Eventyret om pigen, der bliver holdt fanget af et udyr og ender med at forelske sig i ham, er en ældgammel fortælling. Ligesom en håndfuld andre eventyr kan den stadig fortrylle og fascinere os.
Et eventyrligt billeddigt
Den bedst kendte filmatisering af historien er vel Disneys Beauty & the Beast fra 1991, men den var kraftigt inspireret af en fransk filmatisering fra 1946. La Belle et la Bête blev instrueret af Jean Cocteau, der startede som digter og billedkunstner, men også satte sit præg på filmhistorien med en række værker, der dyrkede det levende billedes poesi. I sin filmkunst kredsede han ofte om eventyr og myter, der tillod ham at dyrke sin sans for det mystiske og surrealistiske. Ud over eventyret om skønheden og udyret, der blev hans mest kendte film, lavede han en trilogi (En digters blod, Kærlighedens mysterium og Orfeus’ testamente) inspireret af myten om Orfeus, digteren der i sorg over sin hustrus død drager til underverdenen for at hente hende tilbage.
I modsætning til Disney lægger La Belle et la Bête sig tæt op af den franske variant af eventyret, udgivet i 1756 af Jeanne Marie Leprince de Beaumont, der selv havde sakset og forkortet den fra en historie af Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve. Det oprindelige eventyr var en længere fortælling med flere detaljer og underplots, som blev skåret væk i Beaumonts mere kendte version.
Uanset hvilken version vi har med at gøre, handler det dog altid om kærlighedens evne til at elske en person for de indre kvaliteter frem for den ydre skønhed, men Cocteaus film er først og fremmest et billeddigt, et forsøg på at fremmane det overnaturlige og mystiske ved udyrets verden. En verden, der på én gang er overjordisk smuk og uhyggelig, og som udyret selv indeholder både lokkende mysterier og skjulte farer.
En opofrende heltinde
Umiddelbart synes historien om skønheden og udyret at være en fortælling med en vis resigneret morale. Hvis man som kvinde i middelalderen alligevel ikke kunne vælge, hvem man ville giftes med, måtte man lære at leve med den ægtemand man fik tildelt, uanset hvor frastødende han kunne virke. Fortællingens og filmens heltinde vælger da også at ofre sig for familiens og især faderens skyld, og umiddelbart går hun en grum skæbne i møde.
For at glæde hende har hendes far plukket en rose på det mystiske slot, hvor han har søgt ly en stormfuld nat. Men man stjæler ikke udyrets roser, og som straf må faderen dø, eller få en anden til at dø i sit sted. Datteren vælger at tage hans plads og opsøger udyret, beredt på at blive ædt af det frygtelige bæst. I stedet bliver hun installeret i et smukt værelse, klædt i silketøj og behandlet som en prinsesse. Men hver aften dukker han op for at iagttage hende, mens hun spiser. Og hver aften stiller han det samme spørgsmål : "Belle, vil du være min hustru?"
Hun afviser ham selvfølgelig, først opfyldt af frygt og afsky, senere medlidende, rørt af hans sorg over den gentagne afvisning. Langsomt begynder hun at se ud over hans hæslige udseende og lægge mærke til hans klogskab og fintfølelse og sætte pris på, hvor godt han behandler hende – noget hun slet ikke er vant til fra andre end sin far. Men udyret er ikke blot en prins i forklædning, hans natur er også vild, og mennesket i ham kæmper konstant med bæstet om at få magt over ham.
Om natten hører Belle uhyggelige skrig, når udyret jager i skoven omkring slottet, og som tilskuer får man følelsen af, at pigen ikke er helt i sikkerhed på slottet. Udyret er dybt påvirket af hendes tilstedeværelse, og hun bliver både en fristelse for hans dyriske drifter og et mål, som den ædlere del af hans natur kan stræbe efter. Som et ideal for det gode i mennesket gør hun ham bevidst om sig selv, så han skammer sig over den vildskab, som han ikke kan styre.
En mærkelig tiltrækning
Men vildskaben er netop en af de ting, der drager pigen imod ham. Hun iagttager ham i det skjulte, mens han som et dyr slubrer vand fra en bæk, og senere tilbyder hun ham selv at drikke vand af hendes hænder, og ser betaget på ham imens.
Den gensidige dragning er tydeligvis seksuel, som når udyret betragter den sovende skønhed, og vi kort forinden har set et sønderrevet dådyr i parken omring hans slot. Når han efter sin natlige jagt opsøger pigen på hendes værelse, og bliver ude af sig selv, da han ikke kan finde hende. I den oprindelige historie spurgte han ikke, om hun ville gifte sig med ham, men om han måtte dele seng med hende, og først da hun gik med til det, blev han forvandlet til en prins. Det er ikke bare romantisk og ærbar kærlighed, der forvandler bæstet til en smuk prins. I mange folkeeventyr er det en pointe, at sex har en helende og forvandlende kraft.
Det handler dog også om at blive voksen. Udyret er i sidste ende i stand til at handle uselvisk, og det er netop dét, der adskiller ham fra Avenant, Belles anden bejler, der ikke viger tilbage for at dræbe sin rival.
Filmen antyder samtidig, at Belle har brug for at blive voksen.Selvom hun har tre søskende, gør hun al husarbejdet selv, slaver for familien som en anden Askepot. Hun vil ikke giftes, selv med en mand hun elsker, men ofrer sig gerne for faderens skyld. Man får let den tanke, at ægteskab og sex for hende er det samme som at blive fortæret af et frygteligt uhyre, og først i mødet med udyret begynder hun at åbne sig for det erotiske og lader en anden person komme tæt på.
Eventyrene kredser ofte om overgangen fra barn til voksen og de indre og ydre konflikter, der kan opstå i den forbindelse. Da Belle kortvarigt vender tilbage til hjemmet og sin tidligere rolle som opofrende datter og søster, står det klart, at hun er vokset fra den gamle verden.
Er udyret og prinsen den samme?
Filmens slutning er foruroligende og tvetydig. Selvfølgelig ender Belle med at forelske sig i udyret, og som i alle eventyr forvandles han derfor til en prins. Men selvom alt tilsyneladende ender lykkeligt, sker det gennem et sært og uhyggeligt twist, der sår tvivl om, hvem og hvad prinsen og udyret egentlig er. Belle synes også mærkeligt skuffet, da hun ser udyret erstattet af den glatte og smukke prins. Var det virkelig hvad hun ønskede sig?
Intet er helt som det giver sig ud for i denne film, og selvom der er interessante teorier om, hvad filmen virkelig handler om, er det måske bedre bare at give sig hen til historiens mysterier. Eventyr fortæller ofte sandheden om os selv, men på et dybere plan, der ikke altid kan forklares ligeud.
Filmen vises i nyrestaureret udgave i Cinemateket den 27.november som en del af en serie om Jean Cocteau. Se den, hvis du elsker gamle, sære og romantiske film.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar