I Othellos kolonihavehus

Foto: Jonas Schou Hansen

Teatret er en dybt fortærsket genre, som jeg altid er en smule skeptisk over for. Sandsynligvis traumatiseret af en barndom, hvor teaterture var en sjælden forseelse, noget man blev slæbt med til af skole eller forældre, som oftest til Det Kongelige Teater, hvor man blev indlagt til skuespil så uinspireret, at instruktøren tilsyneladende altid følte sig tvunget ud kiksede forsøg på at peppe forestillingen op med udpenslede, urealistiske sexscener og umotiveret nøgenhed. Skuffet og irriteret dyrkede jeg filmen i stedet og fandt her de nuancer, den dybde og realisme, jeg savnede hos teatret.

Den danske teaterscene er heldigvis blevet meget bedre siden mine ungdoms første, stærkt begrænsede oplevelser. Men det er stadig en kunstform, der har brug for at tænke ud af boksen, hvis den fortsat skal være vedkommende.

Derfor er det forfriskende at stifte bekendtskab med ForestillingFem, et nyt koncept skabt af unge scenekunstnere. De betegner selv projektet som et forsøg på at skabe et fælles rum gennem teatret, og igennem det næste års tid vil de iscenesætte fem forestillinger, der er en blanding af klassiske skuespil og nyskrevet dramatik.

Første forestilling var lige på og hårdt. Shakespeares Othello opført på on location, dels på en øde metrostation på Amager, dels i et trangt kolonihavehus, hvor publikum gøres til vidner og medskyldige i en jalousihistorie, der på en gang emmer af nutidsbanalitet og tidløst drama. Ikke fejlfrit, men mere vedkommende end at overvære opstyltede deklamationer på en klassisk teaterscene med dramaet på sikker afstand af publikumsrækkerne.

Jeg anmeldte forestillingen for Magasinet KBH, men der er stadig fire forestillinger i vente, og det skal nok blive interessant at se, hvad ForestillingFem finder på næste gang.

Du kan læse min anmeldelse her, og læse mere om ForestillingFem og Othello her.