torsdag den 24. oktober 2013

Med bæstet på scenen

Foto: Miklos Szabo

Til dreng fra bæst er Det Røde Rum, når det er allermest skævt og legesygt. I de to år, hvor denne lille, eksperimenterende scene på Det Kongelige Teater har eksisteret, har det faste ensemble af en håndfuld instruktører og skuespillere søgt at forny dansk teater ved at opsætte stykker med sjove, syrede og sære vinkler på skuespillet, introduceret ny dramatik og holdt klassiske stykker under lup.

Med denne forestilling afsøges grænserne for, hvordan man kan lave teater. Til dreng fra bæst præsenteres som en mørk skildring af aggressionen, en undersøgelse af vreden som bærende menneskelig følelse, der ligger på lur hos os alle under den civiliserede overflade. Det er måske nok at tage munden for fuld.

Thomas Hwan indtager scenen som en mand, der direkte eksperimenterer med sin vrede - han søger noget, måske at finde frem til nogle ægte følelser, måske en erkendelse om sig selv, sin familie, sit liv. Aggressionen bliver hans værktøj i denne søgen, han dyrker den, forsøger at give sig hen til den.

Stykkets titel antyder, at det er bæstet, det frådende indvendige uhyre som giver stemme til vores vrede og had, som også ligger inde med svarene. Som publikum undrer man sig over vreden, morer sig over den, men antydningen af en lille, ulykkelig dreng træder klart igennem, jo længere vi kommer i forestillingen.

Undervejs er man godt underholdt, især fordi stykket byder på en række overraskelser, der er med til at åbne forestillingen for uforudsigelige resultater. Optimalt burde man se alle 7 forestillinger for at se, hvor det ender henne. Personligt tror jeg, at jeg ville blive lidt træt af løjerne efter 2 omgange, men kan man lide eksperimenterede teater er det et must. Den altid velspillende Thomas Hwan er her pengene værd som bæst og dreng, der både er sårbart sjov og rablende gal.

1 kommentar:

  1. Interessant og nok til at jeg ville besøge stykket, men hvorfor, er det "at tage munden for fuld" jf. "vreden som bærende menneskelig følelse, der ligger på lur hos os alle under den civiliserede overflade."

    Jeg synes netop, som helt udenforstående, at vreden er det dragende element her :)

    SvarSlet