Dansedrømme og sommersved – en reportage fra RDB Summerschool

Fotos: Signe Roderik

I mere end 50 år har unge dansere fra hele verden taget turen til København for at deltage i Bartholins Internationale Ballet Seminar. Her fik de mulighed for at blive undervist i en bred række danseteknikker og stilarter, først og fremmest klassisk ballet og Bournonvillestil. I 2014 overgik ledelsen af seminaret til Den Kongelige Ballet. K for kultur var med, da den første omgang Royal Danish Ballet Summer School blev afholdt i juli 2014. 

1.uge – koffeintilflugt og en anti-elitær skole

Det er juli måned og hedebølge i København. Det er minimum 30 grader udenfor, sandsynligvis mere. Luften er tung og fugtig i træningslokalerne, der ligger bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når man kommer herind, glemmer man næsten den strålende sol og den bølge af sommer, der har lagt sig over København i disse uger. Herinde eksisterer en verden for sig selv. Der er tyst i de tomme, hvide gange, når jeg om morgenen går ind ad sceneindgangen og bevæger mig videre op mod 4.sal, hvor sommerskolen har indtaget de ellers så ferieforladte lokaler. Kun en svag klavermelodi trænger igennem, den spilles i et adstadigt, næsten dovent tempo.

Første stop er for det meste Alexander Stægers kontor. Han er den nye leder af sommerskolen, og hans kontor er i disse uger husets vigtigste rum, i hvert fald for mit vedkommende. Det skyldes 1) at her står kaffemaskinen placeret, og 2) her er et vindue, der kan åbnes. Kontoret, der sådan set blot er et sminkerum, i disse uger annekteret af sommerskolen, syner ikke af meget. Men dette smalle lokale bliver allerede den første uge mit helle midt i heden, et sted at samle tankerne, køle af og få et skud koffein til at holde hovedet klart i løbet af de lange dage. Et sted, jeg kan søge tilflugt, når træningsrummene bliver overkogte af hede og sved. Selvom denne snævre balletverden er yderst vanedannende, når man først har bevæget sig ind i den, er jeg stadig lykkelig for at være den, der står uden for hele menageriet og i modsætning til eleverne, de unge dansere, ikke skal være spærret inde her i tre fulde uger.

En hjælp til unge dansere

Royal Danish Ballet Summer School eller RDB Summer School, som den mere mundret kaldes med henvisning til den typiske, internationale forkortelse af Den Kongelige Ballet (Royal Danish Ballet), er endnu en ganske ny størrelse. Alligevel er den alt andet end en grim ælling, for kurset har allerede eksisteret i mere end 50 år. Oprindeligt var det kendt som Bartholins Internationale Ballet Seminar, stiftet af den legendariske danske balletdanser Birger Bartholin tilbage i 1963. Ledelsen er ny, og der er foretaget visse ændringer i forhold til det gamle seminar, men hovedstrukturen er intakt. Det handler om at give unge dansere mulighed for at skærpe deres færdigheder sommeren over, så de bliver rustet til at starte en karriere som professionelle dansere, samt at snuse til trin og stilarter de ikke har prøvet før. 

Dansere fra hele verden søger ind på RDB Summer School for at dygtiggøre sig og blive bedre til at klare sig i den benhårde konkurrence, som udgør den professionelle danseverden. 

Det, der adskiller den danske sommerskole fra andre verden over, er Bournonvillestilen. Denne gamle balletstil er som altid trumfen for dansk ballet, og en af grundene til, at der findes dansere, som tager turen til Danmark helt fra USA og Kina for at bruger uger af deres sommerferie på at svede i indelukkede træningsrum. Én af disse er 23-årige Alberto Perez fra Spanien, der til daglig er danser i et balletkompagni i Orlando, USA.

”Jeg kan virkelig godt lide, at det er sådan en gammel stil, og at den er holdt på samme måde som dengang trinnene blev skabt,” fortæller han. ”Jeg kan godt lide musikaliteten i det og den måde hvorpå alt er virkelig hårdt, men samtidig ser virkelig nemt ud, når man ser det udefra.”

Alberto allerede i sommerskolen i 2013, og han er blot en af flere elever, der er gengangere på kurset. Han er heller ikke den eneste, der er bidt af Bournonvillestilen.  Norske Fabian Volden er her for 3.år i træk, og også for ham er det især Bournonville, der trækker. ”Du kan jo ikke tage til USA for at få undervisning i stilen,” forklarer han. For Fabian er det især den historiske baggrund for trinnene, der trækker, såvel som det faktum at seminaret er så tæt på hans eget hjemland. Desuden er flere af underviserne i år dansere, der stadig er aktive og derfor har trinnene i frisk erindring, hvilket er meget lærerigt at opleve for en ung danser som ham selv.

Bournonvilleundervisningen finder dog først sted i 2.uge af sommerskolen. Hovedprogrammet for seminaret er en broget blanding af forskellige klassiske stilarter og skoler inden for ballet såvel som moderne dans og jazz-stil. Sidstnævnte virker måske lidt malplaceret hos en sommerskole, der bliver afholdt inden for rammerne af en hæderkronet klassisk balletskole og – kompagni. Men grundlæggeren af sommerseminaret, den danske danser Birger Bartholin, ønskede netop et kursus, der kunne præsentere eleverne for et bredt udsnit af danseverdenen. Derfor er sommerskolen heller ikke specielt elitær. Selvom den især tiltrækker professionelle balletdansere in spe, er her også plads til danseinteresserede amatører og dansere, der måske ikke direkte egner sig til en karriere inden for klassisk ballet. 

En hær af piger

Da jeg kigger forbi sommerskolen om morgenen i løbet af den første uge, handler det om dog om teknikker og repertoire, der ligger tættere på en balletdansers hverdag. Undervisningen består af klassisk teknik, tåspidsarbejde for pigernes vedkommende og klassisk repertoire for mændene, delt mellem amerikanske Stacy Caddell og franske Marc de Bouays.

Dagen starter med halvanden times morgentræning, og Stacy Caddell leder træningen, da jeg kigger forbi. Stemningen er rolig, afslappet, med afdæmpet klaverakkompagnement. Eleverne udfører øvelserne med langsomme, bløde bevægelser, og Caddell går rundt i salen og rettet og kommenterer med lav stemmeføring, så lav, at det er svært at skelne hendes ord, der næsten overdøves af musikken. Jeg griber mig selv i at blive ført med af den halvsøvnige morgenstemning. Der er ikke noget, der ikke kan vente, fornemmelsen af at koncentrere sig om nuet og glemme alt andet er nærmest meditativ, og jeg mærker et ganske lille stik af misundelse. Det er de færreste jobs, hvor man kan starte dagen så blødt og stemningsfyldt. Forude venter dog mange timers hård arbejde for de unge dansere.

