Ramt af Napoli

Fotos: Costin Radu

Okay, jeg har en tilståelse. Jeg er en sucker for Bournonvilles balletter. I min verden er de noget af det mest fantastiske inden for dansens verden. Mens publikum sidste sæson faldt i svime over Den Kongelige Ballets opførelse af Romeo og Julie, var jeg fuldstændig forgabt i Kermessen i Brügge.

Bedre, bedst, Bournonville
Selvfølgelig er jeg også glad for de store, tragiske balletromancer som Romeo og Julie, men Bournonvilles balletter er bare noget særligt. Bournonville havde en udsøgt sans for at veksle mellem de store følelser og befriende humor, at indfange både lyriske stemninger og højspændt drama, for ikke at tale om hans koreografi, der har gjort ham – og dermed den danske ballet – verdensberømt. Hans trin er indbegrebet af det lette, det fine, det charmerende. Danset rigtigt fremstår en fodbevægelse i hans stil mere elegant end selv de mest svimlende balletspring.  

Så hvorfor kaster jeg mig pludselig ud i en lovsang for en gammel, dansk balletmester, der døde for over 100 år siden? I mit sidste indlæg lovede jeg ellers at skrive om noget helt andet. Men nu blogger jeg jo først og fremmest af lyst, og lige nu er det mere relevant at skrive om min sidste nye teateroplevelse. Personligt ved jeg ikke noget bedre end at fortælle det vidt og bredt, når jeg har set, hørt eller læst noget, som jeg finder rigtig, rigtig godt. Der er mange gode kulturoplevelser rundt omkring, men der er langt mellem de exceptionelle, de oplevelser der for alvor gør indtryk.

Napolis makeover
Så i fredags var jeg i Det Kongelige Teater og se ballet. Denne gang den danske balletklassiker par excellence, Bournonvilles Napoli. Ikke for første gang, jeg så den faktisk allerede til premieren og de to efterfølgende gange (indrømmet, ballet er én af de ting, jeg nørder rigtig meget). Den første gang blev jeg lidt skuffet. Jeg havde kun set den én gang før, og da var jeg alt for lille til at kunne huske oplevelsen. Der findes en dvd-udgave fra 1986, som jeg havde set, men den er så elendig, at det er svært at få rigtig fornemmelse for balletten. Jeg havde derfor glædet mig det at se den live.

Min forventing var særlig stor, fordi iscenesættelsen er ret ny. I 2009 gav Nikolaj Hübbe og Sorella Englund Napoli et makeover. Miljøet blev opdateret til et Fellini-inspireret univers fra 1950erne, en mere rå udgave end Bournonvilles traditionelle, idylliske drøm om det italienske. Ludere er synlige i gadebilledet, fiskerne er rå og tydeligt fattige, og det unge par bliver foreviget af en bryllupsfotograf, mens de sidder på en scooter. Helligbrøde for nogen, forfriskende for andre.

Den fik fine anmeldelser, men selv blev jeg ikke fanget af den i første omgang. Jo, af 3.akt, hvor Teresina og Gennaro, det unge par der går grueligt meget igennem i løbet af balletten, endelig får hinanden, og det hele eksploderer i et festfyrværkeri af dans til deres bryllupsfest. Pas de six’en og tarantellen er geniale koreografiske værker i sig selv, og det hele føjer sig smukt til én stor fejring af kærligheden og parrets lykke. Meget bedre bliver ballet ikke. Men under alt hvad der kom før det, under hele 1. og 2.akt samt starten af 3.akt, kunne jeg ikke fremmane andet end høflig interesse.

