Trofækærlighed og glæden ved porno

Foto: UIP

Sex er mange ting. Det er både fysiske nydelse, et primalt behov, kilden til børn, en måde at forstærke følelsesmæssige bånd og udtrykke kærlighed på. Det kan være belønning eller straf, betalingsmiddel, en lukrativ vare, en synd, en besættelse, en forløsning, en drøm.

Nymfomanbølgen

Nymfomanen, der ikke kan slippe sex, selvom det ødelægger hans eller hendes liv, er et yndet tema i disse år. I Shame (2011) var Michael Fassbender en storforbruger af sex i alle afskygninger, men var ude af stand til at få den op at stå med én han holdt af. Intimitet var for skræmmende at opleve og måtte erstattes med overfladiske knald, hvor følelserne var på sikker afstand. I september var der dansk premiere på mainstreamkomedien Thanks for sharing (2012) om en gruppe menneskers kamp mod sexafhængighed, og 1.juledag får vi endelig Lars von Triers kontroversielle Nymph()maniac om en selverklæret, kvindelig nymfoman.

Don Jon handler også om afhængighed, denne gang af porno, men den har et muntert og ufordømmende blik på sit stof. Der peges mildt med fingre, men ikke af pornografien.

Joseph Gordon-Levitt, manden bag hitRECORD og uden tvivl en af de mest interessante skuespillere i sin generation, debuterer som instruktør med denne fine komedie, og han har som altid noget på hjerte. Selvom Don Jon langtfra er perfekt, giver den et tankevækkende signalement af Generation Y, der er opflasket med en glitrende mediekultur, som konstant dyrker det glitrende smukke, den lækre overflade. 

Filmens titel slår tonen an. Det handler om en moderne Don Juan, hovedpersonen Jon, der nedlægger kvinder på stribe. Han virker umiddelbart tilfreds med sit liv, men det er ren overflade.

Lykken er smukke ting

Jon elsker sin lækre hybel, sin fede bil, sin toptrimmede krop, sine scoringer, sin porno. Frem for alt sin porno. Hans forhold til venner, forældre og kirke er overfladiske. Vennerne går kun op i, hvordan kvinderne i nattelivet kan vurderes på en skala fra 1 til 10, moderen plager ham om børnebørn, søsteren går kun op i sin mobil, og faderen har øjnene klistret til tv’et. Som en god katolik remser Jon hver søndag sine synder op for præsten og får den automatiske syndsforladelse.

Da han får øje på Barbara (Scarlett Johansson), er det klart, at han må have hende. Som han forklarer både venner og familie, så snart de er blevet et par: "She's the most beautiful thing I've ever seen." Med andre ord et smukt objekt, der kan fuldende hans liv. At der skulle være andet og mere at komme efter i et forhold, indser han ikke, før han møder den modne Esther (Julianne Moore) med ar på sjælen.

Barbara er alt det, han tror, han ønsker sig. Hun er sex on legs med den perfekte røv, de perfekte bryster, den perfekte krop. Og hun er villig til at blive hans, så længe han gør alt hvad hun siger. Og hvorfor ikke? Hans venner er misundelige over hans trofæ, hans far lutter gammelmandssavlende stolthed over sønnens erobring, hans mor er lykkelig, nu hvor Jon omsider styrer mod ægteskab og børn. 

Trofækærlighed

Men Jon er også Barbaras trofæ. Han skal opfylde hendes romantiske fantasier, næret af utallige kærlighedsfilm. I hendes verden har hun ret til at forvente alt af sin udkårne. En mand, der virkelig elsker hende, vil automatisk gøre alt hvad hun siger. Hun forventer at fylde hans verden, og hans lyst til porno er en hån mod hendes fantasi om, hvordan hendes Mr. Right vil være.

Jon indser undervejs, at det han reelt søger ikke findes i den porno, som han ser døgnet rundt. Filmen stiller skarpt på mænds og kvinders forventninger til sex og kærlighed, men handler først og fremmest om faren ved at stirre sig blind på en drøm, så man ikke ser virkeligheden for det den er. Pornoen bliver bedre end almindelig sex, fordi det er et glansbillede, en glitrende illusion. Trods alle sine erobringer og forholdet til Barbara ved Jon slet ikke, hvad det vil sige at være tæt på et andet menneske.

Jon elsker ikke Barbara, han dyrker hende, eller snarere hendes krop. Hun er et objekt, virkeliggørelsen af hans fantasier. Præcis som han er hendes, en mand hun kan forme som hun vil. Han er lækker, sød – og kun alt for villig til at gøre som hun siger, når hun bruger sin krop som lokkemad. Begge forventer de, at den anden indfrier deres drømme, frem for at leve sig ind i den person, der står lige foran dem.

De fleste har prøvet at fortabe sig i forelskelsens rus for senere at opdage, at drømmemanden eller -kvinden kun eksisterede i ens eget hoved og havde meget lidt at gøre med den person, som man bildte sig ind at elske. Men i Don Jon forelsker personerne sig udelukkende i den andens overflade, mens de er fløjtende ligeglade med den udkårnes personlighed.

Om det er drømmen om sex eller den romantiske kærlighed, der står i centrum, er sådan set lige meget. Pointen er, at begge køn forveksler idealet med realiteten. Det står i vejen for oplevelsen af virkelig intimitet, for drømmen er umiddelbart nemmere at dyrke. Som Jon påpeger, stiller pigerne i hans pornofilm ingen krav. De er våde og villige, perfekte fantasier. Men man kan ikke røre dem. Som Esther påpeger "You want to lose yourself? You have to loose yourself in another person - it's a two way thing".

Don Jon er ikke en romantisk komedie, men en coming of age-film om en ung mand, der langsomt får nedbrudt sine illusioner og begynder at skrabe i livets overflade for at opdage, at sex og kærlighed har mere at byde på, end man kan se på film.