En nymfomans bekendelser

Foto: Christian Geisnaes

Så blev det endelig tid til at se årets mest hypede film, Lars von Triers seneste opus.

Kvinden og jomfruen
Nymphomaniac åbner ballet allerede på plakaten, der med højtidelig provokation erklærer ”forget about love”. Joe, filmens hovedperson, gør sit bedste. Den selvdiagnosticerede nymfoman forsøger at leve udelukkende igennem lysten, og filmen kan ses som én lang forsvarstale for kvindens ret til at bestemme over egen krop, til at bruge (og misbruge sin krop), til at stå ved sit begær, koste hvad det vil. Det kunne let ende i en politisk debat om abort, plastikkirugi eller prostitution, til en diskussion om, hvor meget man egentlig har lov til at udsætte sin egen krop for. Men heldigvis går filmen uden om alle de tunge emner og fokuserer udelukkende på én ting: sex.

Filmen udfolder sig som en lang bekendelse fra nymfomanen, Joe, der hele sit liv har levet gennem kroppen og sanserne, til den intellektuelle Seligman, en aseksuel jomfru der udelukkende lever gennem sine åndsevner. Joe har levet uden tanke for andet end sin egen nydelse, hun har sat egne behov foran alt andet, men nu er hun i tvivl om sin livsstil, for prisen har været høj – både for hende og for folk omkring hende. Seligman forsvarer hendes handlinger med rationelle argumenter, men hans intellektuelle snak kommer til kort over for Joes jordbundne menneskelighed.

Frelser, dæmon og menneske
Som altid hos von Trier er Nymphomaniac en dialog mellem fornuften og drifterne, civilisationen og naturen, og manden og kvinden bliver arketypiske symboler for de to modsætninger. Kvinden skifter fra frelserskikkelse (Breaking the Waves) til dæmon (Antichrist), men man fornemmer, at von Trier altid er på hendes side. Manden er på en eller anden måde for kold, for rationel, for umenneskelig. Kvinden kan være luder eller madonna, men hun er først og fremmest menneskelig. Lidende, tvivlende, i følelsernes vold, men også kompromisløs i sin idealistiske søgen efter et holdepunkt i tilværelsen. Grænsesøgende, hvor de mandlige karakterer ofte er konforme, medfølende, hvor andre fordømmer.

På det mere jordnære plan er det interessant at se denne tvetydige hyldest til kvindens seksualitet, når den maskuline seksualitet netop bliver udfordret i disse år. Don Jon angreb den heteroseksuelle mands pornoforbrug, noget de fleste ellers tager for givet, mens Shame skildrede en mandlig nymfoman som følelsesmæssigt forkrøblet. Von Triers kvindelige hovedperson står ikke tilbage for mændene, når det gælder erotiske udskejelser, men filmen er solidarisk med hende fra start til slut.

Glem alt om kærligheden?
I Nymphomaniac har Joes seksuelle selvrealisering også sin pris, og hun svinger mellem afsværgelse og besyngelse af den lyst, der smadrer hendes liv og hendes krop. Med åbne øjne vælger hun en samfundsgodkendt tilværelse fra og den hedonistiske livsførelse til, hun sætter sig selv først og tager uden protest imod de slag og sjælekvaler, som valget fører med sig.

Trods sit oprør mod et samfund, der ukritisk hylder den romantiske tosomhed, kommer Joe dog ikke uden om forelskelsen. Kærligheden slår skår i hendes panser, og den glade erotik afløses af alvor og ansvar. Derfra går det galt…

Joe insisterer på at sætte nydelsen før pligten, før hverdagen, men efterhånden bliver hendes orgasmejagt mere og mere manisk og destruktiv. Hun tvinges til at vælge mellem familie og kærlighed på den ene side og seksualiteten på den anden. Som i Antichrist bliver seksualiteten en dæmonisk, destruktiv kraft, men von Trier forsvarer kvindens ret til at vælge denne vej, selvom den fører lige lukt ind i helvede. Valget, friheden til at vælge er det vigtigste. 

Feministisk seksualitet
Siger filmen noget nyt? Ikke på det overordnede plan, men den er befriende i sin insisteren på at vise en kvindes seksuelle udvikling uden at pege fingre. Joe har ikke kun sex, fordi hun er konstant liderlig. Hun er et seksuelt væsen på sine egne præmisser, ikke (blot) den heteroseksuelle mands våde fantasi. Hun er fuldkommen egoistisk og grænseløs i sin jagt på seksuel tilfredsstillelse, og præmisserne er helt hendes egne, ikke hendes elskeres. Dét er sundt at vise i et samfund, hvor unge piger i stigende grad retter deres selvværd og seksualitet ind efter forbilleder fra en pornoindustri og et mediebillede, der stadig favoriserer det mandlige begær. Plastikbrysterne har for længst fået følgeskab af designerfissen, for Gud forbyde at man ikke ser 'normal' ud dernede. På det punkt er filmen nærmest feministisk i sin skildring af Joes seksualitet.

Overraskende nok er filmen langt hen af vejen utrolig sjov, selvom plottet er dystert. De mange sexscener og utroværdige twist punkteres af Seligmans tørre skepsis, så melodramaet aldrig bliver for svulstigt. Den ’kommercielle’ version på 4 timer var forbløffende let at komme igennem, for man bliver grebet af humoren og historien, og filmen bliver siddende i én, længe efter den er slut. Seriøse filmnørder og von Trier-elskere bør gå skridtet videre og se den lange, 'kanoniske' version på 5½ time, når den bliver tilgængelig. Personligt tror jeg, den bliver ventetiden værd.