Et (forhåbentligt) sidste ord om ytringsfrihed

Tegning: Roald Als

Foråret er på vej, og heldigvis for det, når vinteren har budt på gråvejr, gråvejr og diverse skyderier i ind og udland samt hvad dertil følger af mediesvælgen i alt, hvad der kan drejes over i retning af terrorisme, etniske minoriteter, religion osv. Jeg deltog selv i hylekoret for en kort stund i januar, og det står jeg ved, for jeg finder stadig, at massakren i Paris var et forsøg på at undertrykke ytringsfriheden, og diskussionen om frihed til at ytre sig er relevant for os alle sammen, nu mere end nogensinde.

I dag er det ikke længere en selvfølge blandt menigmand, at man må sige og gøre hvad man vil. Og ja, selvfølgelig bør man ikke sige og gøre hvad som helst, men det er alligevel værd at tage med i betragtningerne, at herhjemme kan både DF'ere og en vis digter med palæstinensisk baggrund komme med særdeles grove, stødende og decideret personkrænkende ytringer uden at blive sat i fængsel, tortureret eller dræbt. Så kan vi andre vælge at trække på skulderen af dem, kalde dem idioter eller svare igen med lige så tåbelige kommentarer, men der er nu stor forskel på, om man svarer med ord eller med kugler.

Politiker Özlem Cekic opsummerer det ret godt i en kronik i Politiken, som også kan læse på hendes egen blog. Dette er et af de mere fornuftige indslag i debatten, i modsætning til Herbert Pundiks pseudohistoriske tåbeligheder og Birthe Rønn Hornbechs utidige og temmelig naive forståelse af ytringsfriheden. For ikke at tale om Yahya Hassans forsøg på at opretholde sin position som klassens frække dreng ved at svine sociolog Henrik Dahl og forfatter/anmelder Kristian Ditlev Jensen til på Facebook - et mediestunt, der tilsyneladende skulle vende hele diskussionen om ytringsfrihed på hovedet.

Hassans pointe var sådan set klar nok, når han stillede spørgsmålstegn ved, om det virkelig skulle være værre at fremstille en person som nazist end som jihadist, og samtidig førte debatten om retten til at håne, spotte og latterliggøre ud i sin yderste konsekvens ved simpelthen at sende verbale spytklatter i retning af kendte mediefolk som Dahl, Ditlev Jensen og Mads Brügger. Desværre overså Hassan som de fleste andre (hvilket Cekic ikke gjorde), at der er en verden til forskel på at reagere med hån og reagere ved at tage maskingevær i hånden og gå ud og meje folk ned. Endnu mere desværre (for Yahya Hassan altså), var der vist ikke rigtigt nogen, der blev specielt sure over hans forsøg på at fornærme folk. Et par aviser prøvede at stille spørgsmålstegn ved, at Gyldendal ønsker at bruge ham som redaktør, og forsøgte at piske en stemning op ved at berette, hvordan debatten ligefrem "raser" på Facebook. Men som de fleste ved, 'raser' debatten i forvejen på Facebook om selv de mest ligegyldige småting, så dette er næppe en god indikator for, hvorvidt Hassan reelt havde testet grænserne for ytringsfriheden. I stedet har han om noget bekræftet, hvad ytringsfrihed egentlig gør ud på.

Selv Henrik Dahl, der havde det lidt svært med ytringsfriheden, da et par boganmeldere benyttede sig af den (og samtidig passede deres job) ved at nedrakke hans roman, tog Yahya Hassans eder og forbandelser ganske roligt. For som han selv sagde, "folk har ret til at sige åndssvage ting."

Til dette kan kun tilføjes et "Amen" og en opfordring til, at vi alle bliver ved med at sige med at sige åndssvage ting. For hvor ville verden blive et kedeligt sted, hvis vi alle sammen (også Yahya Hassan) kun måtte gå rundt og sige pæne, korrekte, ikke-stødende ting til hinanden? For eksempel ville vi aldrig få videoer som denne her igen: