeg så andetholdet med Amy Watson og Ulrik Birkkjær, var det med samme resultat, kun deres dans kunne jeg sætte pris på, og det er bare ikke nok, når det gælder Bournonville. Hans balletter er handlingsdrevne, og kan virke anakronistiske i deres mange passager med mime og stumme bevægelsesreplikker.

Efter nr. 2 forestilling gav jeg op og måtte resigneret erkende, at Napoli og mig bare ikke var meant to be. At 3.akt var det eneste, der virkelig levede i den ballet.

Men det siges, at tredje gang er lykkens gang…

Alle gode gange tre
Tredje omgang Napoli fik jeg kun fanget 1.akt, og her fik jeg mig en kæmpe overraskelse. Alban Lendorf skulle have danset, men på grund af en mindre skade var han den aften skiftet ud med tredjeholdets Gennaro, Alexander Stæger. Pludselig blev 1.akt, som ellers havde irriteret mig lidt (for meget mimespil, for lidt dans), helt levende for øjnene af mig. Alexandra Lo Sardo, som ikke havde interesseret mig synderligt, da hun dansede med Alban Lendorf, foldede sig ud som en troværdig Teresina. Gennaro forvandlede sig fra en køn fyr, der i Birkkjærs og Lendorfs gestaltninger forsøgte at spille lidt med, næsten for at få tiden til at gå, indtil det blev tid til at danse, til et menneske af kød og blod.

Det var næsten for godt til at være sandt, så i fredags var jeg ekstra opmærksom, da tæppet gik op. Denne aften dansede hele tredjeholdet sammen for første og eneste gang denne sæson. Alexander Stæger var igen Gennaro, Gitte Lindstrøm var Teresina, og Gregory Dean, den nyudnævnte solodanser, var Golfo.

Den aften foldede forestillingen sig ud som en blomst, der springer ud. H.C. Andersen kaldte Napoli en ’frisk, duftende buket’, og for første gang forstod jeg, hvad han mente. Alle de små detaljer faldt på plads, og selv mindre irritationsmomenter som pilgrimmens tågen rundt på scenen og den laaange passage med transvestitten Pascarillo (som nu er ret sjov, men fuldstændig irrelevant for handlingen) blev jeg helt glad for.

Efter 1.akt vaklede jeg ud af salen, rystede næsten, så stærk var oplevelsen. Dét har jeg ikke oplevet til en ballet, siden jeg så Lis Jeppesens mimekunststykke i 242 år i trikot. Hun var også med den aften, hvor hun spillede Teresinas fordomsfulde mor, Veronica, som altid vidunderlig og ekstremt udtryksfuld. Ballabilen var et højdepunkt i sig selv, ledt den aften af Jón Axel Fransson i en overlegen præstation. Gitte Lindstrøm var en god Teresina, sødmefuld og tydeligt forelsket i sin Gennaro. Hun fik desuden udfoldet en melankolsk, drømmende undertone som forspil til 2.akt, hvor hun falder i hænderne på de farlige havvæsner og sine egne, ubevidste drifter. Det var ærgerligt kun at se hende i partiet den ene aften.

En levende Gennaro
Men højdepunktet den aften var Alexander Stæger. Efter Lendorf og Birkkjær var han en ren åbenbaring. Ikke fordi han nødvendigvis dansede bedre end dem, selvom han havde fine linjer, sikkerhed og spring. Men han fik Gennaro til at leve. For første gang fik jeg en forståelse af, hvem Gennaro egentlig var. Hvorfor han vinder over Golfo, hvorfor han trods alle odds er i stand til at redde sin elskede.

Stægers Gennaro var aldeles jordbunden, sikker på sig selv, sit liv og sin kærlighed. En fornuftig og varm natur med begge ben solidt plantet i virkeligheden, i modsætning til Teresina, der drages mod det ukendte. Fordi Stæger fik Gennaro til at lykkes, begyndte hele historien for alvor at leve. Napoli er en kærlighedshistorie, og hvis man ikke tror på hovedpersonerne, tja, der er stadig et væld af skægge bipersoner og flotte dansepassager, så det ikke falder helt til jorden, men det svarer til at få et par smukke sko, der klemmer. Man kan forsøge at gå i dem alligevel, men rigtig glad for dem bliver man aldrig.