Efter morgentræningen er det Caddell, som har en baggrund hos New York City Ballet og Twyla Tharp, der underviser de kvindelige elever, en veritabel hær af unge piger, mens Marc de Bouays, der kommer fra Pariseroperaens ballet, står for mændenes træning. I modsætning til Caddell har han kun 9-10 elever. Ballet er stadig en kunstart, der tiltrækker langt flere kvinder end mænd. Hvor de mandlige elever her på sommerseminaret har et forholdsvist højt niveau med kroppe og bevægelser, der bærer præg af mange timers ballettræning, er de kvindelige elever en mere broget flok. En stor del har tydeligvis flere års balletundervisning bag sig, mens andre er langt mere famlende i deres trin, og et par stykker har slet ikke fysikken til at blive professionelle balletdansere. Hvorfor denne forskel mellem drengene og pigerne?

Alexander Stæger forklarer, at visse af eleverne udelukkende tager kurset, fordi de elsker ballet og gerne vil prøve kræfter med det, selvom deres interesse overordnet er mere akademisk end praktisk orienteret. Nogle studerer det måske på universitetet og vil gerne prøve på egen krop, hvad det vil sige at danse ballet, selvom de ikke har ambition om at blive professionelle dansere. Uanset hvad ens baggrund er for at deltage i sommerskolen, er kurset som udgangspunkt for alle, der har lysten og viljen til at følge med, uanset niveau.

Er det kun bøsser, der danser ballet?

Det forklarer det svingende niveau hos pigerne. Det påfaldende lille antal mandlige elever har til gengæld en mere pinagtig årsag. I den vestlige verden har ballet traditionelt været en kunstart, som mænd kiggede på, men sjældent deltog i. Den mandlige danser har i perioder været udskældt og anset for overflødig, og i klassisk ballet (med Bournonvillestilen som den store undtagelse) må manden for det meste træde i baggrunden og lade primaballerinaen få den største plads i spotlyset. Derfor kan det ikke undre, at de færreste drenge vælger at danse ballet, der især i Nordeuropa ikke anses for at være en ’maskulin’ sport på linje med for eksempel fodbold. Vælger man endelig ballet som dreng, er det typisk tilfældigheder, der vækker interessen, så som at følge en søster til balletundervisning eller blive spottet af en balletkyndig voksen, der opdager dansetalentet hos den lille purk. Derudover er det ingen hemmelighed, at ballet især tiltrækker homoseksuelle mænd, hvilket ikke ligefrem gør valget nemmere for en heteroseksuel dreng i en kultur, hvor mange (hetero)mænd der stadig er nervøse for at blive stemplet som feminine eller ’bøssede’.

Ifølge Fabian Volden, der startede med ballet som 13-årig og netop er blevet færdig med sin uddannelse på Norske Opera og Balletskole, bugner det ikke ligefrem med drenge på de skandinaviske balletskoler. Der florerer en del fordomme om, at ballet kun er for piger og bøsser, og derfor er det ikke en populær beskæftigelse blandt de fleste drenge. Selv startede Fabian med at danse hiphop, men blev af sin lærer overtalt til at prøve ballet, som han straks blev bidt af. Heldigvis er danseverdenen ikke helt uden forbilleder for balletglade drenge. I løbet af sommerskolen glæder Fabian sig især til at opleve mandlige undervisere så som den moderne danser Antoine Vereecken samt Alexander Stæger og Jean-Lucien Massot fra Den Kongelige Ballet, da de i hans øjne har en stærk og maskulin fremtoning. Generelt kan Fabian godt lide maskuline dansere, måske fordi det for ham personligt understreger, at ballet også har plads til det maskuline.

2.uge – danseglæde og traditionens tyngde

I kursets 2.uge viser det sig, at der er klare fordele ved at være blandt de få mandlige deltagere på sommerkurset. På grund af deres beskedne antal er drengenes undervisning mere intensiv, mens Bournonville-timerne på kvindernes side må deles op i to hold, og niveauforskellen mellem de enkelte dansere står tydeligt frem. På mandesiden synes undervisningen derimod mere at glide bedre, fordi eleverne er så få, og det generelle niveau er væsentlig højere.

Der er to kvindelige undervisere i Bournonville, de garvede danske dansere Gudrun Bojesen og Diana Cuni. De deler pigerne mellem sig og skifter gruppe fra dag til dag, så eleverne når at få begge lærere i tre af ugens seks arbejdsdage. De to undervisere erkender, at niveauforskellen er en udfordring. Gudrun Bojesen forklarer, at det ikke er alle pigerne, der har en professionel træning med i bagagen. Det er ikke i sig selv et problem, men, som hun fortæller, ”til gengæld skal vi passe på, at de ikke komme til skade, for vi har sat et ret højt niveau for hvad de skal kunne danse, når ugen er slut, for at trække de dygtige med.” Eleverne er dog generelt ved godt mod, indskyder Diana Cuni. ”Man kan se, at de synes det er sjovt, og at de gerne vil lære trinnene, selvom det måske er lidt teknisk svært i forhold til hvad de kan.”

De er begge enige om, at stemningen er rigtig god. Alle eleverne arbejder seriøst, og som lærer er man ikke nødt til at hive nogen med, som ikke gider. ”De giver rigtig meget,” fortæller Bojesen. ”De kommer over og spørger efter hver time – og nejer, det er vi ikke vant til,” griner hun.

Svær Bournonville

I timen øver både drenge og piger trin fra balletten Napoli. Selv for en ikke-danser som mig er det åbenlyst, hvor svære trinnene er at mestre, bevægelserne er bittesmå og hurtige, men skal samtidig virke lette og udføres glidende og elegant. ”Gør det let, ubesværet og sjovt,” formaner Alexander Stæger, der underviser drengene, mens han selv udfører trinnene med en kombination af lethed og perfekt kontrol. ”Trinnene er som en cirkel – brug energien fra det ene trin til at bevæge jer over i det næste. Lad være med at stoppe mellem trinnene.” De mandlige elever følger hans eksempel, og hurtigt bliver deres bevægelser mere flydende. Hos pigerne skal der kæmpes lidt mere. Diana Cuni belærer sine elever om at følge musikken og mærke trinnenes musikalitet, hvordan de netop er afpasset til musikken – et typisk træk ved Bournonvilles stil.

Bournonville er krævende at lære, selv for de elever, der har en professionel træningsbaggrund. 14-årige Quincy Conklin fra USA er én af disse. Hun startede med at danse som 4-årig og går nu på Carmel Academy of Performing Arts. Hun deltager i sommerseminaret på opfordring fra en af underviser hjemme i USA, og hendes mål er at forbedre sin positur og teknik såvel som at blive mere flydende i sine bevægelser. Bournonville er helt ny og anderledes for hende. Her skal hun fokusere både på fødder, overkrop og hoved, mens undervisningen derhjemme koncentrerer sig om hele kroppen men uden særligt fokus på de enkelte dele. Hun er dog glad for oplevelsen, især fordi man som pige bliver undervist på skift af Bojesen og Cuni, og på den måde får forskellige blikke på sin dans og de fejl, man uvægerligt begår undervejs.

