Hvad skal man se i september?

Foto: Andrew Eccles

Så er sommeren forbi, og jeg er tilbage på pinden og klar til at fatte pennen (eller musen er det vel snarere) og give mig i kast med en ny teatersæson. Indtil videre er den lovende, og mit eget største problem er mere end nogensinde ikke hvad jeg skal se, men hvor meget jeg kan overkomme.

Indtil videre har september budt på swingende amerikansk dans fra Alvin Ailey American Dance Theater, der besøger Tivoli som led i havens balletfestival, og premiere på Det Kongelige Teaters nye Holberg-iscenesættelse, Erasmus Montanus.

Alvin Ailey American Dance Theater (Tivolis Koncertsal 5-13.september)

Det berømte, afroamerikanske kompagni gæster Koncertsalen med et ambitiøst program, som kan gøre én helt forpustet. Man kan som publikum vælge mellem 3 forskellige programmer, A, B og C. A er klassisk Alvin Ailey, mesterkoreografens egne værker skabt til hans eget kompagni. Del B består af nyere værker skabt til kompagniet, og C har et internationalt islæt og består af et klassisk Ailey-værk skabt af amerikanske Ronald K. Brown, et værk af hollandske Hans van Manen samt den populære Minus 16 af israelske Ohad Naharin, der også blev opført på Det Kongelige Teater i sidste sæson (her hed det Minus 7). 

Da det var første gang, jeg så Alvin Ailey-kompagniet danse, havde jeg valgt del A, det klassiske program. Det blev en underholdende forestilling, men trods lækre jazztoner fra Duke Ellington og dansernes smittende rytme og imponerende teknik, blev jeg ikke rigtig fanget før i sidste akt, hvor den storladne Revelations blev opført. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Koncertsalen reelt ikke egner sig til større dansesekvenser, den er for lille og blev gjort endnu mindre ved at scenetæppet ikke blev kørt helt ud, men dækkede den sidste fjerdedel af scenen, til stor irritation for de af os, der sad ude i siderne. 

Alvin Ailey er et must see for alle, der brænder dans som kunstart, og med sit show-agtige præg er det god underholdning at hente for alle, der interesserer sig bare en smule for at dans. Priserne er dog i den dyre ende, og rammerne er ikke de bedste, hvor hyggeligt det end er at tilbringe pauserne med at vandre rundt i Tivolis gamle have. 

Erasmus Montanus (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 4.september-23.oktober)

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 Det Kongelige Teater promoverer årets første forestilling gennem de tre største stjerner på plakaten – instruktør Thomas Bendixen, Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhart, der trods en succesfuld filmkarriere som en anden fortabt søn er vendt tilbage til teatret. Det var netop Thure Lindhart, der fik mig til at se forestillingen, men jeg blev faktisk lidt skuffet. Selvom rollelisten bød på mange af landets dygtigste skuespillere, føltes iscenesættelsen som en farce, der blev trukket i langdrag. Der var dog lyspunkter undervejs. Søren Sætter-Lassen syntes fanget i sin vanlige, overdrevne komik, det føltes, som om han gentog sig selv fra tidligere komiske roller og gik i selvsving i en grad, der virkede urimelig, også selvom Erasmus Montanus i Bendixens iscenesættelse blev til rendyrket farce. Men af en eller anden grund er Sætter-Lassen en genial komiker, selv når han er ulidelig og over the top. Han fik fint modspil af en krukket og aldeles naragtig Lindhart, skinger, barnlig, flæbende, men med enkelte glimt af alvor. 

Stykkets indbyggede alvor og understrøm af tragedie kunne efter min mening godt være blevet udfoldet yderligere, men nu foretrækker jeg også Holberg fra hans mere alvorlige side, og har altid set Rasmus Berg som en tragisk figur. En klovn uden tvivl, men også et menneske, der tvinges til at give afkald på sine idealer, der jo dybest set ikke er så tåbelige endda. Jeg kunne godt have ønsket, at karaktererne var en smule mindre karikerede. Kun to glimrede ved en lun menneskelighed blandt den store forsamling af tåbelige, skingre og hysteriske personer. Ole Lemmekes Ridefoged have et så lunt bonderøvsgemyt og uvidende snusfornuft, at jeg blev aldeles charmeret, og Mikkel Kaastrup-Matthew var så sympatisk som den oplyste fornufts enlige stemme, at jeg næsten tilgav hans Jacob dennes forstemmende klarsyn og kyniske tilpasning til sine uhyrligt dumme omgivelser.