Denne aften fik vi en nuanceret, troværdig Gennaro, serveret med et dramatisk overskud og en skarp præcision, der var helt fantastisk at overvære. Stæger formede Gennaro med et imponerende skift i ansigtsudtryk, fra det ømme og tilbedende over det irriterede, det vrede, det overraskede, det fortvivlede.

Spillet mellem Stæger og Lindstrøm var en rendyrket fornøjelse. Som for eksempel i scenen hvor hun skulle overtale ham til en romantisk sejltur i måneskin. Han er afvisende, kan se at det trækker op til storm, men hun kender ham og ved lige, hvilke knapper hun skal trykke på. Hun laver en æggende bevægelse med fingrene på hans skulder, på én gang øm, legende og intim, og vi fornemmer, hvor tæt de to er på hinanden. Hun hvisker ham noget i øret, og han lyser op, griner en anelse fjoget – og vi er helt med på, at måneskinsturen nok involverer lidt mere end bare at se på stjerner.

Efter uvejret – for selvfølgelig går det galt, og båden kæntrer – fulgte en fænomenal vanvidsscene. Gennaro vågner op, forskrækket og ude af sig selv, for Teresina er væk, gået til bunds. Hans fortvivlelse vokser, han kan slet ikke rumme, hvad der er sket. Veronica forbander ham, hans venner fordømmer ham, alle afviser hans bøn om hjælp. Her byggede Stæger sit spil op, så Gennaros selvmordsforsøg til slut virkede fuldstændigt logisk, som den helt naturlige handling for den ulykkelige fisker. Da pilgrimmen afbryder ham, kommer han hurtigt til fornuft – han havde bare brug for lidt støtte, lidt håb for at finde mod til at lede efter sin kæreste.

Drifternes offer
I 2.akt bliver Teresina fanget af overnaturlige væsner, fordi hun allerede har længslen efter det ukendte i sig, og den dæmoniske Golfo (en sensuel og uhyggelig Gregory Dean) er ved at nedbryde hende, da Gennaro dukker op. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvor godt jeg synes om Louise Alenius’ musik 2.akt, men der er ingen tvivl om, at den nye musik og koreografi er lang mere stemningsskabende end den oprindelige, langt mere i tråd med det overnaturlige miljø, personerne dumper ned i. Det giver mening at fortolke Golfo som en dødsfigur, så vores heltinde reelt svæver mellem liv og død. I Hübbes udgave bliver 2.akt langt mere truende, dramaet sættes på spidsen, og det er godt. Vi skal mærke, at der er noget på spil, at Teresina er i fare for at blive opslugt af kræfter, hun ikke selv kan styre.

Konflikten blev slået an allerede i 1.akt, hvor de elskende kæmpede for at få omgivelserne til at acceptere deres kærlighed – Teresina led under moderens afvisning af hendes frier og var usikker og jaloux. I 2.akt tilføjes et ekstra lag, de overfladiske problemer har skabt en dybere rift mellem de elskende, og Teresina er ved at blive offer for sine egne, ubevidste drifter, symboliseret af Golfo og najaderne. Men netop fordi Gennaros karakter er jordnær og bundsolid, kan han både modstå den farlige, lokkende verden og kalde sin kæreste tilbage til livet. Det er sigende, at da parret forlader havverdenen for at vende tilbage til overfladen, rækker Gennaro hånden op mod lyset, mens Teresina et kort øjeblik ser sig tilbage. Det underjordiske har ikke helt sluppet sit tag i hende, men nu er hun i stand til at forene den side af sig selv med det almindelige menneskeliv.

Og de levede lykkeligt...
3.akt understreger forløsningen. Fordi Gennaro har kæmpet og sejret, kan han forsones med Veronica, der endelig accepterer ham. Bryllupsfesten er egentlig bare et efterspil, en sløjfe på historien, hvor folkene i byen danser af glæde, fordi kærligheden har sejret. På det tidspunkt skulle publikum gerne have investeret så meget i hovedpersonerne, at denne overdådige slutning, dette overflødighedshorn af dans føles helt naturlig og nødvendig.

