Se Venedig og dø

Kunsten versus livet. Så kort kan man opsummere John Neumeiers balletfortolkning af Thomas Manns klassiske fortælling om kunstneren Gustav von Aschenbach og hans skæbnesvangre besættelse af den gudesmukke, 14-årig Tadzio. Ligesom hos Mann ender det selvfølgelig galt, for titlen siger det hele. Men man kunne fristes til at tilføje undertitlen ”inden døden, livet”. For selvom Neumeier skarpt antyder, at vor (anti)helt til sidst bukker under for den koleraepidemi, der hærger i Venedig mens historien udspiller sig, uden nogensinde at have udlevet sin passion, vinder Aschenbach én ting: livet i dets egentlige betydning.

En livsfornægtende kunstner

Værket, der i disse dage opføres på Det Kongelige Teater, er et gæstespil af Hamborg Balletten, kreeret til netop dette kompagni af John Neumeier, der herhjemme er kendt for sin Romeo og Julie samt Kameliadamen. Døden i Venedig fra 2003 er fyldt med komplekse betydningslag, som man kun kan vente det af en kunstner som Neumeier, og helstøbt i en grad, som ses alt for sjældent. Den er samtidig så velordnet som Aschenbachs egen, strengt linære kunst (i Neumeiers version er han ikke længere forfatter, men koreograf), selv når den skildrer passionen og de forbudte drifter. Og det er måske værkets største svaghed – erotikken og døden, de to kaoskræfter, der gradvist overvinder den fornuftige Aschenbach, bliver holdt i stram snor hele vejen igennem. 

Værket diskuterer kunstnerens plads i verden ved at skildre en mand, der vender udødeligheden ryggen for i stedet at kaste sig ind i livet – og dermed i døden. Neumeiers Aschenbach, gestaltet af Lloyd Riggins, er et bange, sårbart menneske, der bruger kunsten som skjold for at holde drifterne fra livet. De eneste, han er i nærkontakt med, er produkter af hans fantasi – hans kunstneriske ideer, hans minder, hans drømme. Han lever et velordnet, ophøjet liv, beundret og hædret af sine omgivelser, der alle er betaget af mandens indiskutable, kunstneriske geni. Hans tilværelse er dog en gold maskerade, han har for længst trukket sig tilbage fra livet for at hellige sig kunsten, uden at indse, at livet netop er fundamentet for al kunst, at kunsten ikke opstår i et vakuum.

På højden af sin karriere er Aschenbach ved at miste grebet om den kreative proces, han mindes pludselig sin ungdoms tætte forhold til moderen, og det bliver tydeligt, at han ubevidst higer efter menneskelig kontakt, efter kærlighed og nærhed, uden at kunne indrømme dette for sig selv.

På en rejse til Venedig er han derfor modtagelig for drengen Tadzio, fordi denne repræsenterer alt det, han selv savner – en kærlig familie, ungdom, skønhed, livsglæde og livsmod, parret med en umiddelbarhed der gør drengen til et åbent og lykkeligt individ. Tadzio i den indtagende Alexandr Truschs skikkelse er et naturens barn, han lever i nuet, er endnu for ung til bekymringer, planer, til det voksne livs alvor. Hans krop er endnu ikke på vej ind i alderdommen og forfaldet. I Tadzios skikkelse materialiseres Aschenbachs inderste drømme, og han bliver sanseløst forelsket.

Eros og døden

I Venedig er kærligheden og lysten forbundet med døden. Når Aschenbach giver efter for sine følelser og drifter, også selvom det kun er i tankerne, giver han afkald på den udødelighed, som han kunne opnår som kunstner, og vier i sidste ende sig selv til døden. Men det er uklart, om han selv indser dette. I fantasien forenes han med Tadzio i en øm pas de deux, der virker mere inderlig end decideret erotisk – Tadzio fungerer mest af alt som Aschenbachs imaginære spejlbillede, det, han begærer hos Tadzio, er netop alt det, han med alderen selv har mistet, og som han inderst inde godt ved, at han ikke får igen.

Lloyd Riggins er fænomenal som Aschenbach, og på premiereaftenen modtog han forståeligt nok stående bifald fra den scene, der i en årrække var hans (Riggins var solodanser i Den Kongelige Ballet fra 1987-95), og nu er blevet det igen for en kort stund. Hans Aschenbach er tragisk og traurig, hele tiden lurer usikkerheden og ensomheden under overfladen. Han er en mand, der har fornægtet sin seksualitet, ja livet selv til ære for kunsten, men uden at forstå, at kunsten har sit udspring i livet. Indtil han løber tør for ideer og først får inspirationen tilbage, da forelskelsen rammer. 

Når erfaring opvejer ungdom

Mager og tyndhåret er Riggins indbegrebet af ængstelig sårbarhed, når han i forelskelsens rus samtidig bliver sin egen alder og forfald bevidst. Kontrasten mellem Truschs spændstighed – han er med sine 25 år på højden af sin fysiske formåen, og Riggins’ rolige, adstadige bevægelser står tydeligt frem, når de danser sammen, mærket af, at sidstnævnte ikke længere har ungdommens kraft at gøre godt med i sin dans. Alligevel (eller måske netop derfor) danser Riggins helt vidunderligt og står som en levende påmindelse om, hvad alder og erfaring kan frembringe hos en danser. Det er vi ikke vant til at se herhjemme, hvor en balletkarriere slutter ved 40 års-grænsen, og fokus under balletmester Nikolaj Hübbe har været på for enhver pris at promovere de yngste talenter. John Neumeier demonstrerer med sin casting til Døden i Venedig, hvor meget saft og kraft der er at hente i mere modne dansere. Laura Cazzaniga (Aschenbachs/Tadzios mor), Silvia Azzoni (Aschenbachs idé), Otto Bubenicêk og Carsten Jung (dansende par/rejsende/frisører/Dionysos), der har de mest fremtrædende roller i stykket ud over Riggins og Trusch, er alle omkring de 40 år. 

Denne ballet forener ungdommens frie bevægelser med erfaringens dyrt erhvervede modenhed, afspejlet i de ældre danseres kontrollerede udtryk over for de unge knægte i stramme badebukser og perfekte kroppe. Men der er et skatkammer af følelse og smertelig erkendelse gemt i Lloyd Riggins’ blik, som de færreste unge dansere ville kunne frembringe. For hvordan udtrykke noget, man endnu aldrig har erfaret?

I Døden i Venedig skildrer Neumeier ungdommen som et blankt lærred, hvorpå den aldrende kunstner kan projicere sine undertrykte længsler og drifter. Aschenbachs passion er måske latterlig, men samtidig tragisk i al sin ufuldkommenhed. Det er jo dette, livet handler om – at tillade sig selv at fejle, at turde træde ned fra sit piedestal og give sig hen til kærligheden, uanset hvor tåbeligt eller blindt man vælger den udkårne, uanset om det fra starten er håbløst. Det spiller ingen rolle, i sidste ende handler det om at give sig livet i vold, inden døden får det sidste ord.

Døden i Venedig spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene frem til 12.september. Læse mere om forestillingen her.