Anmeldertæv eller tæv til anmelderen?

Den forurettede forfatter

Hvad må man overhovedet skrive som anmelder i dag? Siden jeg med denne blog tog anmelderiet op igen, har jeg forsøgt at efterleve to regler:

• Ikke blindt at tæve løs på kunstneren (i overført/sproglig betydning, hvilket kan være langt værre end korporlig vold), uanset hvor meget jeg synes han eller hun har fortjent det.

• I stedet være konstruktiv og afbalanceret i min vurdering (dvs. klappe kunstnerne opmuntrende på hovedet og sige et par pæne ord, inden jeg begynder at udspy eder og forbandelser over deres makværk eller elendige præstation).

Men jeg er stadig fan af, at man siger sin mening lige ud. Hvis et værk ikke er godt nok, nytter det ikke noget at feje det ind under gulvtæppet. Det har ingen gavn af, hverken publikum/læserne eller kunstneren, der måske fastholdes i en overvurderet selvopfattelse, selvom man for længst skulle have slukket for den respirator der holdt det i live.

Man skrive da ikke dårlige anmeldelser
Sociologen Henrik Dahl, der sidste år debuterede som romanforfatter og prompte fik dårlige anmeldelser i tre af landets største aviser (Politiken, Information og Berlingske Tidende), har de sidste par måneder forsøgt at lappe sit sårede ego ved at gå til modangreb. Hvis anmelderne ikke kan lide hans bog, så er det dem, der er noget galt med. At de er professionelle læsere og litteraturkritikere ved respekterede danske dagblade betyder blot, at der er noget riv rav ruskende galt med kulturjournalistikken, ja hele kritikersystemet i Danmark! For det handler selvfølgelig ikke om, at Dahls bog er noget juks, selvom den fik en gang høvl i langt de fleste danske medier.

Den forurettede Dahl har krævet et ankenævn, hvor man som forurettet kunstner kan klage over en usaglig anmeldelse. Hvad straffen for ’usagligt anmelderi’ så skal være, fremgår ikke. Pinligt er det til gengæld, at en mand, der ikke selv har tøvet med at skrive usaglige anmeldelser, ikke kan tåle sin egen most.

Hvad er straffen for dårlige romaner?
Jeg har ikke læst bogen og kan ikke udtale mig om dens dyder eller eventuelle fejl og mangler. Men jeg er fan af, at Informations kritiker tør sige ligeud, at han synes bogen er dårlig, og kan underbygge sin påstand. Og så vil jeg tilføje, at hvis I nogensinde griber mig i at skrive sætninger som ”Snart ville Aftenstjernen, som Rasmus for nylig havde haft om i skolen, og med Bjørns hjælp også havde lært at udpege på himlen over Lyngby, være forsvundet i vrimlen af stjerner og planeter, der ikke behøvede at møde så tidligt, men nu blev mere og mere klare for hvert minut, der gik.” eller denne perle: ”fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn” – begge udpluk fra Dahls mesterværk af en roman – ja så lover jeg, at I må slå mig, hårdt, og det mener jeg helt bogstaveligt.

Der er ingen undskyldning for at udgive romaner, hvis man ikke kan skrive (litteratur), og har man først udsat sagesløse læsere for dårligt sprog, bør man i det mindste tage sine verbale tæv med oprejst pande.

Som anmelder må man have frihed til at sige sin mening. Ytringsfriheden gælder vel begge veje? Selvfølgelig bør anmelderen stræbe efter en forsøgsvis (omend umulig) objektivitet og ikke forfalde til personangreb eller selvpromovering på bekostning af en saglig vurdering af værket på dets egne præmisser. Men man skal turde kalde en spade for en spade. For nogle gange er det anmeldte værk en gang hø, andre gange er det blot middelmådigt, nogle gange er det glimrende men med væsentlige mangler, og hvis du ikke kan tåle at få det at vide, vil jeg anbefale, at du holder sig fra at stikke næsen frem i et kunstnerisk erhverv (eller i hvert fald stopper med at læse anmeldelser). Og uanset hvor dygtig du er, vil du aldrig blive elsket af alle, som dette anmelder-eksperiment i Politiken viser.

Så kære kunstner, tør øjnene, spis en tudekiks og find ud af, hvad du kan gøre bedre næste gang. Eller om den sure anmelders mening overhovedet har nogen betydning for dig. Måske er dit kernepublikum bedøvende ligeglad med hvad koryfæer som Lilian Munk Rösing, Monna Dithmer, Lars Bukdahl eller undertegnede i al beskedenhed siger og skriver. Og husk på hvad man siger: dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
 

Kongeligt koks i DR nyhederne

Hvor blank må man være som kulturjournalist?