I fredags sad jeg på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt under hele forestillingen, og da brudeparret endelig kom på banen under bryllupsfesten, var min lettelse så stor, at den næsten blev en fysisk manifestation. For det hele endte lykkeligt, alle forhindringer blev overvundet, og nu kunne de fejre, at de havde fået hinanden. På det tidspunkt var danserne i mit hoved smeltet helt sammen med deres karakterer, Gitte Lindstrøm og Alexander Stæger eksisterede ikke i disse øjeblikke, jeg så kun, hvordan Teresina udtrykte sin glæde, nu hvor hun endelig kunne føle sig på sikker grund, hvordan Gennaro boblede af lykke. Og jeg glædede mig sammen med dem, deres glæde forplantede sig til mig, tilskueren ude i den mørke sal.

Jeg holder af de storslåede tragedier, hvor vi kan gennemleve store følelser, som ikke har plads i det almindelige liv, hvor den ulykkelige slutning sætter alting på spidsen, så det næsten føles sjælerensende. Men nogle gange har vi brug for de lykkelige slutninger. De historier, hvor alting går op, problemerne løses og det gode sejrer. Vi ser det i eventyrene, hvor de altid lever lykkeligt til deres dages ende. Det er ikke en selvfølge, og en gang imellem har vi brug for at opleve det.

Da tæppet gik ned i fredags, sad oplevelsen stadig i mig, og den blev hos mig længe efter. De gange, hvor det sker, kan tælles på én hånd. Jeg så forestillingen igen dagen efter, denne gang med Ulrik Birkkjær og Amy Watson. Det gik op for mig, at Watson var en rigtig god Teresina, men Birkkjær forekom mig alt for glat og poleret. Jeg greb mig selv i at blive irriteret, frustreret. Jeg ville gerne gentage gårsdagens oplevelse, men kunne ikke. De mange fine præstationer underholdt mig (en koket Morten Eggert som transvestit, en slesk og slikket Mads Blangstrup som Teresinas naragtige bejler, for blot at nævne de vigtigste), men som helhed var der noget lidt kunstigt over hele forestillingen.

Jeg må derfor overgive mig og konkludere, at Alexander Stæger simpelthen er den bedste Gennaro, i hvert fald i denne omgang. Det er sjældent, jeg ser en danser med et så umiskendeligt dramatisk talent. Stæger var én af de dansere, der brændte igennem i sæsonstarteren Come Fly Away, selvom han kun var med få gange, men generelt ser man ikke meget til ham.

Vi har selvfølgelig alle vore favoritter, også balletmester Hübbe, og der er helt sikkert flere dygtige dansere i Den Kongelige Ballet, end der er roller og forestillinger nok. Ikke alle kan komme til deres ret, især ikke når teatret fattes penge og må spare. Men der er en række dansere, jeg længe har savnet at se mere til. Gregory Dean rager op som én, der er alt for dygtig til ikke at komme helt i front, noget der forhåbentlig ændrer sig i næste sæson, nu hvor han er blevet solodanser. Femke Mølbach Slot stjal showet i Come Fly Away, men er ellers sørgeligt uudnyttet, og jeg undrer mig over, hvor Gudrun Bojesen bliver af denne sæson. Nu kan jeg også føje Alexander Stæger til listen. Han har simpelthen for meget scenepersonlighed og indlevelsesevne til ikke at få flere og bedre roller. De dramatiske talenter skal helst bruges, mens de er der.

Napoli spiller sidste gang i aften, hvor den også vises live i en række biografer landet over. Efter sigende vil forestillingen blive vist på DR K og streamingtjenester senere på året. Læs mere her.

Fra blå gud til det store spring - interview med Jón Axel Fransson

Foto: Costin Radu

Vi ser dem på scenen, aften efter aften. De får de største anstrengelser til at se legende lette ud. Men hvordan oplever de selv at stå på en scene? 

K for kultur har spurgt Jón Axel Fransson, korpsdanser i Den Kongelige Ballet, der i sidste måned sprang til i den svære, russiske pas de deux, Grand Pas Classique, da teatrets stjerne, Alban Lendorf, pådrog sig en skade.

Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du skulle danse Grand Pas Classique?

Jeg vidste det faktisk ikke, før jeg kom ind til skrædderen. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle ind og prøve et kostume, og da jeg så gik derind, kunne jeg se, at det var kostumet til Grand Pas Classique. Jeg fik et chok og troede ikke helt på det til at starte med. Jeg havde ikke danset med en partner i et stykke tid og havde ikke haft nogen forberedelse på den måde. Så det var en overraskelse. Men selvfølgelig fedt, jeg var rigtig glad, men det var – jeg var lidt bange, lidt nervøs. Jeg kunne selvfølgelig partiet i forvejen, men jeg havde under en uge til at øve op til det.