At sætte ord på sin barndoms trin

Det er også en udfordring for de tre lærere at undervise eleverne i Bournonville. Både Gudrun Bojesen, Diana Cuni og Alexander Stæger er hjemmehørende i Den Kongelige Ballet, hvor Bojesen er solodanser og de to andre solister (både Bojesen og Cuni er siden gået på pension som dansere, red.), og har alle gået på Den Kongelige Balletskole. Stæger beretter, hvordan det er svært pludselig at skulle sætte ord på trin, som han selv har lært i så ung en alder, at det slet ikke er noget, han tænker over. Nu skal de forklares for unge dansere med en helt anden teknisk baggrund, hvilket kan være noget af en udfordring, fordi der er så mange små trin, som skal udføres i hurtig rækkefølge.

”Det var lidt nervepirrende at undervise i Bournonville i starten,” fortæller Stæger. Bournonville er en af verdens ældste balletstilarter, skabt til Den Kongelige Ballet af tidligere balletmester August Bournonville, der trods navnet var dansker. Som danser i Den Kongelige Ballet har man derfor en særlig forpligtelse over for den gamle danske ballettradition, som er en af de bedst bevarede på verdensplan og årsagen til, at den danske ballet nyder stor international anseelse. Derfor ligger der et stort ansvar i at videregive traditionen til nye generationer, også selvom det kun er gennem én uges undervisning.

Tunge miner og alvorsfulde belæringer er der dog ikke meget af i timerne. Som Stæger forklarer, at det netop handler om at videregive sin egen kærlighed til trinnene og teknikken. ”Noget af det jeg prøver at give videre, det er selve dansedelen i stedet for kun at fokusere på teknikken,” forklarer han. ”Det vil sige at de lærer det bløde flow og danseglæden, som jeg selv synes er en kæmpe del af Bournonvilletraditionen – hvis man kan få det med, så falder resten næsten på plads af sig selv”. Det er vigtigt at give sig hen til bevægelserne. ”Til træning bruger man uendelige timer på at benene skal være dér og dér og armen skal sidde her, det skal være perfekt, men når man så kommer på scenen, så skal der også være plads til, at man kan give slip, nyde øjeblikket og lade sig rive med.”

Også Bojesen og Cuni føler, at deres undervisning er præget af den tradition, de nu skal videregive, og tager ansvaret alvorligt. Man når ikke meget på en uge, men de to lærere håber begge, at eleverne gennem denne uges forløb får et grundlæggende kendskab til og færdighed i Bournonvillestilen.

Niveauforskellen blandt de kvindelige elever er nok den største udfordring for de to lærere, fordi grupperne er så store. De mener begge, at man fremover bør niveauinddele pigerne, ikke for at frasortere nogen, men for at alle kan få mere ud af undervisningen. De dygtigste kunne så få mere ud af de soloer, de nu skal lære, mens de piger, der ikke har en professionel baggrund, måske kunne få mere ud af et mere simpelt repertoire. Lige nu har det været lidt frustrerende at forsøge at lære trin fra sig til den store flok elever uden at vide, præcis hvor meget den enkelte reelt får ud af det.  Desuden er det en udfordring med at få de piger uden basale færdigheder med; for hvor starter man, hvis en elev ikke kan strække ben eller stå på tå?

Partnerskabets kunst

Om eftermiddagen i sommerskolens 2.uge er det tid til en kærkommen pause. Dog kun for pigerne. Efter timerne med Bournonville skifter eleverne til undervisning i Pas de Deux, eller helt basalt, hvordan man danser klassisk ballet med en enkelt partner. Det er en helt grundlæggende færdighed, som en balletdanser skal mestre, men på grund af den skæve kønsfordeling i balletskolerne kan det visse steder være en udfordring at få tilstrækkelig undervisning i Pas de Deux.

21-årige Chan Yuk Yin er en af de elever, der har oplevet problemet på egen krop. Oprindeligt fra Hong Kong søgte hun til London for at få balletundervisning og går nu på Rambert School of Ballet and Contemporary Dance. Her har eleverne kun timer i Pas de Deux en gang om ugen, og fordi der er langt flere piger end drenge på holdet, kan man som pige ikke altid være aktiv i timerne. Selvom samme problem gør sig gældende på sommerskolen, forsøger man at løse det. Pigerne bliver delt op i to hold, der på skift deltager i eftermiddagens undervisning. Drengene kommer samtidig på overarbejde – de skal deltage i undervisningen ad to omgange, så de fleste af pigerne får mulighed for at træne med en partner. 

Det hele styres af Jean-Lucien Massot, tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet. ”Matchmaker” kalder han sig selv halvt i spøg, da jeg fanger ham efter en undervisningstime. Han forklarer, at han starter undervisningen med at sætte eleverne sammen, dreng og pige, og lærer dem derefter gradvist trinnene en kendt Pas de Deux fra balletten Don Quixote. ”I starten er de sky,” fortæller han, ”men det overkommer de hurtigt. Man kan ikke være sky i den daglige træning, ligesom man heller ikke kan være genert på scenen.”

For Alberto og Fabian er Massots undervisning hårdt arbejde, for de skal træne dobbelt. Efter slutningen af 2.uge medgiver Alberto dog, at det også har været lærerigt. Timerne har givet ham mulighed for at øve med og tilpasse sig flere forskellige partnere, og det er en nødvendig færdighed i professionelle dansekompagnier. Ved at træne med forskellige partnere finder man ud af, hvordan den enkelte pige bevæger sig, og hvordan man tilpasser sine egne bevægelser til hendes.

3.uge – divadansere og fantasikjoler

Den sidste uges morgentræning er delt mellem fransk Cristine Camillo og engelske David Peden. Her i slutningen af sommerskolen synes en del at være faldet på plads for eleverne. Trinnene udføres med større sikkerhed, og mange af de unge dansere udviser langt større overskud i deres teknik. Der er dog stadig noget at lære. 

Underviserne er tydeligt forskellige fra tidligere uges lærere. Camillo er meget fransk, værdig og elegant, mens Peden er jovial og joker konstant under træningen. Samtidig kræver han dog en hel del af sine elever. En af dem er Quincy, der bliver rettet, da hun skal udføre en serie trin. ”Quincy, du skal svæve!” udbryder han, og spørger hende dernæst, hvad hun har på. Lidt forlegent svarer hun, at hun er iført træningstøj. ”Keedeligt!” siger han højt. ”Hvad med en balkjole? En lang, svævende kjole. Hvilken farve har den?” ”Lilla,” svarer Qunicy, stadig lidt genert, men nu med på legen. ”Lilla, godt. Hvad med smykker? Har du en halskæde på?” Sådan bliver han ved, indtil Quincy i både sin egen og vor andres fantasi er helt forvandlet som en anden Askepot. Samtidig er hendes smil blevet større, og hovedet holder hun højere end før.

Heste er aldrig generte

”Hvad er I?” spørger Ann Reinking ud i luften.

”Fantastiske!” råber eleverne i kor.

”Der er ingen generte heste, og der er ingen generte stjerner,” formaner den aldrende Broadwaystjerne med tyk amerikansk accent. En halv time inde i hendes første undervisningsdag er Reinking i fuld gang med at forvandle de generte elever til flamboyante showdansere. Som tidligere muse for den legendariske jazzkoreograf Bob Fosse skal Reinking undervise eleverne i showdans. Sammen med sin medunderviser, musicalkoreograf og tidligere danser Gary Chryst, der har en fortid inden for både klassisk ballet og moderne dans, skal hun lære de unge dansere trin fra Fosses værker. 

