En ægte mand?

Fotos: Mads Møller Andersen

Hvor går grænsen mellem dreng og mand? Hvornår forlader man barndom og ungdom og bliver voksen, bliver en 'rigtig' mand? Og hvad vil det i det hele taget sige?

Med Rite of Spring - EXTENDED skildrer Granhøj Dans overgangen og overgivelsen til maskuliniteten, så man uvægerligt må stille spørgsmål til netop det at være mand. Dansekompagniet tager udgangspunkt i Stravinskys kendte balletmusik, Le Sacre du Printemps (eng. The Rite of Spring), i sin tid et kontroversielt værk, et moderne stykke musik fuld af skurren og dissonans. Musikken i sig selv er nok til at skildre en verden, hvor menneskets forståelse af sig selv som centrum i et velordnet, harmonisk univers ikke længere kan opretholdes. Selvopfattelsen, og dermed selve verden, er for længst er revnet.

Den oprindelige ballet skildrede et hedensk forårsritual, hvor en ung kvinde blev ofret for fællesskabet. Ofringen tager en anden skikkelse her, hvor ofringen er symbolsk, men ikke mindre alvorlig.

Tvungen identitet
Palle Granhøj, kompagniets kunstneriske leder, har som den første nogensinde fået lov til at strække stykket ud til en time, frem for at holde sig inden for værkets originale 33 minutter. Forestillingen er derfor fyldt med pauser, med tavshed og sprækker.

Syv mænd skildrer fragmenter af den maskuline selvforståelse, af den identitet, som mænd i fællesskab kan dyrke, ja endda fremtvinge hos sig selv og hinanden. Det er både komisk, kejtet og brutalt.

Nøgen galskab
Seks mænd i jakkesæt og bare fødder indtager scenen. De har hver et sæt claves i hænderne, som de rytmisk slår mod hinanden, mens de fremtvinger simultane orgasmer. Det er fjollet, og ude i salen ler publikum. Vi ler faktisk adskillige gange undervejs, når mændenes rituelle leg bliver for absurd, for sær. Ritualernes dystre understrøm kan let overses, selvom den løber gennem hele forestillingen, imens vi underholdes med nøgne, spændstige mandekroppe, med akrobatisk leg og klovnerier. Men musikkens underliggende drama skaber en dyster kontrast, og efterhånden sniger en alvor sig ind i galskaben.

En ung mand skal optages i jakkesættenes fællesskab. Han skal lære at være en mand, og i starten er det simpelt, harmløst. Han smider hættetrøjen og efterligner de andres kontrollerede dans, han lærer langsomt at tæmme sine egne unge og umiddelbare bevægelser. Det er ikke nok.

Så prøver han at fange rytmen med sit slagtøj, men bliver ydmyget og irettesat af mændene. De lærer ham at være aggressiv, at slås. Overgangen til voksenlivet kræver adgang til maskuliniteten, til den form for mandighed, som fællesskabet har godkendt. Ritualerne bliver mere ekstreme, og mændenes dyrkelse af sig selv og deres køn bliver foruroligende, næsten dyster. Gruppens sammenhold virker både trygt og kvælende på én gang. Maskuliniteten giver ikke plads til afvigelser, men samtidig skildres den som en forceret tilstand, fremmanet og dyrket blindt, betingelsesløst.

Ritualerne kulminerer i blod og sæd, mens de 'voksne' gejler drengen op, tvinger ham ud til kanten, til klimaks. En mand skal først og fremmest levere varen, hans virilitet må ikke fejle, ikke betvivles.

Overgangen godkendes, da mændene har fået deres vilje. Drengen bliver omskabt i deres billede og kan optages i gruppen. Til sidst er alle afvigelser smeltet bort, og flokken er ét, en pulserende, smokingklædt rytme af hårde, bankende gentagelser. Civilisationen har vist sig som en tynd gang fernis, der nemt kan gnides af, og individualiteten værdiløs som en gammel slangeham, der skal ofres på fællesskabets alter.

Rite of Spring - EXTENDED havde urpremiere den 16.november 2013 hos Granhøj Dans i Århus. Den spiller i Dansehallerne i København den 27-31.januar 2014. Se mere på dansehallerne.dk.

Lyrisk, magisk og sexet - Mariinskij i København 2

Fotos: N. Ranzina

Nogen gange er det bedst at være uden forventninger, når man ser en forestilling. I mit forrige indlæg beskrev jeg, hvorfor Mariinskijs Svanesøen var en skuffende oplevelse. Heldigvis var dette ikke tilfældet med anden del af Mariinskij ballettens gæstespil. Igår sluttede en uge tætpakket med russerballet på Det Kongelige Teater. 4 x Svanesøen blev efterfulgt af en weekend i Fokins tegn. Mariinskij balletten dansede tre korte balletter, alle bundet sammen af deres forbindelse til det legendariske kompani Ballets Russes i Paris, hvor Mikhail Fokin, en af de mest berømte koreografer i det 20. århundrede, var huskoreograf fra 1909 til 1912.