Så hvordan havde du det, da du skulle ind på scenen?

Jeg var meget stresset. Jeg skulle have brugt mere tid på scenen inden da, lige være der inden forestillingen startede, fordi jeg slet ikke havde øvet det på scenen. Som det var, kom jeg bare ind, og så var det direkte på. Det var meget underligt, for man får det der lys i øjnene, man kan mærke publikum, og når der er en ny der skal danse et parti, er der mange der følger med ude i kulissen, og man bliver sådan helt panisk.

Du skulle også overtage partiet for Alban Lendorf – hvordan var det?

Jamen, Alban er jo fantastisk, der er jo ikke noget der kan overgå ham rent teknisk. Han er jo, som en af vores gamle lærere sagde, ”by the book”. Altså, jeg prøvede bare at lave det på min måde og forsøge at få det frem i rollen, som jeg gerne ville.

Var du så tilfreds med din indsats, efter du havde danset?

Ikke lige efter, nej. Men folk var tilfredse, og med tiden kan jeg huske mere og mere, fordi det gik så hurtigt. Det er sådan en ud-af-kroppen-oplevelse, du kommer ind, og du danser, men du kan ikke mærke din krop, så du laver det bare, fordi kroppen husker det. Det er en meget sjov og underlig følelse. Så jeg følte, fordi jeg ikke var til stede rent mentalt, mens jeg dansede, at jeg ikke gjorde et godt arbejde.

Hvordan er det at danse netop det parti, der skulle være særligt krævende?

Det er det. Det er virkelig krævende. Men også en kæmpe chance, specielt lige nu, fordi jeg har været uheldig og blive skadet, og at komme tilbage, komme derfra og få lov til at lave parti, det er fantastisk.

Du dansede jo Grand Pas Classique sammen med J’aime Crandall, og hende har du tidligere danset med i Nøddeknækkeren, for to år siden da hun blev udnævnt til solodanser. Hvordan var det at danse med hende igen?

Det var fedt. Hun er utrolig krævende, hun ved præcis, hvad hun gerne vil. Men det var svært, specielt for hende, for hun var vant til at danse partiet med Alban, og pludselig skulle hun tilbage til salen og øve tingene igennem igen, og – ikke at man starter fra bunden, men hun gik lige de par skridt tilbage... Men det er fantastisk at danse med hende, fordi hun ved præcis, hvad hun vil have. Det er ikke sådan, at der er noget, som ikke er på plads, alt er, som det skal være, når man danser med hende. Hun er utrolig professionel.

Som du selv nævnte, blevet du skadet i sidste sæson under La Bayadère. Den bliver jo genopsat her til foråret. Ved du, om du vender tilbage til din rolle som den blå gud?

Det er ikke kommet frem endnu, men jeg vil gerne tilbage til rollen, jeg synes det er et fantastisk parti. Jeg er i form igen og føler mig klar til at lave det. Der kommer altid en blokade, når en danser er kommet til skade med et specielt trin, og det er jeg lidt bange for, når jeg skal stå på scenen og lave det, men jeg er klar. Jo mere jeg laver det, jo mere kommer jeg over det.

Foto: Costin Radu

Hvordan var det at komme tilbage til balletten?

Det har været rigtig godt, jeg synes bare, det er gået meget hurtigt, for jeg var jo væk, og så kommer jeg tilbage til Minus 7 og Grand Pas Classique, og jeg havde ikke rigtigt været på scenen inden da. Jeg har lavet Kermessen i Brügge, hvor det var mere skuespil end dans, men jeg har ikke lavet noget, der var krævende på den måde.

Så det har været en krævende start?

Det har det. Det har været noget af en start for mig, selvfølgelig lavede jeg Minus 7, men at lave Grand Pas Classique… Minus 7 er jo meget moderne dans, mens Grand Pas Classique er rigtig ballet. At gå fra La Bayadère og så til Grand Pas.. Altså, at gå fra at være skadet, og så komme tilbage og lave det parti, det er et stort spring.

Minus 7, der blev genopsat her i efteråret, var det første du dansede i denne sæson, og den er ret anderledes i forhold til hvad der normalt bliver danset i Den Kongelige Ballet – som du selv siger, det er mere moderne dans end egentlig ballet. Hvordan oplever du selv stykket?