Det kan være svært for journalister at følge med nyhedsstrømmen, især når det skal gå stærkt. Alligevel er det pinligt at overvære, når det går galt. I formiddags afslørede Det Kongelige Teater sit repertoire for den næste sæson for et talstærk opbud af danske pressefolk. Danmarks Radio følte åbenbart et pres for at komme først med nyheden om det nyeste nye på landets nationalscene. Men hvor smart er det lige at komme først, hvis den nyhed, man sender ud, er skudt helt ved siden af?

Journalist Annegerd Lerche Kristiansen er åbenbart ikke en ørn til teaterhistorie. I hvert fald blev nyheden om, at Det Kongelige Teater opsætter Michael Frayns farce Noises off (på dansk Koks i kulissen) på DRs hjemmeside til nyheden om, at man laver en teaterversion af komedieklassikeren Halløj på Badehotellet (eng. Fawlty Towers). Artiklen, der tydeligvis ikke er skrevet af en journalist med den fjerneste anelse om teater eller hvad der konstituerer en kulturnyhed, går videre med at nævne, at balletten Kameliadamen bliver genopsat, hvilket der heller ikke en nyhed -  balletmester Nikolaj Hübbe afslørede planerne om at sætte balletten på programmet for flere måneder tilbage, da Den Kongelige Ballet modtog en fondsdonation på 50 mio. kr.

De informationer, der kunne have en reel nyhedsværdi inden for kulturområdet, bliver ikke nævnt med et ord. Så for en god ordens skyld vil jeg lige opridse, hvad der er af egentlige, interessante nyheder i forbindelse med sæsonpræsentationen på Det Kongelige Teater:

• Shakespeares Romeo og Julie bliver opsat på Skuespilhusets Store Scene. Ikke så spændende i sig selv, men det er den unge superinstruktør Elisa Kragerup (Metamorfoser, Sonetter, Den unge Wethers lidelser) der skal instruere, og de to seje skuespiltalenter Thomas Hwan og Danica Curcic skal spille titelrollerne. Det kan kun blive godt.
• Førnævnte Koks i kulissen, som absolut intet har med Halløj på Badehotellet eller John Cleese at gøre. Til gengæld er det en meget morsom engelsk komedie, hvor en flok skuespillere forgæves kæmper for at holde sammen på en forestilling, mens seksuelle intriger, dumhed og druk konstant truer med at underminere deres samspil på scenen.
• Forfatter og dramatiker Nielsen, tidligere kendt som Das Beckwerk og den påstået afdøde Claus Beck-Nielsen, følger den glimrende De europæiske medier fra sæson 2011-2012 op med Markedet, endnu et bugtalerisk stykke, hvor skuespillerne besættes af fremmed kræfters stemmer. Umiddelbart ikke så nytænkende, men helt sikkert interessant at opleve.
• Operahuset på Holmen fylder rundt i 2015 - til januar næste år har bygningen 10 års fødselsdag, og det skal fejres med maner. Det Kongelige Teater arrangerer derfor en to-ugers festival, hvor både Tryllefløjten, Rosenkavaleren, Lady Macbeth fra Mtsensk og Lulu bliver opført i rap. Tryllefløjten opføres i ny iscenesættelse.
• Hamborg Balletten kommer på besøg med John Neumeiers version af Døden i Venedig, mens Pariseroperaens ballet gæster Det Kongelige Teater med Marius Petipa-klassikeren Paquita.
• Sylfiden vender tilbage, denne gang i helt ny opsætning. De skotske kilte er droppet til gengæld for et depressivt, snævertsynet landsbysamfund à la Hans Kirks Fiskerne. 
• Den store nyhed er en helt ny iscenesættelse af Svanesøen. Peter Martins' version med Per Kirkebys grimme klatmaleri-kulisser ryger ud til højre, og i stedet vil Nikolaj Hübbe iscenesætte den evige klassiker i samarbejde med tidligere prima ballerina Silja Schandorff. Holdet bag den succesfulde Et folkesagn (som bliver genopsat i 2014-15), Mia Stensgaard og Mikki Kunttu, skal stå for scenografi og lysdesign.

