Kan man overleve den store kærlighed?

Foto: Ulrik Jantzen

Advarsel: dette indlæg indeholder spoilers om slutningen i både Pigen med paraplyerne og tv-serien How I Met Your Mother, og følgende må derfor læses på eget ansvar.

Er ægte kærlighed en brusende kraft, der trodser alle odds, eller en menneskelig tilstand, der går på kompromis med livets tildragelser? Kan kærlighed være fornuftig, og hvis den kan, er den så ægte? Kan man ustraffet svigte kærligheden, selvom det er menneskeligt at svigte og fejle?

Illusionsløs kærlighed
Alle de spørgsmål dukker op i Pigen med paraplyerne, der for første gang herhjemme er sat op som teaterstykke. For en uge siden så jeg Peter Langdals iscenesættelse på Betty Nansen. Det krævede nogle overvejelser og var ikke uden en vis ængstelse. Stykket er nemlig baseret på en af mine absolutte yndlingsfilm. Jeg tror ikke, der er noget kærlighedsfilm, jeg elsker højere end Jacques Demys Les parapluies de Cherbourg (1964).

Jeg så den første gang som barn og forstod den ikke. De får ikke hinanden? De bliver gift med nogle andre! Jamen, det kan man da ikke, det var jo den store kærlighed! Senere så jeg den som voksen, eller næsten voksen, på et højskoleophold. Jeg så den på et filmkursus, og selvom vi alle på holdet var en flok filmiske feinschmeckere, der så Lost Highway, Donnie Darko og Chihiro og heksene, var jeg den eneste udover underviseren, der kunne lide den franske filmmusical. Jeg tror, jeg på det tidspunkt mest satte pris på sangene, pangfarverne, de franske replikker, der gled så smukt og melodiøst i ét med den hjerteskærende musik, og den purunge Catherine Deneuve, der næsten hypnotiserede kameraet med sin overjordiske skønhed. Det, der gjorde størst indtryk, var det unikke filmiske udtryk, ikke selve historien. Men i takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå, hvad filmen egentlig ville, hvad historien reelt handlede om: at man kan miste det, man troede var den store kærlighed, uden at man bukker under, men i stedet kommer videre i livet, finder kærligheden på ny og alligevel opnår et lykkeligt liv.

Det er ikke den historie, vi normalt dyrker i den vestlige kultur. Vi spørger efter Romeo og Julie, efter den store, livsforandrende kærlighed, der rammer som et lyn ved første blik. Den kærlighed man lever for, drømmer om, dør hvis man ikke får. Men du dør jo ikke i virkeligheden. Du samler stumperne op og kommer videre, møder en ny. Livet fortsætter. Det er dén historie, vi får serveret i Pigen med paraplyerne. Og i min verden er det vidunderligt livsbekræftende. Det tog mig mange år og mange gensyn, før jeg holdt op med at tude af rørelse til sidst i filmen. De fleste vil måske føle, at slutningen er dybt ulykkelig, men hver gang jeg ser slutningen, føler jeg mig mærkeligt opløftet.

Tragisk resignation eller lykkelig tilpasning?
Den er så smuk i sin simpelhed. Guy og Genevieve, de to der engang elskede hinanden så højt, at et liv uden den anden syntes utænkeligt, katastrofalt, mødes igen flere år efter. Det eneste minde de har beholdt, det eneste tegn på, at de har taget noget med sig fra deres forhold dengang, er i navngivningen af deres børn. Hun kaldte deres fælles barn Françoise, som de engang aftalte, han har kaldt sin søn François. Men inden de mødes, har vi allerede set ham sammen med hans kone og barn, tydeligt lykkelig. Gensynet med Genevieve er en kortvarig forstyrrelse, en ubehagelig påmindelse om noget der var engang, noget der kunne have været. Hun står som den, der svigtede, den der holdt op med at tro på deres kærlighed. Vi får ikke at se, om hun er lykkelig eller ulykkelig, hun er pertentlig og velklædt, med flot bil og dyrt tøj, datteren virker ubekymret. Vi har ingen grund til at tro andet, end at hendes mand stadig elsker hende og tager sig af hende og datteren, men vi ved det ikke. Det gamle kærestepar snakker kortvarigt, hun tilbyder ham at se datteren, han afviser. Hun går igen, forsvinder ud i vintermørket, og hans kone og søn kommer tilbage.

Tonen er resigneret, melankolsk, men alligevel føles slutningen som en lutrelse, sørgelig men samtidig livsbekræftende. For Guy blev jo lykkelig, han overlevede svigtet og kærlighedstabet, han kom over det. Ulykkelig kærlighed er forfærdelig, og en kort overgang tror man ikke, at man kommer over det. Det sætter ar i sjælen, men ingen går usårlige gennem livet. Det er ikke verdens undergang. Den kærlighed man mister, kan aldrig genvindes, men man kan finde en ny. Man vil aldrig elske på samme måde to gange, men det er også okay. Hvem siger, at man kun kan opleve én stor kærlighed?

Den historie som fortælles i Pigen med paraplyerne, er så smuk, fordi den netop erkender, at livet og kærligheden ikke altid udvikler sig, som man havde håbet. Der er en sandhed i den. Måske er dens lidt pragmatiske forhold til kærligheden ikke så romantisk som tanken om den eneste ene, men den er langt mere realistisk.

Der skal meget til, før jeg bliver rørt, men da jeg så Peter Langdals opsætning, fik jeg en klump i halsen. Teaterversionen er ikke så glamourøs eller sømløst smuk som filmversionen, de danske replikker flyder ikke nær så elegant og ubesværet til musikken, Birgitte Hjort Sørensen er ikke på niveau med Catherine Deneuve (men hvem er også det?), og til tider bliver den mere fjollet og knap så inderlig som filmversionen. Men den rammer hvor den skal, for hjertet er med hele vejen. I sig selv er den en kærlighedserklæring til filmen, men den tør også stå på egne ben.