Jeg kan ikke give en klar anbefaling, da jeg egentlig fandt iscenesættelsen lidt for grotesk, lidt for langtrukken, lidt for forelsket sin egen galskab, men samtidig grinede jeg adskillige gange undervejs i løjerne. Så forvent ikke det store sus, men morsom, det er Erasmus Montanus uden tvivl.

Hvad er ellers værd at opleve her i september måned? Her er et lille udpluk af forestillinger og events, der er værd at snuse til.

Døden i Venedig (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 9-12.september)
 

Hamborg Balletten gæster Det Kongelige Teater med John Neumeiers ballet over Thomas Manns udødelige værk. Tidligere solodanser fra Den Kongelige Ballet, Lloyd Riggins, danser hovedpartiet i dette værk om kunsten over for livet og erotikkens kraft. Læs mere her.

Then I was like (Teater HAUT, Huset-KBH, 11-13.september)

HAUT, den nye, åbne teaterscene i Huset KBH, har torsdag premiere på sin første forestilling, Then I was like. Denne musikforestilling tager udgangspunkt i publikums egne historier og oplevelser, som bliver omsat til sceniske fortællinger af 4 musikere og 4 dramatikere. Inden forestillingen bliver folk blandt publikum interviewet om deres liv, og ud fra disse anekdoter bliver forestillingen skabt. Hver forestilling skabes således på ny. Læs mere her.

Den nye lyd (Sort/hvid, tidligere Caféteatret, 14.september)

Det tidligere Caféteater har ikke ændret meget andet end sit navn, og byder endnu en gang på en omgang gratis oplæsning af talenter fra dansk litteratur. I denne omgang får vi sværvægtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Juul samt debutanten Ninette Larsen. Læs mere her.

Kameliadamen (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 14.september-31.oktober)

Foto: Costin Radu

Endnu en Neumeier-ballet, der i 2012 ramte lige i hjertet hos det hjemlige balletpublikum. Selv var jeg ikke helt begejstret, mest fordi jeg fandt, at en hel forestilling stort set kun akkompagneret af Chopins klavermusik var lige ensformigt nok. Denne gang er der hele tre hold på, men jeg vil anbefale, at man ser Kameliadamen en af de aftener, hvor Gudrun Bojesen danser over for Ulrik Birkkjær, eller hvis man er en af de mange, der har et blødt punkt for Alban Lendorf, bør man vælge en dato, hvor han danser sammen med Susanne Grinder. Tredjeholdets Armand og Marguerite danses af to af kompagniets helt unge korpsdansere, Andreas Kaas og Ida Prætorius, der blev kompagniets nye darlings efter de begge vandt den prestigefyldte Erik Bruhn pris i 2012. Selvom de begge er yderst talentfulde, tyder hidtidige optrædener på, at de begge er alt for unge til at kunne løfte de krævende roller. Især Prætorius synes at mangle den følelsesmæssige tyngde, der er fuldstændig nødvendig i rollen som Kameliadamen. De kan selvfølgelig være vokset med opgaven, men lige nu ligner de begge en decideret fejlcasting. Læs mere her. 

The Royal Ballet (Tivolis Koncertsal 15-17.september)

Foto: Johan Persson

Min absolutte anbefaling for denne måned må blive engelske Royal Ballets gæsteoptræden i Koncertsalen midt i september. Ny koreografi og uddrag af balletklassikere fra blandt andet Manon og Don Quixote, danset af et af verdens førende balletkompagnier, gør det til en oplevelse af de sjældne og obligatorisk for enhver balletelsker. Så må man tage med, at rammerne som tidligere nævnt ikke er de bedste, for sådan en chance får man ikke hver dag. Læs mere her.

Lily’s ton und träume (LiteraturHaus 20 -21.september)

En alternativ lyrikfestival, hvor poesi og rå lyd flyder sammen i et skævt univers. Det danske LiteraturHaus lægger hus til fire danske og tyske litterære og musikalske ensembler i et tekstligt og musikalsk eksperiment. Læs mere her.