Derudover bliver det til et gensyn med blandt andet Tosca, Erasmus Montanus, Kameliadamen og Come Fly Away, samt en række nye skuespil, operaer og balletter. Alt i alt et fornuftigt og ganske lækkert bud på en kongelig teatersæson, der gerne vil ramme både det brede og det lidt kræsne publikum.

Det fulde repertoire (med forbehold for løbende ændringer) kan findes her. 

NB: Siden dette indlæg blev skrevet, har DR rettet deres artikel og indrømmet fejlen, og billedet fra Fawlty Towers er skyndsomt skiftet ud med et billede fra teatrets kommende stykke om Tove Ditlevsen, Tove! Tove! Tove!, som dog slet ikke nævnes i den rodede artikel. 

Kan man overleve den store kærlighed?

Foto: Ulrik Jantzen

Advarsel: dette indlæg indeholder spoilers om slutningen i både Pigen med paraplyerne og tv-serien How I Met Your Mother, og følgende må derfor læses på eget ansvar.

Er ægte kærlighed en brusende kraft, der trodser alle odds, eller en menneskelig tilstand, der går på kompromis med livets tildragelser? Kan kærlighed være fornuftig, og hvis den kan, er den så ægte? Kan man ustraffet svigte kærligheden, selvom det er menneskeligt at svigte og fejle?

Illusionsløs kærlighed
Alle de spørgsmål dukker op i Pigen med paraplyerne, der for første gang herhjemme er sat op som teaterstykke. For en uge siden så jeg Peter Langdals iscenesættelse på Betty Nansen. Det krævede nogle overvejelser og var ikke uden en vis ængstelse. Stykket er nemlig baseret på en af mine absolutte yndlingsfilm. Jeg tror ikke, der er noget kærlighedsfilm, jeg elsker højere end Jacques Demys Les parapluies de Cherbourg (1964).

Jeg så den første gang som barn og forstod den ikke. De får ikke hinanden? De bliver gift med nogle andre! Jamen, det kan man da ikke, det var jo den store kærlighed! Senere så jeg den som voksen, eller næsten voksen, på et højskoleophold. Jeg så den på et filmkursus, og selvom vi alle på holdet var en flok filmiske feinschmeckere, der så Lost Highway, Donnie Darko og Chihiro og heksene, var jeg den eneste udover underviseren, der kunne lide den franske filmmusical. Jeg tror, jeg på det tidspunkt mest satte pris på sangene, pangfarverne, de franske replikker, der gled så smukt og melodiøst i ét med den hjerteskærende musik, og den purunge Catherine Deneuve, der næsten hypnotiserede kameraet med sin overjordiske skønhed. Det, der gjorde størst indtryk, var det unikke filmiske udtryk, ikke selve historien. Men i takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå, hvad filmen egentlig ville, hvad historien reelt handlede om: at man kan miste det, man troede var den store kærlighed, uden at man bukker under, men i stedet kommer videre i livet, finder kærligheden på ny og alligevel opnår et lykkeligt liv.

Det er ikke den historie, vi normalt dyrker i den vestlige kultur. Vi spørger efter Romeo og Julie, efter den store, livsforandrende kærlighed, der rammer som et lyn ved første blik. Den kærlighed man lever for, drømmer om, dør hvis man ikke får. Men du dør jo ikke i virkeligheden. Du samler stumperne op og kommer videre, møder en ny. Livet fortsætter. Det er dén historie, vi får serveret i Pigen med paraplyerne. Og i min verden er det vidunderligt livsbekræftende. Det tog mig mange år og mange gensyn, før jeg holdt op med at tude af rørelse til sidst i filmen. De fleste vil måske føle, at slutningen er dybt ulykkelig, men hver gang jeg ser slutningen, føler jeg mig mærkeligt opløftet.

Tragisk resignation eller lykkelig tilpasning?
Den er så smuk i sin simpelhed. Guy og Genevieve, de to der engang elskede hinanden så højt, at et liv uden den anden syntes utænkeligt, katastrofalt, mødes igen flere år efter. Det eneste minde de har beholdt, det eneste tegn på, at de har taget noget med sig fra deres forhold dengang, er i navngivningen af deres børn. Hun kaldte deres fælles barn Françoise, som de engang aftalte, han har kaldt sin søn François. Men inden de mødes, har vi allerede set ham sammen med hans kone og barn, tydeligt lykkelig. Gensynet med Genevieve er en kortvarig forstyrrelse, en ubehagelig påmindelse om noget der var engang, noget der kunne have været. Hun står som den, der svigtede, den der holdt op med at tro på deres kærlighed. Vi får ikke at se, om hun er lykkelig eller ulykkelig, hun er pertentlig og velklædt, med flot bil og dyrt tøj, datteren virker ubekymret. Vi har ingen grund til at tro andet, end at hendes mand stadig elsker hende og tager sig af hende og datteren, men vi ved det ikke. Det gamle kærestepar snakker kortvarigt, hun tilbyder ham at se datteren, han afviser. Hun går igen, forsvinder ud i vintermørket, og hans kone og søn kommer tilbage.