Scenografien er skam flot og stemningsskabende, med snævre gader og et blidt vuggende hav. Smuk dans især i ballabilen, når fiskerne og deres piger fejer hen over scenen. 2.akts blå grotte skabt at bølgende lyseffekter og blågrønne farver, de drømmeagtige najader og Golfo som havdæmon med dødningehoved, hviskede stemmer der blander sig med musikken og skaber fornemmelsen af et farligt, underjordisk sted, en verden der balancerer mellem livet og døden. Et sted, der – i lighed med troldhøjen i Et Folkesagn – i lige så høj grad er forankret i vores egen ubevidste driftsnatur som i en overnaturlig verden.

Kærlighedshistorie uden kærlighed
Men kærlighedshistorien troede jeg ikke på. Jeg troede ikke på forholdet mellem Gennaro og Teresina, der skal kæmpe både mod omverdenens fordomme og en farlig havdæmon. Jeg syntes ikke, historien hang sammen - hvilket den strengt taget heller ikke gør, men alligevel skal, for hvad er ellers pointen med at opføre den? Spændet mellem skærmydsler i en fiskerby og eksistentielt drama på havets bund virkede for stor.

Nikolaj Hübbe har selv udtalt, at han har gjort kærlighedshistorien til det centrale i handlingen. Gennaro elsker sin Teresina så højt, at han er i stand til at redde hende fra dæmonen og fra døden. Det skal publikum mærke. Ikke tænke, ikke ræsonnere sig frem til, vi skal føle det for at kunne tro på det. Jeg har set Napoli fem gange nu, og de to første omgange kunne jeg ikke leve mig ind i den historie, balletten forsøger at fortælle.

Først var jeg ikke sikker på, hvad problemet var, hvorfor balletten ikke greb mig mere. Jeg fandt hovedpersonerne kedelige. Første hold i rollerne var Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf, og selvom de var fine, og Lendorf som sædvanligt var en fænomenal danser, blev jeg ikke engageret i dem som karakterer i en historie. Da jeg så andetholdet med Amy Watson og Ulrik Birkkjær, var det med samme resultat, kun deres dans kunne jeg sætte pris på, og det er bare ikke nok, når det gælder Bournonville. Hans balletter er handlingsdrevne, og kan virke anakronistiske i deres mange passager med mime og stumme bevægelsesreplikker.

Efter nr. 2 forestilling gav jeg op og måtte resigneret erkende, at Napoli og mig bare ikke var meant to be. At 3.akt var det eneste, der virkelig levede i den ballet.

Men det siges, at tredje gang er lykkens gang…

Alle gode gange tre
Tredje omgang Napoli fik jeg kun fanget 1.akt, og her fik jeg mig en kæmpe overraskelse. Alban Lendorf skulle have danset, men på grund af en mindre skade var han den aften skiftet ud med tredjeholdets Gennaro, Alexander Stæger. Pludselig blev 1.akt, som ellers havde irriteret mig lidt (for meget mimespil, for lidt dans), helt levende for øjnene af mig. Alexandra Lo Sardo, som ikke havde interesseret mig synderligt, da hun dansede med Alban Lendorf, foldede sig ud som en troværdig Teresina. Gennaro forvandlede sig fra en køn fyr, der i Birkkjærs og Lendorfs gestaltninger forsøgte at spille lidt med, næsten for at få tiden til at gå, indtil det blev tid til at danse, til et menneske af kød og blod.

Det var næsten for godt til at være sandt, så i fredags var jeg ekstra opmærksom, da tæppet gik op. Denne aften dansede hele tredjeholdet sammen for første og eneste gang denne sæson. Alexander Stæger var igen Gennaro, Gitte Lindstrøm var Teresina, og Gregory Dean, den nyudnævnte solodanser, var Golfo.

Den aften foldede forestillingen sig ud som en blomst, der springer ud. H.C. Andersen kaldte Napoli en ’frisk, duftende buket’, og for første gang forstod jeg, hvad han mente. Alle de små detaljer faldt på plads, og selv mindre irritationsmomenter som pilgrimmens tågen rundt på scenen og den laaange passage med transvestitten Pascarillo (som nu er ret sjov, men fuldstændig irrelevant for handlingen) blev jeg helt glad for.

