Viser opslag med etiketten Etudes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Etudes. Vis alle opslag

søndag den 2. november 2014

Skøndans eller sjælelig udgravning?

Fotos: Costin Radu

Det her indlæg er mest skrevet for at dulme egen, dårlig samvittighed. Sylfiden, som jeg skrev om i starten af ugen, står jo ikke alene, og det føles lidt tarveligt ikke at hæfte et par ord på den anden del af dobbeltprogrammet, Etudes. Etudes er dansk ballets store mesterværk fra det 20. århundrede, en af de få forestillinger, der nåede ud over landegrænserne og gjorde Harald Lander, dansk balletmester og koreograf, til et verdensnavn. I sig selv er værket formfuldendt skøndans, bygget op omkring de daglige træningsøvelser og med et forløb, der strækker sig fra ballettens indledende fem positioner og træning ved barren til de store, flyvende spring. Alt er stiliseret smukt, svære trin gjort legende lette og serveret med smil og overskud. Den Kongelige Ballets tekniske kunnen er imponerende i dette store sus, hvor danserne ubesværet folder sig ud. Det er et tidløst optrin, en demonstration af klassisk ballet, når det er bedst. Fokus er på trinnenes elegance indhyllet i en stemning, der er halvvejs drømmende og underspillet triumferende.

En tam harmoni
På førsteholdet var Alban Lendorf i topform som første soloherre, et parti, hvor han kan gøre det, han gør bedre end nogen anden, hvor han uden synderlig anstrengelse overstrålede alle andre med sin virtuose teknik og fysiske formåen. Han var fint flankeret af J’aime Crandall som ballerinaen og Jón Axel Fransson som anden soloherre, begge med en beundringsværdig dygtighed og rendyrket danseglæde. I Etudes befinder vi os i et harmonisk univers af yndefulde trin, her har dansen i sig selv altoverskyggende betydning. Den største spænding for publikum ligger i trinnenes opbygning, om hvorvidt skønheden kan holde, selvom øvelserne bliver stadigt sværere undervejs.

Men – for selvfølgelig er der et men - Etudes føles i en eller anden grad en smule tam, når den danses i forlængelse af Sylfiden. Jeg fyldes med beundring, mens jeg overværer den, men det er en beundring, der er en anelse pligtskyldig. For ja, det er meget smukt, spillet mellem lys og skygge, bevægelserne, der bliver udbygget, dansernes virtuose elegance og perfekte spring. Det er rigtig, rigtig godt, selvfølgelig er det det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sylfiden har mistet sine vinger for under en time siden, at James netop er død, og efterfølgende føles denne dans blot som en forsøgsvis udglatning af tragedien, et plaster på såret, en formålsløs skønhed uden indhold. 

Ballet med eller uden bid?
Det er en sammenligning, der ikke er helt fair, det er jeg udmærket klar over. Men den valgte rækkefølge for de to forestillinger er ikke til Etudes' fordel. Måske mener Det Kongelige Teater selv, at en kronologisk rækkefølge giver mest mening, især fordi Bournonville fungerede som delvis inspiration for Lander. Men jeg finder ikke rækkefølgen specielt publikumsvenlig. 

Hvis man mest er til ren dans og ikke bryder sig om at blive distraheret af en handling, vil man kunne nyde Etudes fuldt ud. For folk som mig, der altid føler mest for dramaet og går mere op i forestillinger, der forsøger at grave ned i de menneskelige sjælelag, er der mere at komme efter i Sylfiden, og Etudes bliver en forestilling, man tager med, fordi den alligevel er der. Men personligt har jeg på dette tidspunkt af aftenen mere lyst til at meditere over betydningen af Sylfidens afrevne vinger end over Etudes’ glansfulde perfektion, der føles som form uden indhold, en gnidningsløs ballet uden bid. Spørgsmålet er, hvad man foretrækker, ballet skal være – vil man nyde den fuldendte bevægelsesbeherskelse eller lade sig ryste af knasterne i et værk, der langt fra er perfekt (i hvert fald i denne nye iscenesættelse), men som trods alt tør stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske og hvordan man skal leve sit liv. Jeg ved godt, hvad jeg vil gå efter.

Etudes indgår i et dobbeltprogram med Sylfiden og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene frem til 27.februar.


onsdag den 22. oktober 2014

Varme forestillinger i en kold tid



Efteråret er for alvor sat ind, og fra nu af går det kun én vej – mod mere kulde, kortere, mørkere dage. Der er stadig længe til jul, og for det ikke skal være løgn, er Dansehallerne på vej til at blive sparket ud af Carlsberg Byen. Dansehallerne har siden 2009 har fungeret som hjemsted for samtidsdansen i København, på én gang et forum og et fristed for den dansekunst, der falder uden for de klassiske rammer. Hvor både danseinstitutioner som Dansk Danseteater og knap så etablerede dansere og koreografer kunne få plads til deres produktioner. En dårlig nyhed for dansk scenekunst, for lige nu er det uklart, hvor Dansehallerne kan få et husly, der leverer de nødvendige faciliteter for at dansens center i København kan bevares.

Det var den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at scenekunsten endnu trives i hovedstaden, og som et plaster på såret har jeg udvalgt en række forestillinger, der kan varme i denne ellers så kolde tid.