To af balletterne, Ildfuglen og Schéhérazade, blev direkte skabt til Ballets Russes, og Mariinskijs iscenesættelse var baseret på de oprindelige udgaver med rekonstruktioner af pariser-koreografien, scenografien og kostumerne. Således blev forestillingen en slags tredobbelt hyldest til både Fokin, Ballets Russes og den store danser Vaslav Nijinskij, der både dansede Schéhérazade og Chopiniana, aftenens tredje ballet.

De tre små balletter er ikke nær så kendte i Danmark som Tchaikovsky-balletterne, og selv så jeg dem for første gang (deraf de manglende forventninger), men sammen fik de Mariinskij balletten til at finde den glød, der så sørgeligt manglede i svanernes kolde teknik.

I Chopiniana fremviste Yevgeny Ivanchenko den poesi, som han ikke rigtig fik udviklet som prinsen i Svanesøen. Sylfiderne var ikke så perfekt synkroniserede som svanerne, men blødere i deres drømmeagtige dans.

Ildfugle, trolde og fortryllede prinsesser
Ildfuglen foldede sig ud som et folkeeventyr i balletform. Selvom koreografien her var lidt svag, var scenografien og kostumerne aldeles fantastiske. Og ballettens showstopper, Ilddansen (Danse Infernale), hvor ildfuglen tvinger troldmanden Katchei og hans følge af trolde og hekse ud i en vild dans, indtil de segner af udmattelse, var rent ud overvældende; en perfekt blanding af det uhyggelige, det blide og det groteske, hvor farverne, bevægelserne og musikken sammen skabte dramatisk dansemagi.

Konstantin Zverev var den af prinserne, der havde bedst styr på sin karakter. I hans skikkelse var helten Ivan både modig og ædel, øm over for den smukke prinsesse Ekaterina Mikhaillovtseva, (der syntes langt bedre tilpas som yndig ung pige end som anonym dronningemoder i Svanesøen), dumdristig og stolt i mødet med skurken. Katchei var et mareridt på to ben, uanset om det var Vadim Belyaev eller Soslan Kulaev der bar den forvredne maske og de lange, sorte negle, mens Yulia Stepanova og Anastasia Petushkovas ildfugl var en magtfuld og magisk figur.

En fantasi om Østen
Schéherazade er en europæisk fantasi om et eksotisk og dekadent Østen, der aldrig eksisterende uden for orientalisternes saftige drømme. Men scenografien var et pragtstykke og understregede effektivt den sanselige atmosfære og mystik, vi kender fra 1001 og én nats eventyr. Her udfoldede de russiske dansere sig for alvor i et erotisk drama, hvor følelserne og drifter fik frit spil. Kærlighed, begær, jalousi, vrede, fortvivlelse, det hele kom op til overfladen i Daria Pavlenko og Andrey Yermakovs dampende hede dans og inderlige spil. Det var, som om russerne endelig fik kontakt til deres egen menneskelighed og dansens sjæl.

Fra uskyldig natur til dekadent kultur
Rækkefølgen på de tre balletter er velvalgt, og de kan tolkes som tre trin i en sjælelig udvikling. Vi starter i en lyrisk naturidyl, hvor manden lever i en uskyldig drømmetilstand, gennemsyret af melankolsk længsel og romantiske fantasier om kvinden som et luftigt, idealiseret væsen. Men alt ånder fred i måneskinnet, og harmonien brydes ikke. Sylfider kan som bekendt ikke fastholdes.

Med Ildfuglen starter vi i et gyldent paradis, komplet med et træ fuld af gyldne æbler. Men i stedet for en slange møder prinsen en glødende fabelfugl, mens prinsesserne leger med æblerne og lader sig lokke. Prinsesserne er hvide, men prinsen er en indtrænger klædt i rødt, der befrier dem for deres påtvungne uskyldsstilstand. Det mørke, der ikke fik plads i Chopiniana, dukker nu op i form af Katchei og hans slæng. Til sidst står Ivan som konge og zar i guld og rødt med den forvandlede Skønne Prinsesse ved sin side som dronning, og et nyt, herligt kongerige stiger op i horisonten. Fra natur til kultur i én lang bevægelse.

I den sidste af balletterne  har vi bevæget os langt væk fra uskylden og over i en tilstand, hvor mennesket er helt i sine sansers vold. Manden og kvinden kan ikke længere finde hinanden i kampen mod det onde, for sondringen mellem godt og ondt giver ikke længere mening. Frihedskampen går over i et dekadent orgie. Seksualiteten har fået frit løb, og selv ikke loven og moralen i form af sultanen kan tæmme den.