Jeg synes det er fantastisk. Det er et af de stykker, som jeg absolut ville lave i min karriere. Jeg ville prøve det, fordi den er så fed, man får publikum med på en helt speciel måde. Silk and Knife gjorde det (gik i sæson 2007/2008, red.) , og Minus 7 har det næsten på samme måde, men jeg synes også den har sit helt eget liv, den er virkelig sej.

Hvad er det den gør? Jeg synes selv, den skaber et helt specielt rum, fordi den varierer så meget.

Folk tror, at når den starter, så er det bare fjol, det er ikke sat på forhånd. Men folk ved ikke, hvor sat det egentlig er. Alt er planlagt, hvordan danserne kommer ind, hvordan det hele bygger op… Det bliver en hel verden for sig selv, som man lever sig ind i, et univers for sig selv.

Så I improviserer ikke undervejs?

Jo, det gør vi, vi improviserer meget alligevel. Det er det der er så vildt. For det er meget sat på forhånd, hvor du skal stå, hvad du laver. Men vi må alligevel gerne improvisere, lave de ting vi har lyst til, bare inden for visse rammer.

Under fremkaldelserne til Minus 7 er det, som om I giver helt los på scenen, og man får indtrykket af, at hver danser laver sit eget lille show...

Det er improviseret, fuldstændigt.

  

Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvis du ser på de partier du har haft indtil nu, hvad har så været din favorit – eller har du flere favoritter?

Ja, det har jeg. Narren i Svanesøen ligger altid meget dybt i mig, fordi det var mit gennembrud, den største chance jeg fik. Så jeg har et særligt forhold til den rolle. Men jeg synes, der har været rigtig mange roller, som Pas de six i Napoli, Pas de sept i Et folkesagn. Grand Pas Classique er selvfølgelig også en af de største partier, og Nøddeknækkeren. Der er virkelig mange. Grand Pas Classique ville have gjort et større indtryk, hvis jeg havde haft mere forberedelsestid, haft de stadier, hvor man øver i salen, øver på scenen, og så performer. Det fik jeg ikke, da jeg blev kastet ind i rollen, og det synes jeg var rigtig fedt at prøve. Men Narren ligger allermest… Nej, vent lidt, Etudes! Den var jeg ved at glemme.

Den har førstepladsen?

Ja!

Hvis du skal se fremad, er der så partier som du særligt kunne tænke dig at danse?

Der er jo hovedrollen i La Bayadère, og så er der Le Corsaire, La fille mal gardée, der er en masse, you name it, det har jeg lyst til at lave. Jeg vil gerne have prøvet det hele, have lavet alt, og så – jeg føler ikke jeg er færdig, før jeg har prøvet næsten alle forestillinger. Men Romeo, i Romeo og Julie, den vil jeg virkelig gerne lave.

Tit taler man om, at den og den danser har et særligt talent for en bestemt type rolle. Har du en præference for, hvilke partier du kan lide at danse, eller vil du bare gerne lave det hele?

Nej, jeg kan godt lide, at de giver mig nogle meget alsidige roller, at jeg får lov til at prøve alt. Og det synes jeg, jeg får. Nikolai (Hübbe, red.) caster mig i meget forskellige ting. Han caster mig tit i de mere komiske roller, men så får jeg også lov til at lave prinserollerne. Og det er rigtig dejligt, for jeg kan virkelig godt lide skuespillet i det, når skuespil og dans blandes sammen i et parti.

Grand Pas Classique og Minus 7 spiller igen i februar som en del af Dans2Go. Nøddeknækkeren spiller frem til 22.december 2013.

Blå bog: Jón Axel Fransson, 22 år, blev aspirant ved Den Kongelige Ballet i 2007 og ansat som korpsdanser i 2010. 

Danser pt. Sukkerfeens kavaler samt sukkerstang i Nøddeknækkeren, har blandt andet danset narren i Svanesøen, blå fugl i Tornerose, soloherre i Etudes, Geert i Kermessen i Brügge, Le Corsaire pas de deux i Le Corsaire, Grev N i Kameliadamen og den blå gud i La Bayadére.

Tildelt Reumerts talentpris i 2011. Udvalgt til den prestigefyldte Erik Bruhn konkurrence sammen med Shelby Elsbree i 2011.