Baby it’s you not me (Dansehallerne 22.oktober-2.november)

Foto: Max Markov
The Mob, der består af koreograferne Emma-Cecilia Ajanki og Julia Giertz, har sat sig for at undersøge monstrets natur. Monstret som et væsen, der falder uden for normen - et evolutionens fejltrin. Nu har jeg en forkærlighed for monstre, især hvis de bliver taget seriøst som andet end nuttede Disney-krammedyr, så denne forestilling er havnet på efterårets must see-liste. Læs mere her.

Loona Nights - Halloween Edition (Dansehallerne 31.oktober)

Loona Nights er tilbage i Dansehallerne, denne gang i en Halloween-udgave. Til Loona Nights bliver foyeren omskabt til selve scenen, så man kan komme helt tæt på, når dansere og performere fremviser korte, ofte ufærdige værker. Her kan man opleve det skøre, det skæve, det yderst mærkelige, og dansen får lov til at folde sig ud på alle mulige og umulige måder. Det kan være en ujævn fornemmelse, da det sjældent er alle værker, der er lige gode, men stemningen plejer at være i top. Sidste omgang til Dansens Dag i april bød på en konferencier i rullestol og iført brydermaske, pauseunderholdning i form af gogo-dansere m/k samt en formidabel løssluppen feststemning blandt dansens hipsterpublikum. Alt i alt en aften, hvor man skal være exceptionelt mavesur for ikke at more sig. Gratis entré. Læse mere her.

Fabulator (Valby Kulturhus 31.oktober)

Foto: Louis Witzansky
Hvis man er til foruroligende teater og ikke ræd for hverken børnevisers visdom eller et gensyn med barndommens vrangside, er det nu muligt at se (eller måske endda gense) den stærkt roste Fabulator fra Vildskud, sommerens alternative teaterfestival. Skabt af upcoming-ensemblet Teater Circonflex og allerede med flere priser bag sig, senest særprisen ved Mungo Parks teaterbattle. Forestillingen spiller igen her i oktober, passende nok til Halloween. Læs mere her. 

Etudes og Sylfiden (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 25.oktober-27.februar)

Foto: Costin Radu
Hvis man er til det mere forfinede og slebne teater, kan man med fordel lægge vejen forbi Det Kongelige Teater i disse måneder. På lørdag er der premiere på to absolutte hovedværker inden for dansk ballet i et dobbeltprogram der byder på både yndig romantik og virtuose trin. Etudes af Harald Lander danses i dag over hele verden, et overflødighedshorn af smukke danseoptrin uden egentlig handling, dans blot for dansens skyld, for at fremvise noget af det ypperste en balletdanser kan præstere. Bournonvilles Sylfiden er derimod en tragisk handlingsballet om James, der bliver betaget af en fe, en såkaldt sylfide, og følger hende med skæbnesvangre konsekvenser for dem begge. Det er den evige fortælling om drøm over for virkelighed, den romantiske og frie natur over for samfundets snærende bånd. Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, der også stod bag en opdateret version af Et Folkesagn (som genopsættes i december) har skabt en ny og efter sigende meget radikal version. Døm selv og læs mere her.

Corpus Pop-Up - James Clark og Eliabe D'Abadia (A-salen, Det Kongelige Teater, 20.november)

Siden det eksperimenterende Corpus blev dannet som en del af Den Kongelige Ballet for to år siden, har det lille 'kompagni i kompagniet' forsøgt at udfordre de gængse forestillinger om, hvad ballet kan og bør være. Kvaliteten har indtil videre været lidt blandet, vild nytænkning og skarpe skud blandet med en overdosis amatørteater og overfortænkte gøglerier. Der har dog været et par perler indimellem, og denne sæson vender Corpus tilbage med sit Corpus Pop-Up, en række miniforestillinger, hvor 1-2 dansere hver skaber en forestilling, som kun spiller en enkelt aften. Korpsdanserne James Clark og Eliabe D'Abadia skal stå for første omgang, og under temaet Lost and Found har d'herrer fisket 4 glemte balletter frem fra gemmerne. En række af ballettens yngre dansere vil danse uddrag af de 4 værker. Prisen er særdeles studievenlig, kun 50 kr. Læs mere her.

Romeo og Julie (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 5.november-13.januar)

Vi bliver på Det Kongelige Teater til efterårets store, romantiske forestilling. Som instruktør står Elisa Kragerup, den unge, fremadstormende superinstruktør fra eksperimentalscenen Det Røde Rum, der blandt andet stod bag sidste sæsons blændende Metamorfoser. I rollerne som alle tiders største kærlighedspar ses de ligeledes unge og fænomenalt dygtige skuespiltalenter, Thomas Hwan og Danica Curcic. Og mere behøver jeg ikke at vide for at sætte kryds i kalenderen - gør I? Ellers læs mere her.

Impossible (Husets Teater 22.november-20.december)

Husets Teater spiller i efteråret tre stærke forestillinger om kærlighed og moderne parforhold. De første to var de anmelderroste Ilt og Konstellationer, og den tredje, Impossible, har premiere i slutningen af november. Den er en moderne genfortælling af den græske myte om Orfeus og Eurydike blandet op med science fiction og inspireret af en af filmkunstens fædre, Georges Méliès og hans fabulerende univers. Læs mere her.