Lyrisk, magisk og sexet - Mariinskij i København 2

Fotos: N. Ranzina

Nogen gange er det bedst at være uden forventninger, når man ser en forestilling. I mit forrige indlæg beskrev jeg, hvorfor Mariinskijs Svanesøen var en skuffende oplevelse. Heldigvis var dette ikke tilfældet med anden del af Mariinskij ballettens gæstespil. Igår sluttede en uge tætpakket med russerballet på Det Kongelige Teater. 4 x Svanesøen blev efterfulgt af en weekend i Fokins tegn. Mariinskij balletten dansede tre korte balletter, alle bundet sammen af deres forbindelse til det legendariske kompani Ballets Russes i Paris, hvor Mikhail Fokin, en af de mest berømte koreografer i det 20. århundrede, var huskoreograf fra 1909 til 1912.

To af balletterne, Ildfuglen og Schéhérazade, blev direkte skabt til Ballets Russes, og Mariinskijs iscenesættelse var baseret på de oprindelige udgaver med rekonstruktioner af pariser-koreografien, scenografien og kostumerne. Således blev forestillingen en slags tredobbelt hyldest til både Fokin, Ballets Russes og den store danser Vaslav Nijinskij, der både dansede Schéhérazade og Chopiniana, aftenens tredje ballet.

De tre små balletter er ikke nær så kendte i Danmark som Tchaikovsky-balletterne, og selv så jeg dem for første gang (deraf de manglende forventninger), men sammen fik de Mariinskij balletten til at finde den glød, der så sørgeligt manglede i svanernes kolde teknik.

I Chopiniana fremviste Yevgeny Ivanchenko den poesi, som han ikke rigtig fik udviklet som prinsen i Svanesøen. Sylfiderne var ikke så perfekt synkroniserede som svanerne, men blødere i deres drømmeagtige dans.

Ildfugle, trolde og fortryllede prinsesser
Ildfuglen foldede sig ud som et folkeeventyr i balletform. Selvom koreografien her var lidt svag, var scenografien og kostumerne aldeles fantastiske. Og ballettens showstopper, Ilddansen (Danse Infernale), hvor ildfuglen tvinger troldmanden Katchei og hans følge af trolde og hekse ud i en vild dans, indtil de segner af udmattelse, var rent ud overvældende; en perfekt blanding af det uhyggelige, det blide og det groteske, hvor farverne, bevægelserne og musikken sammen skabte dramatisk dansemagi.

Konstantin Zverev var den af prinserne, der havde bedst styr på sin karakter. I hans skikkelse var helten Ivan både modig og ædel, øm over for den smukke prinsesse Ekaterina Mikhaillovtseva, (der syntes langt bedre tilpas som yndig ung pige end som anonym dronningemoder i Svanesøen), dumdristig og stolt i mødet med skurken. Katchei var et mareridt på to ben, uanset om det var Vadim Belyaev eller Soslan Kulaev der bar den forvredne maske og de lange, sorte negle, mens Yulia Stepanova og Anastasia Petushkovas ildfugl var en magtfuld og magisk figur.

En fantasi om Østen
Schéherazade er en europæisk fantasi om et eksotisk og dekadent Østen, der aldrig eksisterende uden for orientalisternes saftige drømme. Men scenografien var et pragtstykke og understregede effektivt den sanselige atmosfære og mystik, vi kender fra 1001 og én nats eventyr. Her udfoldede de russiske dansere sig for alvor i et erotisk drama, hvor følelserne og drifter fik frit spil. Kærlighed, begær, jalousi, vrede, fortvivlelse, det hele kom op til overfladen i Daria Pavlenko og Andrey Yermakovs dampende hede dans og inderlige spil. Det var, som om russerne endelig fik kontakt til deres egen menneskelighed og dansens sjæl.

Fra uskyldig natur til dekadent kultur
Rækkefølgen på de tre balletter er velvalgt, og de kan tolkes som tre trin i en sjælelig udvikling. Vi starter i en lyrisk naturidyl, hvor manden lever i en uskyldig drømmetilstand, gennemsyret af melankolsk længsel og romantiske fantasier om kvinden som et luftigt, idealiseret væsen. Men alt ånder fred i måneskinnet, og harmonien brydes ikke. Sylfider kan som bekendt ikke fastholdes.

Med Ildfuglen starter vi i et gyldent paradis, komplet med et træ fuld af gyldne æbler. Men i stedet for en slange møder prinsen en glødende fabelfugl, mens prinsesserne leger med æblerne og lader sig lokke. Prinsesserne er hvide, men prinsen er en indtrænger klædt i rødt, der befrier dem for deres påtvungne uskyldsstilstand. Det mørke, der ikke fik plads i Chopiniana, dukker nu op i form af Katchei og hans slæng. Til sidst står Ivan som konge og zar i guld og rødt med den forvandlede Skønne Prinsesse ved sin side som dronning, og et nyt, herligt kongerige stiger op i horisonten. Fra natur til kultur i én lang bevægelse.

I den sidste af balletterne  har vi bevæget os langt væk fra uskylden og over i en tilstand, hvor mennesket er helt i sine sansers vold. Manden og kvinden kan ikke længere finde hinanden i kampen mod det onde, for sondringen mellem godt og ondt giver ikke længere mening. Frihedskampen går over i et dekadent orgie. Seksualiteten har fået frit løb, og selv ikke loven og moralen i form af sultanen kan tæmme den.

Schéhérazade var klart den mest komplekse af de tre balletter, men sammen forenede de det lyriske, det magiske og det sanselige til en perfekt helhed. Mariinskij formåede med denne forestilling af skabe en oplevelse, der bliver hos én - og er det ikke netop hvad kunsten skal?