Efter 1.akt vaklede jeg ud af salen, rystede næsten, så stærk var oplevelsen. Dét har jeg ikke oplevet til en ballet, siden jeg så Lis Jeppesens mimekunststykke i 242 år i trikot. Hun var også med den aften, hvor hun spillede Teresinas fordomsfulde mor, Veronica, som altid vidunderlig og ekstremt udtryksfuld. Ballabilen var et højdepunkt i sig selv, ledt den aften af Jón Axel Fransson i en overlegen præstation. Gitte Lindstrøm var en god Teresina, sødmefuld og tydeligt forelsket i sin Gennaro. Hun fik desuden udfoldet en melankolsk, drømmende undertone som forspil til 2.akt, hvor hun falder i hænderne på de farlige havvæsner og sine egne, ubevidste drifter. Det var ærgerligt kun at se hende i partiet den ene aften.

En levende Gennaro
Men højdepunktet den aften var Alexander Stæger. Efter Lendorf og Birkkjær var han en ren åbenbaring. Ikke fordi han nødvendigvis dansede bedre end dem, selvom han havde fine linjer, sikkerhed og spring. Men han fik Gennaro til at leve. For første gang fik jeg en forståelse af, hvem Gennaro egentlig var. Hvorfor han vinder over Golfo, hvorfor han trods alle odds er i stand til at redde sin elskede.

Stægers Gennaro var aldeles jordbunden, sikker på sig selv, sit liv og sin kærlighed. En fornuftig og varm natur med begge ben solidt plantet i virkeligheden, i modsætning til Teresina, der drages mod det ukendte. Fordi Stæger fik Gennaro til at lykkes, begyndte hele historien for alvor at leve. Napoli er en kærlighedshistorie, og hvis man ikke tror på hovedpersonerne, tja, der er stadig et væld af skægge bipersoner og flotte dansepassager, så det ikke falder helt til jorden, men det svarer til at få et par smukke sko, der klemmer. Man kan forsøge at gå i dem alligevel, men rigtig glad for dem bliver man aldrig.

Denne aften fik vi en nuanceret, troværdig Gennaro, serveret med et dramatisk overskud og en skarp præcision, der var helt fantastisk at overvære. Stæger formede Gennaro med et imponerende skift i ansigtsudtryk, fra det ømme og tilbedende over det irriterede, det vrede, det overraskede, det fortvivlede.

Spillet mellem Stæger og Lindstrøm var en rendyrket fornøjelse. Som for eksempel i scenen hvor hun skulle overtale ham til en romantisk sejltur i måneskin. Han er afvisende, kan se at det trækker op til storm, men hun kender ham og ved lige, hvilke knapper hun skal trykke på. Hun laver en æggende bevægelse med fingrene på hans skulder, på én gang øm, legende og intim, og vi fornemmer, hvor tæt de to er på hinanden. Hun hvisker ham noget i øret, og han lyser op, griner en anelse fjoget – og vi er helt med på, at måneskinsturen nok involverer lidt mere end bare at se på stjerner.

Efter uvejret – for selvfølgelig går det galt, og båden kæntrer – fulgte en fænomenal vanvidsscene. Gennaro vågner op, forskrækket og ude af sig selv, for Teresina er væk, gået til bunds. Hans fortvivlelse vokser, han kan slet ikke rumme, hvad der er sket. Veronica forbander ham, hans venner fordømmer ham, alle afviser hans bøn om hjælp. Her byggede Stæger sit spil op, så Gennaros selvmordsforsøg til slut virkede fuldstændigt logisk, som den helt naturlige handling for den ulykkelige fisker. Da pilgrimmen afbryder ham, kommer han hurtigt til fornuft – han havde bare brug for lidt støtte, lidt håb for at finde mod til at lede efter sin kæreste.