Reinking begynder sin første undervisningstime med at få eleverne til at agere heste. Én for én forvandler hun dem til storslåede, vrinskende pragtdyr, og trin for trin lærer hun den jazzede koreografi fra sig. Bevægelsessproget er langt fra klassisk ballet, men én ting står klart: selvom trinnene og genren er helt anderledes, er hovedprincippet det samme. Selvtilliden skal være på plads, og det er Reinkings første formaning. Eleverne skal ikke blot føle sig på toppen, de skal være på toppen, være fantastiske, føre sig frem. De skal være stjerner i deres eget hoved og krop, før de kan blive det på scenen.

Reinking er selv en stjerne, om end måske lidt falmet og skrøbelig med årene. Hun er dog begejstret for at undervise på RDB Summer School. Eleverne kan hun næsten ikke rose nok, da jeg taler med hende ved ugens slutning. Hun er imponeret over, hvor seriøst de har knoklet, selv ind i de søvnige eftermiddagstimer, til trods for et tætpakket program med undervisning fra tidlig morgen og (som oftest) til sen aften. Hvad de har klaret på tre uger er utroligt, mener hun. De forskellige dansestile, som de er blevet undervist i, er så specifikke, så svære at udføre, men eleverne har alligevel formået det. ”Jeg overværede nogle af deres soloer, og det jeg oplevede var stort. De kunne klare det, men det var også finessen i deres udøvelse, og det faktum at de ville det. Hvis en elev vil det, så vil han eller hun arbejde på det, indtil de kan det. Og der var ikke én af de her unge, der ikke ville det. De har den passion der skal til,” fortæller hun, tydeligt rørt.

Løn for hårdt arbejde

De tre ugers hårde arbejde bliver belønnet på kursets sidste dag. Her modtager fem af eleverne Bartholins legat, der er en pris til de elever, som i særlig grad har udmærket sig med deres gå-på-mod og store indsats i løbet af sommerskolen. Belønningen er gratis deltagelse i næste års sommerskole. Alberto og Quincy er blandt de heldige, og da jeg møder dem senere på dagen, er de forståeligt nok lutter smil. Undervisningen er slut, men forude venter afslutningsforestilling, hvor eleverne skal fremvise uddrag fra det repertoire, de har lært i løbet af de sidste tre uger. Det foregår som en gratis, offentlig forestilling på Skuespilhusets Lille Scene.

Quincy og Alberto glæder sig begge til afslutningen, men er samtidig lidt triste over, at sommerskolen er forbi for denne gang. De har været glade for underviserne, og især for Quincy har det været en oplevelse for første gang at danse og modtage undervisning uden for USA. Det har også været hårdt. Hver uge er undervisningen blevet sværere og mere udfordrende, især Jazz Repertoire med Reinking og Chryst samt og Pointe Class med Cristine Camillo har budt på teknik, der var krævende at lære, synes Quincy. Alberto er enig, men mener at det er blevet gradvist hårdere gennem uge 2 og 3, fordi musklerne har arbejdet sig trætte og ikke har haft tid til at hvile. Nu bliver der tid til at holde pause og slappe lidt af. Men til gengæld kan begge de unge dansere se frem til næste års sommerkursus. Deres plads er allerede sikret, og hverken Quincy eller Alberto er i tvivl om, at de vil vende tilbage til København og RDB Summer School.

Efterskrift: Efter det første års sommerskole valgte ledelsen at udvide sommerskolen. Kurset var meget efterspurgt allerede i 2014, men niveauet var ujævnt, og derfor valgte man i 2015 at oprette et Elite Program for elever, der har gået på professionelle balletskoler. Der blev krævet audition for at kunne deltage i programmet, der løb sideløbende med det almindelige kursus. Derudover blev sommerskolen udvidet med en uges seminar for balletinteresserede børn i alderen 9-12 år, med det formål at åbne teatret op for danske børn og lade dem prøve kræfter med dansens verden i Det Kongelige Teaters rammer. Udover balletundervisning har børnene modtaget undervisning i blandt andet rytmik og ballethistorie, fået rundvisning på Gamle Scene og set balletfilm. I år har der været 50 elever fordelt på to hold, mens der til sammenligning er plads til 120 elever på den almindelige sommerskole. Børnekurset blev meget hurtigt udsolgt, og vil derfor højst sandsynligt blive udvidet i 2016. Sommerkurset for børn har kørt fra 27.juli-1.august, mens den almindelige sommerskole kørte fra 13.juli-1.august med 185 elever fra 23 forskellige lande. I år blev RDB Summer School således afsluttet med hele to afslutningsforestillinger for at få plads til de mange elever samt efterkomme den store publikumsinteresse. 

Sensommerdans i en regnvåd måned

Foto: Costin Radu

Så fik jeg langt om længe sneget mig til at skrive et nyt indlæg. Desværre står bloggen lidt stille her i sommermånederne, da jeg har været travlt beskæftiget med den kedelige tjans at arbejde for føden. Af samme årsag har jeg måtte skære voldsomt ned på de kulturelle aktiviteter, og så er der jo knap så meget at skrive om. Så jeg beklager den stedmoderlige behandling, som I, kære læsere, må udsættes for i disse måneder. Jeg kan kun håbe, at I, i modsætning til mig, har vendt den koldhjertede danske sommer ryggen og søgt mod varmere himmelstrøg.

Skulle der tilfældigvis være enkelte uheldige sjæle, der som jeg sidder fast i det blæsende og regnkolde København, så fortvivl ikke. Der er heldigvis stadig en del sommeraktiviteter, der ikke er afhængig af en temperatur på over 25 grader.

I år har jeg selv valgt at slå vejen forbi Bellevues sommerballet, hvor Alexander Kølpin tager en litterær klassiker under behandling. Vladimir Nabokovs Lolita er stadig kontroversiel den dag i dag, selvom man skulle tro at vi for længst var kommet videre fra censur og den slags pjat. Selvfølgelig er pædofili et ømtåleligt emne, hvilket blandt andet forfattere som Karl Ove Knausgård på det seneste har erfaret, men kunstens ærinde er først og fremmest at skrabe i hverdagens pæne overflade og blotlægge de sandheder, vi som samfund og individer ikke vil vedkende os.

Lolita er et interessant, og, forestiller jeg mig, svært forlæg for en ballet. For én ting er selve historien: en mand der uigenkaldeligt, uhelbredeligt er tiltrukket af purunge piger, 'smånymfer' som han kalder dem. De piger, der er på vej ud af barndommen, men endnu ikke er blevet opslugt af puberteten. Nabokovs bog er dobbelttydig, og mange har i tidens løb misforstået den fuldstændigt. Den er blevet set som en retfærdiggørelse af forhold, der i vore dage kun kan betegnes som pædofile, og for visse mennesker har bogen endda vendt den typiske rollefordeling i den slags forhold (barnet som offer, den voksne som forføreren/forbryderen) på hovedet. Det er dog alt for simpelt at tolke pigen, den kun 12-årige Dolores, som den ansvarlige i forholdet.