Tonen er resigneret, melankolsk, men alligevel føles slutningen som en lutrelse, sørgelig men samtidig livsbekræftende. For Guy blev jo lykkelig, han overlevede svigtet og kærlighedstabet, han kom over det. Ulykkelig kærlighed er forfærdelig, og en kort overgang tror man ikke, at man kommer over det. Det sætter ar i sjælen, men ingen går usårlige gennem livet. Det er ikke verdens undergang. Den kærlighed man mister, kan aldrig genvindes, men man kan finde en ny. Man vil aldrig elske på samme måde to gange, men det er også okay. Hvem siger, at man kun kan opleve én stor kærlighed?

Den historie som fortælles i Pigen med paraplyerne, er så smuk, fordi den netop erkender, at livet og kærligheden ikke altid udvikler sig, som man havde håbet. Der er en sandhed i den. Måske er dens lidt pragmatiske forhold til kærligheden ikke så romantisk som tanken om den eneste ene, men den er langt mere realistisk.

Der skal meget til, før jeg bliver rørt, men da jeg så Peter Langdals opsætning, fik jeg en klump i halsen. Teaterversionen er ikke så glamourøs eller sømløst smuk som filmversionen, de danske replikker flyder ikke nær så elegant og ubesværet til musikken, Birgitte Hjort Sørensen er ikke på niveau med Catherine Deneuve (men hvem er også det?), og til tider bliver den mere fjollet og knap så inderlig som filmversionen. Men den rammer hvor den skal, for hjertet er med hele vejen. I sig selv er den en kærlighedserklæring til filmen, men den tør også stå på egne ben.

Oplevelsen gav mig en form for oprejsning, en tilfredsstillende afrunding på en knap så tilfredsstillende uge. Forrige tirsdag havde jeg nemlig den modsatte oplevelse. Her blev en tv-serie, som jeg ellers har elsket trofast, forvansket og næsten ødelagt. Det, jeg netop frygtede ville være resultatet af Langdals livtag med den franske filmklassiker.

Skuffet kærlighed
I over to år har jeg fulgt med i How I Met Your Mother, en amerikansk sitcom der har kørt i ni år, en serie som er det nærmeste, man kommer en arvetager til den nu legendariske Venner. Jeg elskede serien af mange grunde, blandt andet for dens fantastisk komplekse narrative forløb, skøre krumspring og konstante suspense. Serien, der ligesom Venner kredser om en flok venner i slut-tyverne/start-trediverne bosat i New York, var bygget op som ét langt tilbageblik, en historie om hovedpersonen og fortællerens ungdom, om perioden op til det tidspunkt, hvor han mødte kvinden i sit liv. Historien blev fortalt til hans to børn, og det konstante spørgsmål, det evige mysterium igennem serien var, hvem der var den ukendte, fremtidige kone og mor til fortællerens børn, den mystiske kvinde som konstant var lige om hjørnet, men alligevel uden for rækkevidde.

Det, der for alvor holdt mig fanget ved serien, var den følelsesmæssige inderlighed i tonen, skildringen af de frustrationer, sorger og glæder, som personerne oplevede i kølvandet på forelskelser, konflikter, skuffende forventninger og brud. Smerten når kærligheden forliste, oplevelsen af at vokse, ændre sig, blive gradvist klogere eller i hvert fald opnå nogle erkendelser i takt med, at ens liv udvikler sig.

Som seer fik man hele tiden indtrykket af, at rejsen ville slutte, når hovedpersonen mødte sit livs kærlighed, at det hele ledte frem til det ene øjeblik, hvor han endelig møder kvinden, som han vil gifte sig med, få børn med. Det øjeblik, der er summen af alle hans erfaringer.