Drifternes offer
I 2.akt bliver Teresina fanget af overnaturlige væsner, fordi hun allerede har længslen efter det ukendte i sig, og den dæmoniske Golfo (en sensuel og uhyggelig Gregory Dean) er ved at nedbryde hende, da Gennaro dukker op. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvor godt jeg synes om Louise Alenius’ musik 2.akt, men der er ingen tvivl om, at den nye musik og koreografi er lang mere stemningsskabende end den oprindelige, langt mere i tråd med det overnaturlige miljø, personerne dumper ned i. Det giver mening at fortolke Golfo som en dødsfigur, så vores heltinde reelt svæver mellem liv og død. I Hübbes udgave bliver 2.akt langt mere truende, dramaet sættes på spidsen, og det er godt. Vi skal mærke, at der er noget på spil, at Teresina er i fare for at blive opslugt af kræfter, hun ikke selv kan styre.

Konflikten blev slået an allerede i 1.akt, hvor de elskende kæmpede for at få omgivelserne til at acceptere deres kærlighed – Teresina led under moderens afvisning af hendes frier og var usikker og jaloux. I 2.akt tilføjes et ekstra lag, de overfladiske problemer har skabt en dybere rift mellem de elskende, og Teresina er ved at blive offer for sine egne, ubevidste drifter, symboliseret af Golfo og najaderne. Men netop fordi Gennaros karakter er jordnær og bundsolid, kan han både modstå den farlige, lokkende verden og kalde sin kæreste tilbage til livet. Det er sigende, at da parret forlader havverdenen for at vende tilbage til overfladen, rækker Gennaro hånden op mod lyset, mens Teresina et kort øjeblik ser sig tilbage. Det underjordiske har ikke helt sluppet sit tag i hende, men nu er hun i stand til at forene den side af sig selv med det almindelige menneskeliv.

Og de levede lykkeligt...
3.akt understreger forløsningen. Fordi Gennaro har kæmpet og sejret, kan han forsones med Veronica, der endelig accepterer ham. Bryllupsfesten er egentlig bare et efterspil, en sløjfe på historien, hvor folkene i byen danser af glæde, fordi kærligheden har sejret. På det tidspunkt skulle publikum gerne have investeret så meget i hovedpersonerne, at denne overdådige slutning, dette overflødighedshorn af dans føles helt naturlig og nødvendig.

I fredags sad jeg på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt under hele forestillingen, og da brudeparret endelig kom på banen under bryllupsfesten, var min lettelse så stor, at den næsten blev en fysisk manifestation. For det hele endte lykkeligt, alle forhindringer blev overvundet, og nu kunne de fejre, at de havde fået hinanden. På det tidspunkt var danserne i mit hoved smeltet helt sammen med deres karakterer, Gitte Lindstrøm og Alexander Stæger eksisterede ikke i disse øjeblikke, jeg så kun, hvordan Teresina udtrykte sin glæde, nu hvor hun endelig kunne føle sig på sikker grund, hvordan Gennaro boblede af lykke. Og jeg glædede mig sammen med dem, deres glæde forplantede sig til mig, tilskueren ude i den mørke sal.

Jeg holder af de storslåede tragedier, hvor vi kan gennemleve store følelser, som ikke har plads i det almindelige liv, hvor den ulykkelige slutning sætter alting på spidsen, så det næsten føles sjælerensende. Men nogle gange har vi brug for de lykkelige slutninger. De historier, hvor alting går op, problemerne løses og det gode sejrer. Vi ser det i eventyrene, hvor de altid lever lykkeligt til deres dages ende. Det er ikke en selvfølge, og en gang imellem har vi brug for at opleve det.

