En kold svane - Mariinskij Balletten i København 1

Foto: V. Baranovsky

Indrømmet, jeg har en meget forkælet holdning til de ting, jeg holder mest af. Svanesøen er blot én af dem.

Netop den ballet blev spoleret for mig, allerede da jeg var barn. DR har aldrig været den mest balletentusiatiske TV-station, og i min barndom viste man hellere showdans (omend med folk, der rent faktisk kunne danse) end ballerinaer. Men med mellemrum blev der vist Svanesøen.

Jeg havde set en smule ballet inden da, en børneballet da jeg var helt lille (Den grimme ælling tror jeg, men jeg kan absolut intet huske fra den), og Napoli da jeg var lidt større. Det eneste der er blevet hængende i min hukommelse fra den ballet, er navnene på et par af danserne (Lloyd Riggins og Heidi Ryom som det unge par) og et meget smukt foto fra programmet af en bevidstløs, rødhåret Teresina i sit bondetøj, omgivet af blåklædte najader og en myndig, sortskægget Golfo, der peger bydende på den smukke pige. Dansen husker jeg intet af.

Magisk, mørk og romantisk
Så da jeg så Svanesøen for første gang, var det nærmest et chok. DR viste Natalia Makarovas udgave fra 1988 for London Festival Ballet, som er en slags filmudgave af balletten, og ikke bare en filmet teaterforestilling. Det var en co-produktion med DR, hvilket vel var grunden til, at den blev vist igen og igen på TV, uden at seerne nogensinde blev præsenteret for andre udgaver. Peter Schaufuss var prins Siegfried og Evenlyn Hart dansede Odette/Odile. Det var et magisk univers fyldt med mørke og melankolsk romantik, hvor menneskenes muntre festligheder stod i skarp kontrast til svanernes fortryllede skovsø. Både søen og troldmanden var videoprojektioner, og den onde Rothbart blev fremstillet som et enormt, ugleagtigt væsen (kun i 3.akt manifesterede han sig i menneskeskikkelse), hvilket ikke faldt i alles smag, men som jeg egentlig altid har syntes fungerede godt.

Men det, der fik balletten til at leve, var Schaufuss og Hart. Han var indbegrebet af den romantiske længsel, en elegant og drømmende prins med bløde linjer. Hun var et overjordisk væsen, en skrøbelig, fugleagtig Odette og en skarp, diabolsk Odile. Når de dansede, troede jeg på historien, og deres liebestod var på én gang hjerteskærende tragisk og opløftende. Jeg husker stadig, hvordan de sammen kastede sig i søen, og hvordan man rent faktisk fornemmer, at de drukner, mens Tchaikovskys forjættende tema spiller for fuld udblæsning. Man ser en arm stikker op, inden den også bliver dækket af søens bølger og forsvinder. Senere så jeg en svensk version, hvor prinsens folk ankommer til sidst og bærer de to lig op på land. Lidt for morbidt efter min smag.

Pæn ondskab og en tam prins
Hos Mariinskij Balletten, som i denne uge gæster Det Kongelige Teater, får parret lov til at leve. De får endda hinanden. Hvordan det helt kan lade sig gøre, var lidt af et mysterium til gårsdagens premiere. For mens Konstantin Zverev var en dæmonisk og pænt truende troldmand, ganske ond, selvom han måske ikke kan komme på en top 10 over ultimate bad guys, var prinsen i skikkelse af Yevgeny Ivanchenko utrolig tam. Han sprang skam nydeligt, men rendte ellers rundt og så ud, som om han ikke rigtigt var til stede på noget tidspunkt. Hverken svaneprinsessen eller hendes sorte dobbeltgænger fik nogen speciel reaktion fra ham, uanset hvor smukt Anastasia Matvienko dansede. At denne tamme Siegfried skulle være i stand til at overvinde Rothbart, havde jeg meget svært ved at tro på.  Matvienko var lidt bedre, men besad reelt kun to ansigtsudtryk - bedrøvet (Odette) og ond (Odile).

Og det er netop problemet med Mariinskijs opsætning; man tror ikke på historien. Det er flot sat op og virtuost danset, men det var næsten umuligt at leve sig ind i karaktererne. De russiske dansere fra et af verdens bedste balletkompagnier demonstrerede mandag aften en sørgelig mangel på personlighed. Måske burde jeg stille mig tilfreds med at se glitrende kostumer og teknisk overlegenhed, men jeg er bange for, at Makarovas version for evigt har gjort mig ude af stand til at lade mig nøje. Som et stædigt barn vil jeg have hele pakken, og hvis jeg ikke kan få det, foretrækker jeg lidt sjæl frem for en gang kolde svaner.