Det, der gør Nabokovs roman så interessant, så tidløs, er netop den drømmende skildring af forholdet mellem en voksen mand, Humbert Humbert (et pseudonym) og Lolita. Fortælleren, der er aldeles upålidelig, forfører læseren med sin skildring, så man ender med at leve sig ind i og forstå Humberts intense lidenskab for og besættelse af pigen, frem for at gennemskue, hvad der virkelig er på spil mellem de to hovedpersoner. Som læser drages man fuldstændig ind i fantasien, og det bliver efterfølgende meget svært at ryste oplevelsen af sig. Når jeg genlæser et objektivt handlingsresumé (kan blandt andet læses på Wikipedia), bliver jeg næsten chokeret over, hvor helt igennem rædselsfuldt hovedpersonen Humbert opfører sig. Lolita er en fantasi, der lyver, skjuler og forfører læseren til at overse, at man reelt er vidne til seksuelt misbrug.

Hvordan oversætter man dét til en ballet? Jeg har virkelig ingen anelse, men Kølpin har allieret sig med tidligere solodanser Mads Blangstrup, og Lolita danses/spilles af Den Kongelige Ballets unge håb, Ida Prætorius, som jeg selv var temmelig begejstret for i sidste sæsons Svanesøen, så helt skidt bliver det nok ikke.

Lolita spiller fra 13.-29.august på Bellevue Teatret.

Koreografer kæmper i Dansehallerne

Foto: Costin Radu

Hvis man som jeg går lidt mere end almindeligt op i dans som scenekunst, er der to begivenheder, man bør stikke hovedet forbi her i august. Den første er Copenhagen International Choreography Contest, også kendt som CICC, der finder sted den 7.-8.august.

CICC blev startet af to dansere fra Den Kongelige Ballet, Constantine Baecher og Cédric Lambrette, der savnede en platform, hvor nye koreografer kunne fremvise deres værker for et større publikum, et sted hvor de kunne komme i kontakt med indflydelsesrige personer fra den europæiske danseverden og møde ligesindede. Af denne idé blev Københavns internationale koreografikonkurrence født. Konkurrencen har eksisteret siden 2008, og tilstrømningen er vokset stødt i årenes løb. Efter en del år på Stærekassen og med lån af lokaler fra Den Kongelige Ballet, er CICC nu flyttet til Dansehallerne og derved tættere på sit egentlige publikum. CICC præsenterer nemlig først og fremmest nye værker af fremadstormende, omend stadig forholdsvis ukendte koreograftalenter, der ligger langt tættere på moderne samtidsdans og eksperimenterende danseformer end på klassisk ballet.

Jeg fulgte selv konkurrencen sidste år og var imponeret over det høje niveau, især hos vinderen, israelske Idan Sharabi, der mixede hjemlængsel, nostalgi og Joni Mitchell med finurlige voice overs og et flydende, plastisk bevægelsessprog, der tilsammen skabte en intelligent diskussion om tilhørsforhold og begrebet 'hjem'.

I år kan man dels opleve ni værker fra Europa, USA og Taiwan, der konkurrerer om juryens og publikums gunst, såvel som en gallaaften, hvor tidligeres års vindere fremviser nye og gamle værker.

Læs mere om CICC 2015 her.

Koreografifestival i HUSET KBH

Foto: HAUT

En nyere, men ret ambitiøs dansefestival, er HAUTs Young Choreographers. Siden HAUT åbnede sidste år som en ny, åben scene i HUSET KBH, har ledelsen arbejdet på at fremvise ung og nytænkende scenekunst fra den københavnske undergrund. Selv var jeg ret vild med en af HAUTs allerførste forestillinger, THEN I WAS LIKE, og selvom jeg ikke har nået at opleve de efterfølgende forestillinger på HAUT, har jeg fulgt dem løbende, og deres ambitioner er ikke til at tage fejl af.

Young Choreographers er et koncept, der løbende skal præsentere et dansk danseinteresseret publikum for nye koreograf- og dansetalenter fra ind- og udland. Den 26.-29.august udmunder det i en fire dage lang festival, der byder på både forestillinger, debat og fest for og med publikum.

Læs mere om Young Choreographers her.

Feberdans og vilde rytmer – weekendens must see

Foto: Arthur Köstler.

I denne omgang får du ingen dybdeborende analyser, men dansen er stadig i fokus. Månedens indlæg handler helt basalt om, hvad du bør se denne weekend, i tilfælde af at du kan rive sig væk fra den lækre forårssol. Jeg lover, at den tid, du tilbringer i teaterrummets mørke, vil være det værd.

Feberhavnen

Egentlig er dette indlæg blot et forspil til en længere artikel om forårets vildeste teateroplevelse, som senere på året vil blive udgivet på VINK, hvor jeg nu slår mine folder som teaterredaktør og skribent. Dette er derfor blot et hurtigt snapshot, skrevet i de sidste dage inden Feberhavnen tages af plakaten. Det er således sidste chance for at se stykket, og jeg vil opfordre enhver teaterelsker til at slå et smut forbi A-salen på Gamle Scene. Forestillingen har længe været udsolgt, men hvis man kommer i god tid og er tålmodig, er der en chance for, at man alligevel bliver lukket ind. Som noget helt exceptionelt kan man nemlig på dagen blive skrevet på en venteliste i tilfælde af, at nogle af billetindehaverne ikke dukker op. Chancen er ikke stor, men den er der, og forestillingen er helt klart umagen værd.

Hvorfor? Fordi Feberhavnen er skør og mærkelig på den fede måde. Man bliver medspiller i dette sindsforstyrrede univers, der er en blanding af ballettime på speed, Paradise Hotel og Game of Thrones, tilsat en knivspids The Walking Dead. Det ville ikke give mening at lave en regulær anmeldelse eller blot en gengivelse af ’handlingen’, der skifter fra aften til aften, styret dels af tilfældige valg, dels af performernes interaktion med og reaktion på det skiftende publikum. 

Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg tog ind og oplevede forestillingen, blandt andet fordi stykket er skabt af Signa og Arthur Köstler, bedre kendt som SIGNA, den berygtede kunstnerduo der stod bag Salò, det meget omtalte, meget kontroversielle performanceværk fra 2010. Mest af alt var jeg nysgerrig efter at opleve, hvordan et stykke performanceteater ville fungere med balletdansere i hovedrollerne. Jeg var ikke begejstret for sidste sæsons I Føling, der også var resultatet af et samarbejde mellem Corpus og en anerkendt iscenesætter fra skuespillets verden, dengang Christian Lollike. Først og fremmest synes jeg ikke, det var vellykket at lade danserne fremsige replikker, især ikke når det skulle foregå på landets nationalscene. Det blev kunstigt amatørskuespil fremført af stemmer, der tydeligvis ikke var vant til at tale til et publikum og derfor manglede gennemslagskraft og stemmestyring.