Da tæppet gik ned i fredags, sad oplevelsen stadig i mig, og den blev hos mig længe efter. De gange, hvor det sker, kan tælles på én hånd. Jeg så forestillingen igen dagen efter, denne gang med Ulrik Birkkjær og Amy Watson. Det gik op for mig, at Watson var en rigtig god Teresina, men Birkkjær forekom mig alt for glat og poleret. Jeg greb mig selv i at blive irriteret, frustreret. Jeg ville gerne gentage gårsdagens oplevelse, men kunne ikke. De mange fine præstationer underholdt mig (en koket Morten Eggert som transvestit, en slesk og slikket Mads Blangstrup som Teresinas naragtige bejler, for blot at nævne de vigtigste), men som helhed var der noget lidt kunstigt over hele forestillingen.

Jeg må derfor overgive mig og konkludere, at Alexander Stæger simpelthen er den bedste Gennaro, i hvert fald i denne omgang. Det er sjældent, jeg ser en danser med et så umiskendeligt dramatisk talent. Stæger var én af de dansere, der brændte igennem i sæsonstarteren Come Fly Away, selvom han kun var med få gange, men generelt ser man ikke meget til ham.

Vi har selvfølgelig alle vore favoritter, også balletmester Hübbe, og der er helt sikkert flere dygtige dansere i Den Kongelige Ballet, end der er roller og forestillinger nok. Ikke alle kan komme til deres ret, især ikke når teatret fattes penge og må spare. Men der er en række dansere, jeg længe har savnet at se mere til. Gregory Dean rager op som én, der er alt for dygtig til ikke at komme helt i front, noget der forhåbentlig ændrer sig i næste sæson, nu hvor han er blevet solodanser. Femke Mølbach Slot stjal showet i Come Fly Away, men er ellers sørgeligt uudnyttet, og jeg undrer mig over, hvor Gudrun Bojesen bliver af denne sæson. Nu kan jeg også føje Alexander Stæger til listen. Han har simpelthen for meget scenepersonlighed og indlevelsesevne til ikke at få flere og bedre roller. De dramatiske talenter skal helst bruges, mens de er der.

Napoli spiller sidste gang i aften, hvor den også vises live i en række biografer landet over. Efter sigende vil forestillingen blive vist på DR K og streamingtjenester senere på året. Læs mere her.

Sinatrask showdans reddet af sexet balletcharme

Foto: Costin Radu

Ballettens Sinatra-satsning dette efterår har vist sig en stor succes. Ikke siden sidste sæsons Romeo og Julie og forrige sæsons Kameliadamen har publikum reageret på en kongelig danseforestilling med så overvældende og umiddelbar begejstring.

Middelmådig Sinatra-hyldest
Hvis jeg skal være lidt kynisk, vil jeg sige det skyldes, at stykket er ekstremt let tilgængeligt. Musikken består af Frank Sinatras mest elskede ballader og swingende hits, og dét i sig selv gør det nemt at blive revet med, især når det bliver serveret med et velspillende, live jazzband anført af Chris Minh Doky, i sig selv et stjernenavn.

Min begejstring har hele tiden været til at overskue. Måske fordi der skal meget til, før jeg bliver revet med af en forestilling. Hverken førnævnte Kameliadamen eller Romeo og Julie vandt mit hjerte 100 procent, måske fordi begge forestillinger blev omgærdet af så meget hype, at de næsten kun kunne skuffe. Hvis man fra starten forventer at blive blæst væk af noget, som alle er enige om er aldeles fantastisk og vidunderlig, skal der rigtig meget til at indfri forventningerne. Så er det bedre at gå ind til en forestilling uden nogen forventninger overhoved , så ens sind forbliver åbent fra start af.

Sådan havde jeg det med Come Fly Away, og alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Ikke fordi den ikke er et gensyn værd, på nuværende tidspunkt har jeg nok været omkring den en ti gange eller mere. Musikken er god og kan høres igen og igen. Danserne er mindst lige så gode, enkelte tæt på det fantastiske. Historien der skal binde forestillingen sammen, er en tynd kop the, og karaktererne er for overfladisk udtænkt, for ens i deres handlinger undervejs, for stereotype. Det er svært at skabe dybde i en rolle, der ikke giver råderum til dette. Man kan gøre meget med teknik og personlighed, men det er ikke altid nok. Jeg er en hund efter gode historier, og den mangler i denne danse-homage til Ol' Blue Eyes.

