Da tiden løb fra Bridget Jones

Foto: Miramax

Jeg husker stadig, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Englands svar på Sex & the City. Her blev der ikke drukket elegante cosmos på trendy Manhattanbarer, men i stedet tyllet vodka shots som middel mod hjertesorg.

Dyrkelsen af den uperfekte kvinde
Sammenlignet med Carrie Bradshaw var Bridget Jones en katastrofe på to ben. Hun rodede sig ud i de mest tåkrummende pinlige situationer, men havde stadig overskud til at finde livsmod trods tømmermænd, kiksede dates, karrieremæssige ydmygelser og en skrupskør mor, der irriterende nok havde meget bedre styr på mændene end hun selv havde.

Bridget var også et ikon. I en tid, hvor singlekulturen blomstrede op og kvinder skulle vænne sig til at jonglere karriere og samtidig jage mr. Right, blev Bridget en modvægt til det moderne ideal, der bød kvinder at være konstant smukke, dygtige og succesfulde. Bridget var aldrig perfekt. Hun røg altid lidt for meget, drak lidt for meget, vejede lidt for meget.

For mig kom Bridget som en befrielse, et kærkomment alternativ til de perfekte kvindeliv, der ellers blev dyrket af medierne og modeindustrien. Bridget Jones-figuren spredte det budskab, at selvom man ikke var en modeltynd, succesfuld karrierekvinde komplet med englelignende børn og en tilbedende mand, der altid tog opvasken, selvom ens liv virkede nok så kikset og kaotisk og helt det modsatte af fabulous, var det okay. Det skulle nok gå alligevel.

Bridget var elskelig og varm, mens hendes rivaler, de perfekte kvinder med styr på vægten, garderoben og karrieren, var overfladiske og kolde væsner, der jagtede manden som endnu et stykke accessory, der kunne fuldende deres liv.

Elegant Austen-pastiche
Helen Fieldings kiksede antiheltinde startede som en række klummer i britiske The Independent, og var halvt karakteristik af den moderne singlekvinde, halvt en vittig opdatering af Stolthed og fordom, chicklitklassikeren par excellence. Fielding skrev sine klummer om Bridget Jones, mens BBCs tv-udgave af Jane Austens klassiker gik sin sejrsgang, og Colin Firths våde skjorte satte kvindehjerter i brand. Bridgets udkårne blev derfor passende døbt Mark Darcy i denne pastiche over Austens mest populære roman.

Den intertekstuelle leg blev bibeholdt og endda styrket i filmen fra 2001, såvel som i toeren, The Edge of Reason (1999), der elegant omplantede plottet fra Persuasion, hvor en ung kvinde af sin familie tales fra et upassende ægteskab, til senhalvfemsernes London, hvor Bridget lader sine venners dom få afgørende indflydelse på forholdet til Mark Darcy.

Denne konstante, skjulte reference til Austens bøger gav Bridget Jones 1 og 2 et ekstra lag, og mindede læseren om, at det hele var fiktion, et spil, en kommentar til kvinders ændrede samfundsrolle igennem litteraturhistorien. Ikke at det var stor kunst, og det vigtigste element i bøgerne var stadig underholdning. Men det var netop befriende at blive underholdt uden at skulle efterlade sin hjerne, inden man gik i gang med at læse. En tendens der desværre ikke har holdt ved i senere chicklit og chickflicks. I dag får man mere ud af bøger, film og blade henvendt til kvinder, hvis man først fjerner enhver fornuftig tanke.

Kikset comeback
For et par år siden vendte Bridget kortvarigt tilbage, nu rykket op i slut-30erne/start-40erne, men uden at være blevet den mindste smule klogere, stadig single og stadig omgivet af de samme to bejlere, som hun skulle vælge imellem ti år før. Mens vi andre blevet ældre og vores liv ændrede sig, blev Bridget bare ældre. Nu snart 20 år efter den første klumme, er Fielding ude med en ny bog om Bridget Jones.

Denne gang er Bridget i det mindste kommet en smule videre med sit liv. Hun er blevet mor, men Mark Darcy er død, og den 50årige kvinde, småtyk og kikset som altid, skal endnu en gang ud på datingscenen, denne gang på jagt efter ungt kød. Men holder konceptet så mange år efter? Ikke ifølge de engelske anmeldere, der både brokker sig over Darcys fravær og Fieldings manglende opfindsomhed.

Selv blev jeg mest af alt træt, da jeg fik nyheden. Bøgerne om Bridget Jones er først og fremmest romantiske komedier. De ender med en uformel version af 'og de levede lykkeligt til deres dages ende'. Som en anmelder foreslog, kunne det måske være interessant at opleve Bridget slås med reelle parforholdsproblemer, med bleskift og skænderier, madpakker og udmattede forsøg på lørdagsknald efter børnene er lagt i seng. Men endnu en omgang singleton-Bridget? Been there, done that.