A-salen kan dog et eller andet, som Skuespilhusets Store Scene ikke formår. Opdelt i 12 små rum, såkaldte ’huse’, er scenen i SIGNAs scenografi hjemsted for forhutlede balletdansere, der gennem dansens forjættende kraft tilbyder den sidste kur mod en altødelæggende feber, fremtidens svar på pesten, den ’sorte død’ der var menneskets svøbe i middelalderen. Dette er den fabulerende præmis for forestillingen, og A-salens klejne størrelse bliver en gevinst frem for en hindring. SIGNA, der ellers er vant til at arbejde i utraditionelle scenerum af meget større omfang, har formået at bruge rummets størrelse til at skabe en næsten klaustrofobisk intimitet, smuk og fordærvet præcis ligesom de 18 balletdansere.

Det er ikke klassisk ballet, man her får præsenteret, med danserne i ophøjet, kold perfektion, traditionelt hævet over publikum. Her kommer man i stedet helt tæt på, danserne fejler, sveder, græder og må danse til de segner. Her er både intriger, smerte, sex og rigeligt med ublufærdig nøgenhed. Det var forfriskende at opleve, fordi danserne fik lov til ikke blot at danse, men også spille røven ud af bukserne, nærmest bogstaveligt talt. De formåede at skabe fuldblodskarakterer, som var troværdige, også når de var aldeles over the top. Herlig var for eksempel den bitchede Elaine (Emma Håkansson), mens den overdrevet bøssede Karl (Cédric Lambrette) var en godbid, og Kate (Stephanie Sahlgren) en nuttet og uskyldig lillepige. 

Alligevel undgik forestillingen at blive et klichéoptog, måske fordi man blev overdynget med detaljerede sanseindtryk og baggrundshistorier, der tydeligvis var gennemtænkte og grundigt indøvede. Det gjorde universet troværdigt, selvom det var svært at blive 100% opslugt – dertil var plottet trods alt for sært og urealistisk, og den gennemgående galgenhumor blokerede til en vis grad for indlevelsen. Visse ting var simpelthen så sjove, at jeg som publikum selv skulle kæmpe for at blive i legen. For Feberhavnen er først og fremmest leg. Jeg har en stærk mistanke om, at både dansere og skuespiller har haft det afsindigt sjovt, mens de i fællesskab fandt på historierne og udviklede deres karakterer og de forskellige plots.

Mine favoritkarakterer var nok Holly (Carling Talcott), den underkuede og kærlighedshungrende ballerina i hvis hus jeg startede min rejse gennem den feberhærgede verden, og King Luck (Arthur Köstler), den temmelig gale krigsherre der herskede over danserne og deres tjenere. Hans fascination af ballet var for længst kammet over i rendyrket dansefetichisme, hvilket skabte mange underholdende optrin, når han greb fat om ballerinaernes sko, kælede for lægge eller arme og generelt opførte sig temmelig forstyrret.

Feberhavnen spiller lørdag den 16.maj kl.12 og søndag den 17.maj kl.12 i A-salen. Læs mere her.

Foto: Henrik Stenberg

Take Four

Udover SIGNAs konceptteater kan man sagtens opleve dans under mere klassiske former, og her vil Take Four være et godt bud. Den Kongelige Ballet har inviteret 4 koreografer til at skabe værker til kompagniet, og resultatet en håndfuld blandede bolsjer, der samlet giver et godt bud på moderne ballet i meget forskellige afskygninger. Jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på forestillingen, og resultatet var ret fint, selvom det føltes meget sært at overvære dans under helt traditionelle former efter en tur igennem den syrede Feberhavnen.

Mine favoritter var dels Sebastian Kloborgs Strangers, der havde meget på hjerte og var iført et smukt, formfuldendt trinsprog med en bismag af mesterkoreografen Kylian (se tidligere artikler her og her), dels Alessandro Sousa Pereiras KRASH, der var vild, rytmisk og inciterende. Ida Prætorius, der efter Svanesøen helt klart er værd at kigge på, fangede øjet som ene, seje kvinde i et hav af mænd i KRASH, mens jeg generelt bare var vild med hele holdet i Strangers. Liam Scarletts Viscera bød også på fine trin med indbydende musikalitet, selvom dens Balanchine-agtige tone ikke helt er min smag. Adam Lüders’ Schubert Pas de Deux virkede til gengæld stift kedelig og faldt igennem i forhold til de andre. Måske kan den reddes inden premieren, men ellers gør Kloborg, Scarlett og Pereiras værker, at Take Four i det store hele er særdeles seværdig.

Take Four har premiere lørdag den 16.maj på Skuespilhusets Store Scene og spiller frem til 23.maj. Læs mere her.

TIME WOKE UP IN DARKNESS

CPH Stage er knap en måned væk, og selvom jeg endnu kun har haft tid til et overfladisk kig på programmet, har jeg allerede sat kryds ved én bestemt forestilling: TIME WOKE UP IN DARKNESS er en blanding af liveanimation, skyggespil, musik og animationsfilm, og er et samarbejde mellem Viborgs The Animation Workshop og teatret Carte Blanche. Som hardcore animationsfan er jeg ret nysgerrig efter at se, hvad der er kommet ud af dét samarbejde – og så er titlen bare fed nok til, at jeg lige må kigge forbi og opleve, hvad den dækker over.

TIME WOKE UP IN DARKNESS (ANDE WALKED ACROSS THE ROOM) spiller på Teaterøen fra 6.-13.juni. Læs mere her.

Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan

Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.

Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.

Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.

Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.

Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.

Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.

Nye tider på bloggen

Det er på sin plads at komme med en indrømmelse: K for kultur vil de næste mange måneder køre på lavt blus med ganske få indlæg, og desværre kan jeg ikke love (selvom jeg vil bestræbe mig på det), at jeg kan skrive et indlæg en gang om måneden. Det skyldes akut mangel på tid, hvilket igen skyldes, at jeg har fået travlt med nye udfordringer.

I januar blev jeg headhuntet til en stilling som teaterredaktør på kultursitet VINK, hvor jeg fra nu af vil slå mine folder som både skribent og redaktør. Målet er at fortsætte mit arbejde på K for kultur, blot i større format. Det skal ikke være en hemmelighed, at denne blog er frygtelig afhængig af, at jeg har tid nok til både at opleve og skrive om tilstrækkeligt mange kulturbegivenheder til at det bliver interessant for jer læsere. Desværre har jeg aldrig haft tid nok til at skrive om alt det, jeg gerne ville. Det har længe været min overbevisning, at de mere skæve, alternative og ukendte lag af dansk kulturliv slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Det første skridt til at ændre dette har for mit vedkommende været at fremdrage de ting, som jeg selv syntes var spændende i kulturlivet, hvilket har resulteret i en blanding af anmeldelser, essays, forbrugerguides samt et enkelt interview.