Så hvilket indtryk efterlader en ballet, der er overfladisk og uden egentlig fremdrift i handlingen og koreografien? Den har en basal underholdningsværdi, der gør den særligt velegnet til folk, der ikke normalt ville se ballet (min veninde fik lokket sin kæreste med ind, der absolut ikke var prototypen på en balletelsker. Det siger meget, at han holdt ude hele vejen igennem og bagefter udtalte, at han havde været okay underholdt).

Rødglødende danseflirt stjæler billedet fra Alban
Ud over dette er det interessant at se balletdanserne skifte tåspidsskoene ud med høje hæle, give slip på den stive perfektionisme og danse løssluppen showdans. Det Kongelige Teater havde som sædvanligt promoveret stjernedanseren Alban Lendorf i forsøg på at sælge forestillingen. Som altid var han fantastisk som Frank Sinatras alter ego, der blev skiftevis tiltrukket og frastødt af en Ava Gardner-lignende Amy Watson, der vimsede ubeslutsomt omkring, snart hed og forførende, snart kølig og tilbagetrukket. Hun kunne snildt være trådt direkte ud af en Hollywoodfilm fra 50erne, og man forstod godt, at mændene konstant kæmpede om hendes gunst.

Alligevel var det nogen helt andre, der stjal opmærksomheden og gav forestillingen lige den tand ekstra, der gjorde den mindeværdig. Femke Mølbach Slot skabte en rødglødende femme fatale som Kate, hvis had/kærlighedsflirt med en ultramacho Gregory Dean stjal hele showet for næsen af Alban og Amy.

Charles Andersens søde og kejtede tjener var fint parret med en nuttet og ungpigeusikker Benita Bünger, der var yndig nok til at knægten knap vidste, hvilket ben han skulle stå på. Hendes rolle gav knap så meget at arbejde med som hans, der til gengæld var et fint studie i, hvordan unge mænd kan lave pinlige fuckups i deres naive tilgang til det modsatte køn. Andersen havde en perfekt komisk timing kombineret med tonsvis af udstråling, og han er en danser, der helt klart har potentiale til flere store roller.

At være en værdig taber
Ét parti var problematisk undervejs. Rollen som den forsmåede bejler var besat af henholdsvis Marcin Kupinski og Nicolai Hansen. Marcin var decideret fejlcastet som den ynkelige Chanos, og det var tydeligt, at hans elegante dansestil var for stiv til showdans.

Nicolai Hansen klarede sig bedre, men virkede heller ikke, som om han havde helt styr på karakteren, der skal agere henholdvis jaloux, tryglende ud i det pinlige, spritstiv og på jagt efter en ny, dejlig dame (eller i det mindste et knald, der kan give ham selvtilliden tilbage efter den ydmygende afvisning). Hvad den sexede vamp i skikkelse af Alba Nadal ville ved den bøvede fyr var svært at forstå.

Kun Alexander Stæger, der var reserve for Nicolai Hansen, fik rigtig styr på partiet og formåede at gøre karakteren troværdig. Selvom Chanos er en småkikset stodder, duer det ikke at gøre ham så taberagtig, at den seje, selvstændige Slim umuligt vil kunne lide ham. Stæger formåede at holde balancen mellem ydmygende kærlighedstryglen i "Body and Soul" og sejlende fuldskabsliderlighed i "Yes Sir, that's my Baby". Det kan være en kunst i sig selv at holde på et gran værdighed, når man er spillets taber.

Come Fly Away spiller en sidste gang på torsdag den 28.november, men mon ikke teatret gentager succesen i 2014? Det luner så dejligt at danse hver aften for en fuld sal og til stående applaus.