 |
| Fotos: Costin Radu |
Det her indlæg er mest skrevet for at dulme egen, dårlig samvittighed. Sylfiden, som jeg skrev om i starten af ugen, står jo ikke alene, og det føles lidt tarveligt ikke at hæfte et par ord på den anden del af dobbeltprogrammet, Etudes. Etudes er dansk ballets store mesterværk fra det 20. århundrede, en af de få forestillinger, der nåede ud over landegrænserne og gjorde Harald Lander, dansk balletmester og koreograf, til et verdensnavn. I sig selv er værket formfuldendt skøndans, bygget op omkring de daglige træningsøvelser og med et forløb, der strækker sig fra ballettens indledende fem positioner og træning ved barren til de store, flyvende spring. Alt er stiliseret smukt, svære trin gjort legende lette og serveret med smil og overskud. Den Kongelige Ballets tekniske kunnen er imponerende i dette store sus, hvor danserne ubesværet folder sig ud. Det er et tidløst optrin, en demonstration af klassisk ballet, når det er bedst. Fokus er på trinnenes elegance indhyllet i en stemning, der er halvvejs drømmende og underspillet triumferende.
En tam harmoni
På førsteholdet var Alban
Lendorf i topform som første soloherre, et parti, hvor han kan gøre det,
han gør bedre end nogen anden, hvor han uden synderlig anstrengelse overstrålede
alle andre med sin virtuose teknik og fysiske formåen. Han var fint flankeret af J’aime Crandall som ballerinaen og Jón
Axel Fransson som anden soloherre, begge med en beundringsværdig dygtighed og
rendyrket danseglæde. I Etudes befinder vi os i
et harmonisk univers af yndefulde trin, her har dansen i sig selv
altoverskyggende betydning. Den største spænding for publikum ligger i trinnenes opbygning,
om hvorvidt skønheden kan holde, selvom øvelserne bliver stadigt sværere undervejs.
Men – for selvfølgelig er der et men - Etudes føles i en eller anden grad en smule tam, når den danses i forlængelse af Sylfiden. Jeg fyldes med beundring, mens jeg overværer den, men det er en beundring, der er en anelse pligtskyldig. For ja, det er meget smukt, spillet mellem lys og skygge, bevægelserne, der bliver udbygget, dansernes virtuose elegance og perfekte spring. Det er rigtig, rigtig godt, selvfølgelig er det det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sylfiden har mistet sine vinger for under en time siden, at James netop er død, og efterfølgende føles denne dans blot som en forsøgsvis udglatning af tragedien, et plaster på såret, en formålsløs skønhed uden indhold.
Men – for selvfølgelig er der et men - Etudes føles i en eller anden grad en smule tam, når den danses i forlængelse af Sylfiden. Jeg fyldes med beundring, mens jeg overværer den, men det er en beundring, der er en anelse pligtskyldig. For ja, det er meget smukt, spillet mellem lys og skygge, bevægelserne, der bliver udbygget, dansernes virtuose elegance og perfekte spring. Det er rigtig, rigtig godt, selvfølgelig er det det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sylfiden har mistet sine vinger for under en time siden, at James netop er død, og efterfølgende føles denne dans blot som en forsøgsvis udglatning af tragedien, et plaster på såret, en formålsløs skønhed uden indhold.
Ballet med eller uden bid?
Det er en sammenligning, der ikke er helt fair, det er jeg udmærket klar over. Men den valgte rækkefølge for de to forestillinger er ikke til Etudes' fordel. Måske mener Det Kongelige Teater selv, at en kronologisk rækkefølge giver mest mening, især fordi Bournonville fungerede som delvis inspiration for Lander. Men jeg finder ikke rækkefølgen specielt publikumsvenlig.
Hvis man mest er til ren dans og ikke bryder sig om at blive distraheret af en handling, vil man kunne nyde Etudes fuldt ud. For folk som mig, der altid føler mest for dramaet og går mere op i forestillinger, der forsøger at grave ned i de menneskelige sjælelag, er der mere at komme efter i Sylfiden, og Etudes bliver en forestilling, man tager med, fordi den alligevel er der. Men personligt har jeg på dette tidspunkt af aftenen mere lyst til at meditere over betydningen af Sylfidens afrevne vinger end over Etudes’ glansfulde perfektion, der føles som form uden indhold, en gnidningsløs ballet uden bid. Spørgsmålet er, hvad man foretrækker, ballet skal være – vil man nyde den fuldendte bevægelsesbeherskelse eller lade sig ryste af knasterne i et værk, der langt fra er perfekt (i hvert fald i denne nye iscenesættelse), men som trods alt tør stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske og hvordan man skal leve sit liv. Jeg ved godt, hvad jeg vil gå efter.
Etudes indgår i et dobbeltprogram med Sylfiden og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene frem til 27.februar.