Schéhérazade var klart den mest komplekse af de tre balletter, men sammen forenede de det lyriske, det magiske og det sanselige til en perfekt helhed. Mariinskij formåede med denne forestilling af skabe en oplevelse, der bliver hos én - og er det ikke netop hvad kunsten skal?

En kold svane - Mariinskij Balletten i København 1

Foto: V. Baranovsky

Indrømmet, jeg har en meget forkælet holdning til de ting, jeg holder mest af. Svanesøen er blot én af dem.

Netop den ballet blev spoleret for mig, allerede da jeg var barn. DR har aldrig været den mest balletentusiatiske TV-station, og i min barndom viste man hellere showdans (omend med folk, der rent faktisk kunne danse) end ballerinaer. Men med mellemrum blev der vist Svanesøen.

Jeg havde set en smule ballet inden da, en børneballet da jeg var helt lille (Den grimme ælling tror jeg, men jeg kan absolut intet huske fra den), og Napoli da jeg var lidt større. Det eneste der er blevet hængende i min hukommelse fra den ballet, er navnene på et par af danserne (Lloyd Riggins og Heidi Ryom som det unge par) og et meget smukt foto fra programmet af en bevidstløs, rødhåret Teresina i sit bondetøj, omgivet af blåklædte najader og en myndig, sortskægget Golfo, der peger bydende på den smukke pige. Dansen husker jeg intet af.

Magisk, mørk og romantisk
Så da jeg så Svanesøen for første gang, var det nærmest et chok. DR viste Natalia Makarovas udgave fra 1988 for London Festival Ballet, som er en slags filmudgave af balletten, og ikke bare en filmet teaterforestilling. Det var en co-produktion med DR, hvilket vel var grunden til, at den blev vist igen og igen på TV, uden at seerne nogensinde blev præsenteret for andre udgaver. Peter Schaufuss var prins Siegfried og Evenlyn Hart dansede Odette/Odile. Det var et magisk univers fyldt med mørke og melankolsk romantik, hvor menneskenes muntre festligheder stod i skarp kontrast til svanernes fortryllede skovsø. Både søen og troldmanden var videoprojektioner, og den onde Rothbart blev fremstillet som et enormt, ugleagtigt væsen (kun i 3.akt manifesterede han sig i menneskeskikkelse), hvilket ikke faldt i alles smag, men som jeg egentlig altid har syntes fungerede godt.

Men det, der fik balletten til at leve, var Schaufuss og Hart. Han var indbegrebet af den romantiske længsel, en elegant og drømmende prins med bløde linjer. Hun var et overjordisk væsen, en skrøbelig, fugleagtig Odette og en skarp, diabolsk Odile. Når de dansede, troede jeg på historien, og deres liebestod var på én gang hjerteskærende tragisk og opløftende. Jeg husker stadig, hvordan de sammen kastede sig i søen, og hvordan man rent faktisk fornemmer, at de drukner, mens Tchaikovskys forjættende tema spiller for fuld udblæsning. Man ser en arm stikker op, inden den også bliver dækket af søens bølger og forsvinder. Senere så jeg en svensk version, hvor prinsens folk ankommer til sidst og bærer de to lig op på land. Lidt for morbidt efter min smag.

Pæn ondskab og en tam prins
Hos Mariinskij Balletten, som i denne uge gæster Det Kongelige Teater, får parret lov til at leve. De får endda hinanden. Hvordan det helt kan lade sig gøre, var lidt af et mysterium til gårsdagens premiere. For mens Konstantin Zverev var en dæmonisk og pænt truende troldmand, ganske ond, selvom han måske ikke kan komme på en top 10 over ultimate bad guys, var prinsen i skikkelse af Yevgeny Ivanchenko utrolig tam. Han sprang skam nydeligt, men rendte ellers rundt og så ud, som om han ikke rigtigt var til stede på noget tidspunkt. Hverken svaneprinsessen eller hendes sorte dobbeltgænger fik nogen speciel reaktion fra ham, uanset hvor smukt Anastasia Matvienko dansede. At denne tamme Siegfried skulle være i stand til at overvinde Rothbart, havde jeg meget svært ved at tro på.  Matvienko var lidt bedre, men besad reelt kun to ansigtsudtryk - bedrøvet (Odette) og ond (Odile).

Og det er netop problemet med Mariinskijs opsætning; man tror ikke på historien. Det er flot sat op og virtuost danset, men det var næsten umuligt at leve sig ind i karaktererne. De russiske dansere fra et af verdens bedste balletkompagnier demonstrerede mandag aften en sørgelig mangel på personlighed. Måske burde jeg stille mig tilfreds med at se glitrende kostumer og teknisk overlegenhed, men jeg er bange for, at Makarovas version for evigt har gjort mig ude af stand til at lade mig nøje. Som et stædigt barn vil jeg have hele pakken, og hvis jeg ikke kan få det, foretrækker jeg lidt sjæl frem for en gang kolde svaner.