Sex & the City-kvinderne blev genoplivet i flere omgange, og det blev tydeligt, at folkene bag ikke havde noget på hjerte, ud over at score kassen. Helen Fielding har sikkert samme dagsorden, og fred være med det. Men nutidens unge kvinder spejler sig nok snarere i Girls end i forrige generationers desperate forsøg på at beholde deres plads i rampelyset. Vi andre? Vi blev forhåbentlig voksne undervejs.

Useriøst indlæg om voksen og følsom litteratur

Foto: Sofie Amalie Klougart

Hvis dette var en seriøs, up-to-date blog, ville følgende indlæg handle om vigtige, samfundsrelevante emner, som den kære Bodil (det er vist kun hunkønsvæsner, der kan lægge et land ned på den måde), eller om nyligt afdøde Mandela. Men jeg gav afkald på seriøsiteten, da jeg fra starten valgte at skrive om kultur, som, let's face it, bare er et finere ord for underholdning. Så i stedet vil jeg benytte det stormfulde vejr til at sprede lidt litterært ævl.

Jeg, den useriøse læser
Lad det være sagt med det samme - jeg er ikke en tålmodig læser. I foråret brugte jeg flere timer hver dag på at pendle til og fra arbejde, hvilket gav mig masser af tid til at læse. Efter at have hygget mig med underholdende bøger som bl.a. en tidlig roman af George R.R.Martin (Game of Thrones-forfatteren, hvis nogen skulle være i tvivl) blev jeg grebet af dårlig litterær samvittighed og forsøgte at få indhentet noget pligtlæsning, dvs. seriøse bøger af seriøse forfattere, den slags man skriver opgaver om på studiet og senere fører lange, kloge samtaler om i intellektuelle miljøer. 

Så jeg besluttede mig for at læse Josefine Klougart. Pigebarnet blev jo lanceret som et litterært vidunderbarn allerede ved sin første bogudgivelse, så jeg tænkte, at jeg i det mindste forsøgsvis måtte droppe mine fordomme om navlepillende forfatterskolelitteratur og overfølsomt, lyrisk autofiktion og læse bare én af hendes bøger. Men efter et par sider gav jeg op og lagde hende mentalt tilbage i bunken af forfattere, som jeg engang skal læse (fordi de efter sigende skulle være så fantastiske, at det næsten er pinligt ikke at have læst dem), og vendte tilbage til forfattere, som jeg altid gider at læse, som Martin eller Ray Bradbury. Sjovt hvordan vampyrer og rumrejser kan føles meget mere vedkommende end seriøse, følsomme skildringer af barndom på landet eller forliste kærlighedsforhold.

Selvfølgelig skriver Klougart sindssygt smukt (og nej, jeg kan ikke engang huske, hvilken af hendes bøger jeg forsøgte at læse), men efter 2-3 sider kunne jeg ikke overskue at læse en hel bog, hvor der ikke skete en rygende fis. Jeg har stadig de bedste intentioner om engang at få læst hende, men Politikens anmeldelse af hendes seneste bog giver mig ikke meget håb om at overvinde min egen utålmodighed og blive en voksen, seriøs læser, der læser voksne, seriøse bøger.

En sølle skønhed
Til gengæld er Lilian Munk Rösings anmeldelse et skoleeksempel på, hvordan man på pseudointellektuel vis ikke formidler et værk, man skal anmelde, men i stedet bliver så indadvendt i sin egen begejstring, at man skubber læseren væk. Klougarts bog har åbenbart en "ubærlig skønhed" fordi den fortæller om det ubærlige. Hvad er så det, der er så svært at bære ved livet? "At alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser."

Godt så. Sikke en stor og vis åbenbaring af et eksistentielt vilkår.

Klougart skriver om kærlighed og adskillelse, præcis som i sine forrige bøger. En bog fyldt med sætninger som "Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det." lyder jo meget fint, men jeg bliver lidt træt. Sker der ikke andet i pigebarnets liv, der er værd at skrive om? Så hendes forhold gik i stykker, big deal, vi har alle været der, men har hun ikke mere på hjerte end det? Skal der ikke mere til, før anmelderne falder bagover af benovelse?

Heldigvis kan jeg i min mavesurhed støtte mig til Lars Bukdahl, der altid tør være den lille dreng i Kejserens nye klæder og råbe vagt i gevær, når nogen reelt ikke har noget tøj på. I gårsdagens blogindlæg på hans rablende Blogdahl, langer han ud efter både Rösing og Klougart:

"Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd."

Tak Lars, jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Trofækærlighed og glæden ved porno

Foto: UIP

Sex er mange ting. Det er både fysiske nydelse, et primalt behov, kilden til børn, en måde at forstærke følelsesmæssige bånd og udtrykke kærlighed på. Det kan være belønning eller straf, betalingsmiddel, en lukrativ vare, en synd, en besættelse, en forløsning, en drøm.

Nymfomanbølgen

Nymfomanen, der ikke kan slippe sex, selvom det ødelægger hans eller hendes liv, er et yndet tema i disse år. I Shame (2011) var Michael Fassbender en storforbruger af sex i alle afskygninger, men var ude af stand til at få den op at stå med én han holdt af. Intimitet var for skræmmende at opleve og måtte erstattes med overfladiske knald, hvor følelserne var på sikker afstand. I september var der dansk premiere på mainstreamkomedien Thanks for sharing (2012) om en gruppe menneskers kamp mod sexafhængighed, og 1.juledag får vi endelig Lars von Triers kontroversielle Nymph()maniac om en selverklæret, kvindelig nymfoman.

Don Jon handler også om afhængighed, denne gang af porno, men den har et muntert og ufordømmende blik på sit stof. Der peges mildt med fingre, men ikke af pornografien.

Joseph Gordon-Levitt, manden bag hitRECORD og uden tvivl en af de mest interessante skuespillere i sin generation, debuterer som instruktør med denne fine komedie, og han har som altid noget på hjerte. Selvom Don Jon langtfra er perfekt, giver den et tankevækkende signalement af Generation Y, der er opflasket med en glitrende mediekultur, som konstant dyrker det glitrende smukke, den lækre overflade. 

Filmens titel slår tonen an. Det handler om en moderne Don Juan, hovedpersonen Jon, der nedlægger kvinder på stribe. Han virker umiddelbart tilfreds med sit liv, men det er ren overflade.

Lykken er smukke ting

Jon elsker sin lækre hybel, sin fede bil, sin toptrimmede krop, sine scoringer, sin porno. Frem for alt sin porno. Hans forhold til venner, forældre og kirke er overfladiske. Vennerne går kun op i, hvordan kvinderne i nattelivet kan vurderes på en skala fra 1 til 10, moderen plager ham om børnebørn, søsteren går kun op i sin mobil, og faderen har øjnene klistret til tv’et. Som en god katolik remser Jon hver søndag sine synder op for præsten og får den automatiske syndsforladelse.

Da han får øje på Barbara (Scarlett Johansson), er det klart, at han må have hende. Som han forklarer både venner og familie, så snart de er blevet et par: "She's the most beautiful thing I've ever seen." Med andre ord et smukt objekt, der kan fuldende hans liv. At der skulle være andet og mere at komme efter i et forhold, indser han ikke, før han møder den modne Esther (Julianne Moore) med ar på sjælen.

Barbara er alt det, han tror, han ønsker sig. Hun er sex on legs med den perfekte røv, de perfekte bryster, den perfekte krop. Og hun er villig til at blive hans, så længe han gør alt hvad hun siger. Og hvorfor ikke? Hans venner er misundelige over hans trofæ, hans far lutter gammelmandssavlende stolthed over sønnens erobring, hans mor er lykkelig, nu hvor Jon omsider styrer mod ægteskab og børn. 

Trofækærlighed

Men Jon er også Barbaras trofæ. Han skal opfylde hendes romantiske fantasier, næret af utallige kærlighedsfilm. I hendes verden har hun ret til at forvente alt af sin udkårne. En mand, der virkelig elsker hende, vil automatisk gøre alt hvad hun siger. Hun forventer at fylde hans verden, og hans lyst til porno er en hån mod hendes fantasi om, hvordan hendes Mr. Right vil være.

Jon indser undervejs, at det han reelt søger ikke findes i den porno, som han ser døgnet rundt. Filmen stiller skarpt på mænds og kvinders forventninger til sex og kærlighed, men handler først og fremmest om faren ved at stirre sig blind på en drøm, så man ikke ser virkeligheden for det den er. Pornoen bliver bedre end almindelig sex, fordi det er et glansbillede, en glitrende illusion. Trods alle sine erobringer og forholdet til Barbara ved Jon slet ikke, hvad det vil sige at være tæt på et andet menneske.

Jon elsker ikke Barbara, han dyrker hende, eller snarere hendes krop. Hun er et objekt, virkeliggørelsen af hans fantasier. Præcis som han er hendes, en mand hun kan forme som hun vil. Han er lækker, sød – og kun alt for villig til at gøre som hun siger, når hun bruger sin krop som lokkemad. Begge forventer de, at den anden indfrier deres drømme, frem for at leve sig ind i den person, der står lige foran dem.

De fleste har prøvet at fortabe sig i forelskelsens rus for senere at opdage, at drømmemanden eller -kvinden kun eksisterede i ens eget hoved og havde meget lidt at gøre med den person, som man bildte sig ind at elske. Men i Don Jon forelsker personerne sig udelukkende i den andens overflade, mens de er fløjtende ligeglade med den udkårnes personlighed.

Om det er drømmen om sex eller den romantiske kærlighed, der står i centrum, er sådan set lige meget. Pointen er, at begge køn forveksler idealet med realiteten. Det står i vejen for oplevelsen af virkelig intimitet, for drømmen er umiddelbart nemmere at dyrke. Som Jon påpeger, stiller pigerne i hans pornofilm ingen krav. De er våde og villige, perfekte fantasier. Men man kan ikke røre dem. Som Esther påpeger "You want to lose yourself? You have to loose yourself in another person - it's a two way thing".

Don Jon er ikke en romantisk komedie, men en coming of age-film om en ung mand, der langsomt får nedbrudt sine illusioner og begynder at skrabe i livets overflade for at opdage, at sex og kærlighed har mere at byde på, end man kan se på film.