Oplevelsen gav mig en form for oprejsning, en tilfredsstillende afrunding på en knap så tilfredsstillende uge. Forrige tirsdag havde jeg nemlig den modsatte oplevelse. Her blev en tv-serie, som jeg ellers har elsket trofast, forvansket og næsten ødelagt. Det, jeg netop frygtede ville være resultatet af Langdals livtag med den franske filmklassiker.

Skuffet kærlighed
I over to år har jeg fulgt med i How I Met Your Mother, en amerikansk sitcom der har kørt i ni år, en serie som er det nærmeste, man kommer en arvetager til den nu legendariske Venner. Jeg elskede serien af mange grunde, blandt andet for dens fantastisk komplekse narrative forløb, skøre krumspring og konstante suspense. Serien, der ligesom Venner kredser om en flok venner i slut-tyverne/start-trediverne bosat i New York, var bygget op som ét langt tilbageblik, en historie om hovedpersonen og fortællerens ungdom, om perioden op til det tidspunkt, hvor han mødte kvinden i sit liv. Historien blev fortalt til hans to børn, og det konstante spørgsmål, det evige mysterium igennem serien var, hvem der var den ukendte, fremtidige kone og mor til fortællerens børn, den mystiske kvinde som konstant var lige om hjørnet, men alligevel uden for rækkevidde.

Det, der for alvor holdt mig fanget ved serien, var den følelsesmæssige inderlighed i tonen, skildringen af de frustrationer, sorger og glæder, som personerne oplevede i kølvandet på forelskelser, konflikter, skuffende forventninger og brud. Smerten når kærligheden forliste, oplevelsen af at vokse, ændre sig, blive gradvist klogere eller i hvert fald opnå nogle erkendelser i takt med, at ens liv udvikler sig.

Som seer fik man hele tiden indtrykket af, at rejsen ville slutte, når hovedpersonen mødte sit livs kærlighed, at det hele ledte frem til det ene øjeblik, hvor han endelig møder kvinden, som han vil gifte sig med, få børn med. Det øjeblik, der er summen af alle hans erfaringer.

Hver gang det gik galt med en kvinde, sad jeg, som mange andre fans gjorde det, og trøstede mig med, at på et tidspunkt ville det lykkes for ham. Hvert forlist forhold var et trin i hans udvikling som menneske, og serien kredsede ofte om processen med at give slip på gamle drømme og forliste forhold for at finde frem til det, der kunne fungere. Hovedpersonen Ted skulle frem for alt lære at den blinde, romantiske kærlighedsforestilling, hvor man elsker mod alle odds, ikke nødvendigvis var den rigtige. Og endelig, i seriens sidste afsnit, mødte han drømmepigen. Som, selvom hun var perfekt for netop ham, samtidig fremstod som et menneske af kød og blod frem for en urealistisk idealkvinde. Alt var godt, øjeblikket, som man havde set frem til så længe, nærmede sig endelig.

Den eneste anden
Men så vendte historien 180 grader. De mødte hinanden, og vi blev hurtigt præsenteret for parrets liv sammen, korte scener fra et lykkeligt, idyllisk liv. Indtil drømmekvinden pludselig blev syg, døde og efterlod ham som sørgende enkemand. Så i seriens sidste minutter sad Ted Mosby tilbage 6 år senere, alene som han havde været igennem det meste af serien. Ikke nødvendigvis en dårlig slutning, hvis det kun havde handlet om, at han skulle komme sig over tabet af sin kone. Men så knækkede tråden. Ted måtte nemlig indse, med hjælp fra sine børn (der var forbløffende upåvirkede af hele den romantiske historie om mødet mellem deres far og afdøde mor), at han aldrig var kommet sig over sin første, store kærlighed.

Den kvinde, som kortvarig i seriens første og anden sæson blev præsenteret som hans falske drømmekvinde, en kvinde, som han var besat af, gjorde stormkur til og blev kæreste med, indtil de i fællesskab indså, at de var alt for forskellige, og deres forhold ikke havde nogen form for holdbarhed. Efterfølgende forelskede eks-kæresten sig i og giftede sig med Teds bedste ven, et match der på mange punkter gav mere mening. Alligevel mente seriens manuskriptforfattere i sidste ende, at den eneste ene, den store, ægte kærlighed, er den kærlighed, der opstår trods alle odds, den gammeldags, idealiserede kærlighed ved første blik. Ikke den mere fornuftige, vi-har-rent-faktisk-ting-til-fælles-ud-over-vores-følelser-for-hinanden-form for kærlighed, som nok er betydeligt mere holdbar. Men fornuft er jo ikke romantisk. Eller hvad?

Pigen med paraplyerne slår de romantiske idealer i stykker, How I Met Your Mother opretholder dem. Jeg finder den illusionsløse kærlighedshistorie langt mere rørende end den idealistiske. Fordi der er mere håb for den realistiske, jordbundne kærlighed, der ikke kræver det umulige af os eller fordømmer os, hvis vi ikke kan leve op til den. Det er menneskeligt at fejle, at være svag eller bange, at svigte i kærligheden. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi forspilder vores liv, fordi vi forspilder en chance. Det er tragisk, men det gør os ikke til Romeo og Julie. Og hånden på hjertet, hvem har også lyst til at være det?

Pigen med paraplyerne kan opleves på Betty Nansen frem til 16.4. Læs mere på teatrets hjemmeside eller se traileren for stykket.

Uanset om man er til idylliserede eller realistiske romancer, er det svært ikke at falde for Michel Legrands svimlende og henført inderlige musik. Her i filmens lange afskedsscene: