torsdag den 4. februar 2016

Styrer den hvide mand stadig? Om skedesekret og Matthew McConaughey




For halvandet år siden, efter al hypen omkring True Detective (1 sæson, bestemt ikke 2!), fik jeg endelig set den serie, der effektivt geninstallerede Matthew McConaughey som en af Hollywoods største stjerner. Fuldt fortjent ganske vist, hvilket jeg også har været inde på før. Efter at have hørt godt om serien fra adskillige (sjovt nok altid mandlige) bekendte, fik jeg set den i sommeren 2014. 1 sæson var jo til at overskue, og man skulle helst kunne følge med, når der blev talt om serier i omgangskredsen. Sådan ser verden ud i 10erne, film er yt (medmindre man er forhærdet drengerøv/ nørd m/k og der er tale om endnu en omgang superheltefilm/Ringenes Herre-prequel/James Bond/Star Wars) og TV-serier er in. 

Hvide antihelte på stribe
True Detective var endnu en overhypet serie om hvide, midaldrende, mandlige antihelte. Misforstå mig ikke, jeg har i den grad slugt serier som Breaking Bad og Mad Men, men denne gang knækkede tråden. Her var endnu en serie med to Hollywoodstjerner som trækplaster, der skildrede et velkendt ikon, nemlig den hvide mand som heroisk antihelt. Et menneske i krise, der samtidig er sært beundringsværdig. Trods feminismens udbredelse til mainstream film og TV er det i disse år endnu den hvide mand (ofte i midten af livet), der for alvor har fået lov til at stå i centrum for vestlig TV-kultur. Han har længe været genstand for vores beundring, en forførende skikkelse, der fanger vores opmærksomhed ved sin blanding af heltemod og sammensathed, intelligens og naivitet, idealisme og kynisme, blandet med en god dosis fandenivoldskhed, fordi han går på tværs af eller nægter at give efter for nutidens moralske slaphed.

Men med True Detective knækkede tråden for mig. Uanset hvor meget jeg blev grebet af McConaughey og Woody Harrelsons fornemme præstationer, blev jeg mere og mere træt, som serien skred frem. For de kvindelige karakterer var papirstynde, og selv en god skuespiller som Michelle Monaghan kunne ikke redde den klichefyldte fremstilling af kvinder som påhæng, objekter som mændene kunne begære eller fortvivle over, men som først og fremmest var ofre, der skulle reddes – fra andre mænd vel at mærke. Da serien sluttede, var jeg godt og grundigt træt. Træt af at det altid var mændene, der skulle stå i centrum, før en serie blev taget virkelig seriøst. Træt af at se mænd fremstillet som guddommelige individer, der reddede dagen i sidste ende, uanset hvor rædselsfuldt de ellers opførte sig. Det var samme sang, man fik fra andre serier. Breaking Bad havde ganske vist en stærk og nuancerede kvindelig karakter, men det var alligevel manden, der endte med at blive hyldet. 


Det samme gjaldt Mad Men, der sluttede sidste år. Selvom serien var rig på interessante kvinder, og hovedpersonen blev fremstillet nuanceret og ofte temmelig nådesløst, syntes der langt hen ad vejen at være en undertone af beundring for denne Don Draper, der med samfundets hyldest i ryggen kunne tillade sig at drikke, hore og fucke med sit eget liv såvel som andres, uden at det vakte fordømmelse fra omverdenen, hverken i seriens univers eller blandt seerne. Hver gang jeg har diskuteret serien med en mand, har vedkommende altid haft denne snert af beundring for en karakter, der i mine øjne er meget svær at beundre. Skuespilleren Jon Hamm blev hurtigt udråbt til et mandeideal, som kvinder begærede og mænd ville efterligne. Denne karakter, der i min øjne var så fucked up, at han umuligt kunne være et begærsobjekt, men snarere var interessant at studere som eksempel på, hvor meget et menneske kan ødelægge sig selv, blev et idol i virkelighedens verden.

Kønsklichéer
Nu har jeg intet ønske om at være moralist, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg rent faktisk kan lide de her serier, men jeg er træt af at se problematiske mandetyper glorificeret på den måde. Hvis det samme så gjaldt for kvinder, var det en anden sag, men her halter vestlig kultur stadig bagefter. Visse danske serier har ganske vist opnået succes med at bruge stærke kvindelige hovedpersoner, men det er først inden for det sidste stykke tid, at nuancerede kvinder for alvor er ved at slå igennem internationalt. Dansk film har derimod taget to skridt tilbage, og jeg har ikke set en film i evigheder, fordi den evige historie om kiksede drengerøve og mandlige antihelte ikke har sindssygt meget at sige mig. Hvorfor skulle jeg se Klovn 2, når det bare handler om to mænd, der ikke kan finde ud af deres liv? Hvorfor skulle jeg gide se den nye film om Tordenskjold, når traileren hørmer af drengerøvshumor, bro-bonding og mænd der ikke går op i andet end at få fisse? Det er jo set før, og uanset hvilken kritik af umodne mænd, der måtte ligge implicit i filmen, er emnet dybt fortærsket. 




På film såvel som på TV er det stadig derimod ofte sjældent at se kvinder opføre sig i strid med samfundets normer, medmindre hun (som f.eks. Lisbeth Salander) kan pakke det ind i en diagnose eller en offerhistorie. Bare se, hvordan Gone Girl blev kritiseret, fordi den kvindelige hovedperson var stjernepsykopat (uden at der var en forklaring/undskyldning for det). Da Lars von Trier for 6 år siden vovede at lave Antichrist, hvor en kvindelig hovedperson i bedste Ondskabens Hotel-stil gik amok, blev han anklaget for at være kvindefjendsk. Han fik lige lov til at lave Nymphomaniac, men ikke uden lige at smide en offerhistorie ind i plottet. For kvinder må jo ikke være rigtige onde eller uhæmmede. Kvinder skal være smukke, søde og opføre sig pænt, og hvis de ikke gør, skal de have en virkelig, virkelig god grund til det. Som for eksempel fordi de er blevet voldtaget.

Den præmis var udgangspunktet for en ny TV-serie, der ellers på mange punkter er ret banebrydende. Jessica Jones har en kvindelig hovedperson, der er hårdtslående og fandenivoldsk, med en dårlig attitude, utæmmet sexlyst og omfattende alkoholmisbrug. Serien er en af de få jeg har oplevet, der går op i at vise sexscener, der er bare en smule mere realistiske end de pussenussede missionærstillingsseancer, som vi altid skal belemres med.

Serien, der kun har kørt en sæson indtil videre, handlede i høj grad om kvinder, der tog kontrol. En slags live-action version af Frost, bare uden sange, nuttede sidekicks og pseudo-feminisme. Men selvfølgelig med en hovedperson, der i grunden var et offer, uanset hvor meget hun kæmpede for at undgå det mærkat og den dertil medhørende, implicitte undskyldning/forklaring på hendes utæmmede opførsel. Så det selvom det var et nybrud, er det langt fra nok.

Fri os fra prinsesserne
Én serie har dog brudt igennem kønsstereotyperne og kvindeklicheerne. Orange is the New Black, som jeg så nærmest ved et tilfælde, mens en efterårsforkølelse havde tvunget mig til at holde sengen i en uge, men Netflix som eneste selskab. Det virker måske lidt sært, at den hidtil bedste og mest nuancerede serie med kvindelige hovedpersoner er en serie, der foregår i et kvindefængsel. Og så alligevel ikke, for de utraditionelle rammer sikrer, at man som seer får præsenteret karaktererne under forhold, der må bringe det værst tænkelige frem i de fleste. Serien er vidunderligt fri for klicheer og går længere i sin skildring af kvindekarakterer, end jeg nogensinde før har oplevet. Udover at have en kvindelig hovedperson, der som serien skrider frem fremstår mere og mere usympatisk, simpelthen fordi hun er et sammensat menneske (og ikke et offer for andet end sine egne fejltagelser), viser den kvinder, når de er værst, bedst og mest menneskelige, komplet med adskillige optrin og diskussioner omkring kvinders intime anatomi (og mange kvinders manglende viden om samme), onani, behåring, forstoppelse og legemelige sekreter.

Et af de mest fantastiske eksempler (og til dato en af de sjoveste scener vist på TV) er da hovedpersonen Piper starter en lyssky virksomhed, der sælger brugte trusser – åbenbart et efterspurgt produkt blandt internettets mange mænd med sære lyster. Efter i årevis at være blevet tvangsfodret med scene efter scene på film og TV, der udpensler mænds kropslige processer fra både det ene og det andet kropshul, har vi endelig fået en kvindelig pendant. Pipers tale er en af de scener, jeg ikke anede, at jeg savnede, før jeg så den. Genialt TV, der effektivt piller kvinder ned fra det piedestal, vi med eller mod vores vilje har befundet os på i evigheder, og gør os til helt almindelige mennesker.

Hvis jeg har et ønske til fremtidens film og TV, er det en fremstilling af kvinder, der fjerner den lyserøde prinsessefantasi, som alt for mange mænd og kvinder stadig fastholder (bevidst eller ej), og i stedet sætter kvinder i et ærligt lys. Hvis skedesekret er midlet, så kom med det!



lørdag den 9. januar 2016

Hva’ mæ kulturarven? Et forsvar for (og opsang til) nationalballetten


La Ventana. Foto: Costin Radu
 
I forlængelse af mit seneste indlæg kom jeg i tanke om, at det egentlig er meget sjældent, man støder på kulturjournalister eller politikere, der slår et slag for vores nationale scenekunst. Hvilket er lidt spøjst i forhold til alle de mennesker inde på Christiansborg, der hyler op om vores historiske og kulturelle arvegods, den ’rigtige’ version af begivenhederne i 1864, vigtigheden af en kulturkanon osv. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at Bertel Haarder og hans støtter reelt går ind for at støtte dansk kulturarv. Nej, det handler mest af alt om at have ret og lukke munden på oppositionen. Men det ville være rart, hvis nogen gad tage en seriøs diskussion om, hvorfor vi ikke gider pleje vores kulturelle arvegods, når det kommer til de lidt mere finkulturelle (hader virkelig den betegnelse, men det skal det åbenbart hedde) kunstarter.

Nå ikke? Godt, så må jeg jo selv til det.

Flæbende nationaldigter og kulturformidling i skolegården
Sagen er, at vi i Danmark har en unik kulturarv, der er bare alt for få mennesker, der er klar over det. Sandsynligvis fordi det ikke er noget vi dyrker i skolen. Nu var jeg selv en af de der elitære møgunger, der gik på privatskole og derfor ikke behøvede at mænge mig med den pøbel, der gjorde (og sikkert stadig gør) det til en udfordring at være skolelærer i København. Sociale problemer og sprogvanskeligheder var ikke lige noget, vi stiftede bekendtskab med i min klasse, til gengæld var skolen én af de der fine, gamle institutioner, hvor man rigtigt mærkede historiens vingesus. Det tænker mit voksne jeg i hvert fald. Som barn registrerede jeg blot perifert, hvordan der hang fine malerier af en gammel dame overalt, hvordan vi ugentlig skulle samles og synge verdens kedeligste morgensang, og hvordan vores klasselærer altid underholdt os med historier om H.C. Andersen (der selvfølgelig også havde en buste stående et sted), som var så følsomt et gemyt, at han gik i spåner over den mindste hændelse eller hentydning, der kunne tolkes som en kritik mod ham. Det tog et helt danskstudium på universitet, før jeg lærte at tage nationaldigteren seriøst, og den dag i dag har jeg en meget lav tolerancetærskel, når det gælder overfølsomme kunstnertyper (til min store lettelse har det vist sig, at de fleste mennesker med kunstneriske beskæftigelser er rimeligt normale og omgængelige, og jeg har endnu ikke mødt én, der brudt ud i krampegråd – men måske har jeg bare været heldig med min omgangskreds).

Anyway, på min skole var der faktisk overskud til at tage eleverne med i teatret eller på museum, og det blev endnu nemmere af, at alting lå i gåafstand fra skolen. Så jeg var et af de mere privilegerede skolebørn, ingen tvivl om det. På trods af dette tror jeg aldrig, jeg så en ballet eller opera med skolen. I ny og næ et teaterstykke, som desværre altid var dybt middelmådigt, i hvert fald hvis det blev spillet på Det Kongelige Teater. Ét stykke husker jeg som godt, nemlig en monolog om en skizofren mand, baseret på Einar Már Guðmundssons Universets engle, der blev spillet på det tidligere Caféteatret (i dag Sort/Hvid). Men musik var reduceret til kedelige salmer i skolen, og dans var et eller andet fjernt, reduceret til standarddans i fjernsynet (det var inden Vild med dans blev et hit, dengang dans stadig var for de professionelle) og lancier i 3g. 

Ballet var noget meget, meget fjernt og fremmed, noget ophøjet som man ikke beskæftigede sig med, ud over en enkelt gang i 1. eller 2.klasse, hvor min klasse blev inviteret inden for murene og fik en lille lektion i, hvad henholdsvis ballet og opera var for nogle størrelser. Nå ja, og i 6. og 7.klasse begyndte et par af pigerne i klassen at gå (ganske kortvarigt) til ballet. Det var vistnok noget med, at man skulle være meget yndigt og feminin. Pointen med det gik aldrig helt op for mig.

Napoli. Foto: Costin Radu
Balletnørd ved et tilfælde
Først som voksen, da jeg gennem studiejob og ny omgangskreds selv fik balletten nærmest smækket i synet (opera havde jeg i forvejen et godt kendskab til, da jeg takket være fanatiske forældre fik det ind med skeer gennem hele barndommen), og jeg til min egen overraskelse begyndte at interessere mig for det, gik det op for mig, at Danmark faktisk havde sin helt egen, nationale balletstil. Selvfølgelig havde jeg i forvejen hørt om Bournonville samt set uddrag af Napoli og Et Folkesagn ved at følge lidt med i diverse bryllupper og festbegivenheder i kongehuset, men hvad det helt præcist stod for, fandt jeg først ud af for ganske få år siden, trods en meget (nogen vil måske sige ekstremt) kulturel opvækst i København, midt i hjertet af dansk kulturliv. Hvis det har taget mig så mange år og helt særlige vilkår at nå dertil, hvordan har det så ikke været for andre, der ikke har haft min privilegerede tilgang til kulturlivet?

Én ting er selvfølgelig interesse, og man kan jo ikke tvinge folk til pludselig at interessere sig for finkultur som opera og ballet. Men man kunne i det mindste gøre det tilgængeligt for alle og skrue op for formidlingen, så alle havde en chance for at sætte sig ind i, hvad vores fælles kulturarv rummer. Og her kommer vi til pointen med dette indlæg (det tog sin tid, det ved jeg godt). Det Kongelige Teater er nemlig den eneste danske institution, der står med ansvaret for at formidle vores nationale kulturarv inden for opera og ballet. Når det gælder skuespillet, står de ikke alene, og Holbergs stykker (som er de ultimative nationalklenodier inden for skuespil) bliver flittigt spillet rundt omkring i landet. Men når det gælder opera og ballet, ser det anderledes ud.

I det hedengangne år kunne Carl Nielsen, en af Danmarks få, berømte komponister fejre sit 150 års jubilæum. Det blev fejret med opsætninger af 2 operaer på Det Kongelige Teater, nemlig Maskarade og Saul og David. Jeg nåede kun at se den første, men blev slået af 2 ting: først og fremmest hvor frisk og lettilgængelig musikken, sangen og iscenesættelsen virkede, og dernæst hvor få der var inde og se den. Saul og David var der endnu færre mennesker, der købte billet til. Sandsynligvis fordi så få mennesker i dag har et forhold til Carl Nielsen og hans musik. Jeg selv, der som sagt fik opera ind med skeer i en meget ung alder, havde aldrig før set eller hørt andet end ganske få uddrag af Maskarade, selvom det reelt er Danmarks (vistnok eneste) nationalopera. 

Måske mangler der lige en gang formidling dér? Det er jo ikke, fordi danske børn (i hvert fald ikke små, privilegerede middelklassemøgunger som jeg selv) ikke bliver tvangsfodret med H.C. Andersen, så snart vi er gamle nok til at få læst højt. Hvorfor så ikke smide noget musik med i købet?

Hvilket nationalklenodie?
Værre står det i mine øjne til med balletten. Selvom de færreste nok tænker over det, har Danmark faktisk en nationalballet og et balletkompagni, der er et af de bedste i verden. Noget af det, vores miniputnation har higet efter, siden svenskerne lammetævede os i 1600-tallet og huggede 1/3 af riget, og endnu mere siden tyskerne/preusserne tæskede os i 1864 og tog en stor bid af Sønderjylland. Vi vil så gerne være noget i verdens øjne. Det er det, Mogens Camre og Søren Krarup drømmer om hver nat, det er det, der gør dem så bitre og indadvendte og splittergale (jo Søren, du er skør i bolden, beklager). Well guess what, vi har faktisk noget, der kan bruges til at løfte vores evige nationale mindreværdskompleks.

August Bournonvilles dansestil og værker er rent faktisk noget, som andre lande (eller i hvert fald deres balletmiljøer) misunder os. Problemet er bare, at de færreste herhjemme for alvor tager det seriøst. Det virker på én eller anden måde støvet og hengemt. Som jeg har forsøgt at gøre klart i adskillige indlæg, er dette en fuldstændig åndssvag, historieløs og indskrænket tankegang. Alligevel er der mange, der ligger under for den, og det i en grad, så landsdækkende dagblade som eksempelvis Politiken lægger spalteplads til journalister og kulturfolk, der taler kulturarven midt imod. Eksempelvis billedkunstneren Gudrun Hasle, der helt reelt ikke fatter, hvad ballet og opera kan bruges til i dag. Kære Gudrun, det kan godt være, at du selv er en dygtig kunstner, men du kan ikke i ramme alvor mene, at balletdansere kan sammenlignes med de tyre, der bliver brugt i tyrefægtning. Du er godt klar over, at du taler om mennesker her, ikke sandt? 

Senest har man sat en rejsejournalist (?!) til at anmelde ballet og komme med den udtalelse, at der burde skæres eller ændres i trinnene til Sylfiden. Fordi hvad? Fordi det er gammeldags, eller fordi den kære Poul Husted ikke har forstand på, hvad de her trin betyder? Måske fordi han ikke forstår det, men hvorfor forstår han det ikke?  Jo, måske skyldes det, at manden ikke har sat sig ind i det, eller fordi den her stil stammer fra en tid, hvor teatergængerne var vant til at se ballet og havde helt styr på, hvad de forskellige mimiske bevægelser betød. Når jeg sidder og ser Sylfiden, ved jeg udmærket godt, hvad den døende Sylfides sørgmodige bevægelser med hænderne betyder. Men det har jeg selv måtte læse mig frem til, for ingen har forklaret mig det. Og ved sidste repremiere slog det mig undervejs i dødsscenen, at de fleste blandt publikum sandsynligvis ikke anede, hvad hendes fagter betød. Der er en hel del mimesprog i Sylfiden såvel som i Bournonvilles andre balletter, som jeg heller ikke kender, men må gætte mig frem til efter bedste evne. Måske kunne man fra Den Kongelige Ballet eller fra teatrets side overveje at gøre en større indsats for at formidle det her gamle balletsprog, så folk rent faktisk forstår det de ser?

Sylfiden. Foto: Henrik Stenberg.
Skal balletten danse Bournonville eller ej?
Derudover er det efterhånden ret problematisk, at Den Kongelige Ballets ledelse tilsyneladende ikke interesserer sig for at formidle den bournonvilleske balletarv til et dansk publikum. Bournonville skabte et utal af balletter i sin levetid, men kun en håndfuld af disse har overlevet. 3 af dem spilles med jævne mellemrum, nemlig Napoli, Et folkesagn og Sylfiden. En af kerneopgaverne for ledelsen af Den Kongelige Ballet er (quote): ”at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter”. Problemet er bare, at de sidste mange sæsoner har kompagniet ikke opført andet end netop Napoli, Et folkesagn og Sylfiden. Vi skal tilbage til 2013 for at finde et tidspunkt, hvor der blev opført et par af de lidt mindre kendte balletter. Sjovt nok kan kompagniet godt fremvise andre af balletmesterens værker, når det er på turné i udlandet. Jockeydansen og Pas de Deux’en fra Blomsterfesten i Genzano er blandt et par af de danse, som har overlevet tidens tand og stadig anses for at være noget af det bedste inden for dansk balletkunst. Vi får det blot ikke at se herhjemme. Jo, til sidste års Kulturnat fik to af kompagniets helt unge dansere lov til at fremføre Pas de Deux’en, men det virker som om disse danse er noget, der bliver hevet frem ved uformelle arrangementer, hvor man netop skal demonstrere, at de helt unge korpsdansere og aspiranter kan deres Bournonville. Det er ikke noget, som kompagniets stjerner får lov til at brillere med til rigtige forestillinger for et engageret balletpublikum. 

Et par andre balletter fra Bournonvilles hånd findes også bevaret, nemlig Livjægerne på Amager, Konservatoriet, Abdallah, La Ventana og Kermessen i Brügge, samt nogle få andre ’divertissementer’ som de kaldes. La Ventana og Kermessen i Brügge blev sidst opført i 2013, hvornår de resterende værker sidst blev opført, ved jeg ikke, men det er minimum 5 år siden. Det er længe i et kunstnerisk miljø, hvor man er færdig med at danse som 40-årig. Der må altså allerede nu findes adskillige unge dansere, der endnu aldrig har prøvet kræfter med disse værker. Hvor lang tid skal der gå, før kompagniet løber tør for aktive dansere, der rent faktisk kender disse balletter godt nok til at kunne videregive dem til nye generationer?

Kermessen i Brügge. Foto: Costin Radu

Jeg vil gå ud fra, at denne negligering af dansk balletarv ikke skyldes, at ledelsen inde på teatret er ligeglad. La Ventana og Kermessen var ikke en publikumssucces, og de danske balletgængere har tilsyneladende svært ved at forholde sig til noget, de ikke kender, medmindre det er stort og flot og får fantastiske anmeldelser. Det må gøre det til noget af en udfordring for kompagniet at få lov til at opføre balletter, som man ved, kommer til at sælge dårligt, hvorimod man sagtens kan tage dem med på turné til udlandet, hvor der sandsynligvis stadig findes balletaficionados, som slikker sig om munden ved tanken om en bid eksotisk, dansk ballet.

Problemet med denne begrænsede formidling af Bournonville herhjemme er ikke kun, at vi danskere forbliver uvidende om en hjørnesten i vores egen kulturarv. Bournonvilles balletter forvaltes af Den Kongelige Ballet, som er direkte arvtagere til disse nationalklenodier. Desværre er der så lidt politisk og samfundsmæssig interesse for nationalklenodier lige for tiden, at Det Kongelige Teater højst sandsynligt ikke har økonomisk råderum til at gøre det, der nok ville være mest effektivt i forhold til formidlingen af dansk balletarv, nemlig at afholde en ny Bournonville Festival, der kunne skabe fornyet opmærksom omkring Bournonville. Sidste gang den blev afholdt var i 2005, så mon ikke det snart var på tide med en ny omgang?

Det kan godt være, at riget fattes penge (og gør det virkelig det, Lars Løkke, hvis du mener der er plads til skattelettelser?), men hvis vi går så meget op i vores nationale identitet og konstant blærer os med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, hvorfor så ikke passe ordentligt på et par andre kulturelle arvestykker ved samme lejlighed? 


Napoli. Foto: Costin Radu

torsdag den 7. januar 2016

Bournonville og ballettens nye stjernedanser


Fotos: Costin Radu

Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius. Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de ikke når hans tekniske niveau.

Charme, danseselvtillid og lækkert hår
Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer (især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik alt til at gå op i en højere enhed.

Nu har Sylfiden haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere, der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’ stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider havde greb om sin karakter.



Overlegen trinfortælling
Hemmeligheden bag Sylfiden er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede fra alle tiders mest berømte danske koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans, men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor? Fordi de er så godt fortalt. Hvis de rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det hele, så flyder det bare. Så bliver alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det alvorlige, komedie og tragedie.

Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende. En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more, balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.

Jeg har set Sylfiden et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide, frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse, et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem, fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv. Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an. 


Hvordan danser man et sammenbrud?
Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage, oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.

Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde, da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen. Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde? 

Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så overlegent, som det sker i Sylfiden.

Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her. 

PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!