Jeg har dækket det, jeg kunne overskue, og samtidig levne plads til at have et liv med arbejde, familie, venner og andre kreative projekter. Men det har aldrig været mere end en dråbe i havet. I januar fik jeg så et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, nemlig at blive en del af en stor, broget redaktion af kulturentusiaster, der arbejder hårdt for præcis det samme, som jeg hele tiden har forsøgt - nemlig at formidle de mere brogede, alternative sider af Københavns kulturliv til en større offentlighed. Jeg har fået muligheden for at bygge VINKs teatersektion op, så den kan blive et reelt alternativ til de mange mere eller mindre seriøse kulturblogs (heriblandt min egen) samt de etablerede mediers dækning af scenekunst, der trods penge og dygtige kræfter har tendens til at fokusere mest på det 'sikre', dvs. det etablerede mainstreamteater.

Mit mål med arbejdet for VINK bliver at sætte fokus på netop det knap så kendte og kommercielle, at fortsætte med at skyde med skarpt efter etablerede kulturinstitutioner og -personligheder, samt fremdrage de initiativer og mennesker, der måske ikke får så meget opmærksomhed som de fortjener i forhold til kvaliteten af deres arbejde. Er dette en naiv målsætning? Overdrevet idealistisk? Måske, men jeg mener, at målet aldrig bør være at blive den mest populære stemme, medmindre man går direkte efter penge og indflydelse.

Mit arbejde på VINK vil desværre tage tid fra bloggen her, eftersom mit arbejde dér i høj grad vil overlappe mit arbejde på K for kultur. Sådan må det være, men det betyder ikke, at jeg helt vil droppe denne blog, som er og bliver min baby. Så længe jeg kan se pointen i at beholde denne stemme og det frirum, som denne blog giver mig, vil jeg fortsætte. Det næste stykke tid skal jeg bruge på at finde ud af, hvor mange ressourcer jeg skal bruge på mit arbejde som teaterredaktør, og hvad kernestoffet på K for kultur egentlig bør være. Anmeldelser og større artikler fra min hånd vil I fremover kunne finde her, hvor jeg har ansvaret for den redaktionelle linje og derfor bestemmer, hvad der skal skrives om af scenekunst. De af jer, der har været glade for mine mange indlæg om teater og dans, kan med fordel følge med på VINK. Jeg har allerede lavet to anmeldelser for sitet, én fra Dansehallerne og én fra Betty Nansen. Næste artikel, en anmeldelse af Sneskud teaterfestival, er lige på trapperne, og vil sandsynligvis blive fulgt op med en kommentar til Den Kongelige Ballets helt store forestilling i denne sæson, nemlig Svanesøen.

Derudover kan man stadig følge min anden, mere litterære blog, Fantasma, og som noget nyt kan jeg nu også findes på Instagram, hvor jeg som @agnethepoulsen vil poste billeder fra en kulturel hverdag, blandet med øjeblikspoesi og tekster fra Fantasma. Jeg forsvinder derfor ikke, men bliver blot synlig på anden vis.

Tilbage er kun at sige: det har været sjovt og lærerigt, og jeg håber, at I stadig vil hænge på, selvom der måske bliver lidt langt mellem snapsene herinde. Som plaster på såret håber jeg at kunne udgive et nyt indlæg meget snart, denne gang en guide til forårets teaterforestillinger, som altid aldeles subjektiv, selektiv og kræsen.

På gensyn!

Et (forhåbentligt) sidste ord om ytringsfrihed

Tegning: Roald Als

Foråret er på vej, og heldigvis for det, når vinteren har budt på gråvejr, gråvejr og diverse skyderier i ind og udland samt hvad dertil følger af mediesvælgen i alt, hvad der kan drejes over i retning af terrorisme, etniske minoriteter, religion osv. Jeg deltog selv i hylekoret for en kort stund i januar, og det står jeg ved, for jeg finder stadig, at massakren i Paris var et forsøg på at undertrykke ytringsfriheden, og diskussionen om frihed til at ytre sig er relevant for os alle sammen, nu mere end nogensinde.

I dag er det ikke længere en selvfølge blandt menigmand, at man må sige og gøre hvad man vil. Og ja, selvfølgelig bør man ikke sige og gøre hvad som helst, men det er alligevel værd at tage med i betragtningerne, at herhjemme kan både DF'ere og en vis digter med palæstinensisk baggrund komme med særdeles grove, stødende og decideret personkrænkende ytringer uden at blive sat i fængsel, tortureret eller dræbt. Så kan vi andre vælge at trække på skulderen af dem, kalde dem idioter eller svare igen med lige så tåbelige kommentarer, men der er nu stor forskel på, om man svarer med ord eller med kugler.

Politiker Özlem Cekic opsummerer det ret godt i en kronik i Politiken, som også kan læse på hendes egen blog. Dette er et af de mere fornuftige indslag i debatten, i modsætning til Herbert Pundiks pseudohistoriske tåbeligheder og Birthe Rønn Hornbechs utidige og temmelig naive forståelse af ytringsfriheden. For ikke at tale om Yahya Hassans forsøg på at opretholde sin position som klassens frække dreng ved at svine sociolog Henrik Dahl og forfatter/anmelder Kristian Ditlev Jensen til på Facebook - et mediestunt, der tilsyneladende skulle vende hele diskussionen om ytringsfrihed på hovedet.

Hassans pointe var sådan set klar nok, når han stillede spørgsmålstegn ved, om det virkelig skulle være værre at fremstille en person som nazist end som jihadist, og samtidig førte debatten om retten til at håne, spotte og latterliggøre ud i sin yderste konsekvens ved simpelthen at sende verbale spytklatter i retning af kendte mediefolk som Dahl, Ditlev Jensen og Mads Brügger. Desværre overså Hassan som de fleste andre (hvilket Cekic ikke gjorde), at der er en verden til forskel på at reagere med hån og reagere ved at tage maskingevær i hånden og gå ud og meje folk ned. Endnu mere desværre (for Yahya Hassan altså), var der vist ikke rigtigt nogen, der blev specielt sure over hans forsøg på at fornærme folk. Et par aviser prøvede at stille spørgsmålstegn ved, at Gyldendal ønsker at bruge ham som redaktør, og forsøgte at piske en stemning op ved at berette, hvordan debatten ligefrem "raser" på Facebook. Men som de fleste ved, 'raser' debatten i forvejen på Facebook om selv de mest ligegyldige småting, så dette er næppe en god indikator for, hvorvidt Hassan reelt havde testet grænserne for ytringsfriheden. I stedet har han om noget bekræftet, hvad ytringsfrihed egentlig gør ud på.

Selv Henrik Dahl, der havde det lidt svært med ytringsfriheden, da et par boganmeldere benyttede sig af den (og samtidig passede deres job) ved at nedrakke hans roman, tog Yahya Hassans eder og forbandelser ganske roligt. For som han selv sagde, "folk har ret til at sige åndssvage ting."

Til dette kan kun tilføjes et "Amen" og en opfordring til, at vi alle bliver ved med at sige med at sige åndssvage ting. For hvor ville verden blive et kedeligt sted, hvis vi alle sammen (også Yahya Hassan) kun måtte gå rundt og sige pæne, korrekte, ikke-stødende ting til hinanden? For eksempel ville vi aldrig få videoer som denne her igen:

Suis-je Charlie?

Egentlig havde jeg for flere dage siden forberedt et passioneret indlæg om ytringsfrihed og danske mediers fejhed (ingen nævnt, ingen glemt, Politiken!) både før og efter terrorangrebet/massakren i sidste uge.

Ytringsmod vs. æstetisk sans
Men jeg gik hurtigt død i det. Dels fordi jeg i kølvandet på sidste uges terrorangreb og den efterfølgende debat følte, at jeg i ytringsfrihedens hellige navn havde pligt til at overplastre min blog med billeder fra Charlie Hebdo og de famøse Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten, og det gik hurtigt op for mig, at det havde jeg faktisk ikke lyst til. Ikke så meget på grund af frygt for repressalier (selvom det selvfølgelig spiller en rolle - hvem pokker har lyst til at få et par skudhuller i brystet eller bare en rask lille bombe smidt ind af vinduet på grund af nogle dumme kruseduller?), men fordi jeg ved nærmere eftertanke faktisk synes, at især Charlies tegninger var lidt for grimme. For det er de jo, grimme og vulgære, nogle gange sjove, nogle gange så indforståede, at man nok skal have opholdt sig lidt længere i Frankrig eller fulgt lidt bedre med i de franske medier generelt for at fatte pointen.

Derudover fandt jeg, at massakren på blot en uge er blevet så grundigt beskrevet helt ned i de mindste, grufulde detaljer, så diskuteret, promoveret og tegnet, at der ikke er mere at sige. Alt er sagt, og hvis jeg kommer med flere pip eller viser flere satiretegninger, efteraber jeg bare alle de andre medier, der sandsynligvis er langt bedre inde i stoffet og langt mere kvalificerede til at have en mening end en lille, nørdet kulturblog.

Hvornår er man Charlie?
Er jeg Charlie? Det, kære læsere, har jeg faktisk ingen anelse om. Jeg vil gerne være solidarisk, og selvfølgelig tilslutter jeg mig ytringsfrihed og retten til at håne, pege fingre og ramme aldeles ømme punkter hos folk uanset politisk og religiøst ståsted. For det er hele pointen med satire. Men jeg er ikke selv satiretegner, og selvom jeg kan være kritisk, er jeg det nok snarere på en smal, indadvendt måde - jeg vil hellere svinge pisken over kunstnerne selv og kulturens institutioner end over dem, de forsøger at ruske op i eller ramme. Simpelthen fordi jeg har mere forstand på kunst end på samfundsforhold. Så hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke helt, jeg fortjener at kalde mig Charlie.

Derfor vil jeg i stedet bruge dette indlæg på at hylde en person, der rent faktisk er Charlie: skarp, sjov og frem for alt forbandet modig, også selvom tegneren af åbenlyse grunde holder fast i sin anonymitet.

Jesus and Mo er en af de bedste webtegneserier der findes, og satiren er dugfrisk og intelligent. Her handler det ikke om at provokere, men på spidsfindig vis at udstille religiøse fordomme, dobbeltmoral, selvmodsigelser og generelle dumheder. Samtidig kan man ikke lade være med at holde af de to kødhoveder, Jesus og Profeten Muhammed (dog i form af en 'body double', da den ægte profet jo døde for mange århundreder siden). Tegneren af serien har været i gang siden 2006, og han (eller hun?) er om nogen indbegrebet af udfordrende, skarpsindig satire. Læs den, og hvis du allerede kender serien, så genlæs den. Charlie Hebdos skæbne er uvis, nu hvor avisen har mistet så mange gode kræfter, men Jesus and Mo lever i bedste velgående.

Seneste stribe i kølvandet på Charlie-massakren

Den der ler sidst... Eller?
Men sært er det, at forskellige kulturer reagerer forskelligt på det, de opfatter som uundskyldelige krænkelser. I december var den store nyhed cyberangrebet på filmselskabet Sony Pictures, et angreb der unægteligt var langt mere gennemtænkt og sært elegant end blodbadet i Paris. Et hackerangreb, der voldte økonomisk skade og blotlagde ømme punkter som eksempelvis interne e-mails, der var pinlige at få offentliggjort. The Interview blev alligevel vist, og både hackerangrebet og terrortruslerne fra hackergruppen Guardians of Peace har uden tvivl sikret filmen langt større omtale end den ellers havde fået, samt en plads i filmhistorien, som den ifølge mange filmanmeldere ikke helt havde fortjent, hvis man skal dømme efter filmisk kvalitet.

Spørgsmålet er, hvad der i sidste ende har størst effekt: at myrde de mennesker, som man føler sig krænket af, eller at udsætte dem for økonomisk og politisk pres. For selvom The Interview har betydet masser af omtale for filmselskabet (og al omtale er vel god omtale, siges det), har omkostningerne måske været for store. Filmen kostede i omegnen af 44 millioner dollars at producere, men salgstal fra starten af januar viser, at filmen endnu ikke havde tjent disse omkostninger ind igen. Den kan sikkert nå det endnu, men spørgsmålet er, om Sony eller andre filmselskabet vil vove forsøget en anden gang? Er omtalen bøvlet værd?

Sammenlignet med terrorangrebet på Charlie Hebdo har Nordkoreas hackere vist, at de følger med tiden. Når man direkte går ud og myrder en række mennesker (heriblandt en trosfælle i form af en muslimsk politimand), er det vel tvivlsomt, hvor meget sympati man får, ud over fra de mest rabiate folk fra egne rækker. De ansvarlige for massakren slap ikke med livet i behold, og resultatet er indtil videre en risiko for større mistro over for muslimske mindretal, større tilslutning til højre-orienterede, nationalistiske partier og politiske ledere, der i højere grad end før vil søge at slå ned på alt, hvad der lugter af IS, Al Qaeda og hjemlige muslimer med lidt for stor sympati for radikale fortolkninger af Islam. Plus en stor distribution af de famøse, såkaldt blasfemiske tegninger over store dele af verden.

Derimod er der ingen, der er kommet efter Guardians of Peace eller for dens sags skyld Nordkoreas leder, der er mistænkt for at stå bag cyberangrebet på Sony. Intet er bevist, og Kim Jong-un sidder endnu nogenlunde trygt på sin trone.

Så hvem ler sidst og bedst?

PS. Jeg synes alligevel, at Charlie Hebdo fortjener lidt opmærksomhed, nu hvor jeg udnytter angrebet på avisen til at kaste lidt shine over på alt muligt andet. Så her følger en af de få avisforsider, hvor jeg både kunne relatere til konteksten og faktisk fandt tegningen både sjov og sand - især når man tænker på de cons (fransk for røvhuller/idioter), der til ære for deres profet myrdede en masse mennesker.

PPS. For at det ikke altid skal handle om vestlig nedrakning/satire af anderledes tænkende, får I lige et klip fra Team America: World Police - en af de sjoveste filmsatirer over amerikansk kultur, produceret af South Park-skaberne Trey Parker og Matt Stone. Selvom den har mere end ti år på bagen, er den stadig vulgær, ulækker og virkelig morsom. Velkommen til 2015!