Hver gang det gik galt med en kvinde, sad jeg, som mange andre fans gjorde det, og trøstede mig med, at på et tidspunkt ville det lykkes for ham. Hvert forlist forhold var et trin i hans udvikling som menneske, og serien kredsede ofte om processen med at give slip på gamle drømme og forliste forhold for at finde frem til det, der kunne fungere. Hovedpersonen Ted skulle frem for alt lære at den blinde, romantiske kærlighedsforestilling, hvor man elsker mod alle odds, ikke nødvendigvis var den rigtige. Og endelig, i seriens sidste afsnit, mødte han drømmepigen. Som, selvom hun var perfekt for netop ham, samtidig fremstod som et menneske af kød og blod frem for en urealistisk idealkvinde. Alt var godt, øjeblikket, som man havde set frem til så længe, nærmede sig endelig.

Den eneste anden
Men så vendte historien 180 grader. De mødte hinanden, og vi blev hurtigt præsenteret for parrets liv sammen, korte scener fra et lykkeligt, idyllisk liv. Indtil drømmekvinden pludselig blev syg, døde og efterlod ham som sørgende enkemand. Så i seriens sidste minutter sad Ted Mosby tilbage 6 år senere, alene som han havde været igennem det meste af serien. Ikke nødvendigvis en dårlig slutning, hvis det kun havde handlet om, at han skulle komme sig over tabet af sin kone. Men så knækkede tråden. Ted måtte nemlig indse, med hjælp fra sine børn (der var forbløffende upåvirkede af hele den romantiske historie om mødet mellem deres far og afdøde mor), at han aldrig var kommet sig over sin første, store kærlighed.

Den kvinde, som kortvarig i seriens første og anden sæson blev præsenteret som hans falske drømmekvinde, en kvinde, som han var besat af, gjorde stormkur til og blev kæreste med, indtil de i fællesskab indså, at de var alt for forskellige, og deres forhold ikke havde nogen form for holdbarhed. Efterfølgende forelskede eks-kæresten sig i og giftede sig med Teds bedste ven, et match der på mange punkter gav mere mening. Alligevel mente seriens manuskriptforfattere i sidste ende, at den eneste ene, den store, ægte kærlighed, er den kærlighed, der opstår trods alle odds, den gammeldags, idealiserede kærlighed ved første blik. Ikke den mere fornuftige, vi-har-rent-faktisk-ting-til-fælles-ud-over-vores-følelser-for-hinanden-form for kærlighed, som nok er betydeligt mere holdbar. Men fornuft er jo ikke romantisk. Eller hvad?

Pigen med paraplyerne slår de romantiske idealer i stykker, How I Met Your Mother opretholder dem. Jeg finder den illusionsløse kærlighedshistorie langt mere rørende end den idealistiske. Fordi der er mere håb for den realistiske, jordbundne kærlighed, der ikke kræver det umulige af os eller fordømmer os, hvis vi ikke kan leve op til den. Det er menneskeligt at fejle, at være svag eller bange, at svigte i kærligheden. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi forspilder vores liv, fordi vi forspilder en chance. Det er tragisk, men det gør os ikke til Romeo og Julie. Og hånden på hjertet, hvem har også lyst til at være det?

Pigen med paraplyerne kan opleves på Betty Nansen frem til 16.4. Læs mere på teatrets hjemmeside eller se traileren for stykket.

Uanset om man er til idylliserede eller realistiske romancer, er det svært ikke at falde for Michel Legrands svimlende og henført inderlige musik. Her i filmens lange afskedsscene:

Når man ikke kan få nok - en GOT-nørds bekendelser

Kultur er mange ting, og det er vist de færreste af os, der udelukkende dyrker kunsten med stort K. Det ville i hvert fald være trist.

Igår vendte HBO tilbage med fjerde omgang Game of Thrones. Et gensyn, som har været længe ventet. For de stakkels fans, der ikke har læste bøgerne, bød tredje sæson på nogle slemme overraskelser. For os andre (der havde haft en del tid til at komme os over The Red Wedding), blev det en kilde til morskab, som denne video vidner om:

For mit eget vedkommende er Game of Thrones året højdepunkt. Det er mit fix, når jeg bliver for utålmodig efter næste bog, og så er der noget uendeligt tilfredsstillende ved at genopleve historien på TV-skærmen med en række fantastiske skuespillere. Nikolaj Coster-Waldau, Lena Headey, Emilie Clarke og især Peter Dinklage, der trods sin størrelse rager op over dem alle. Jeg kan nyde alle de små detaljer, som serien tilføjer - som når Lord Frey byder sine gæster på brød og salt som symbol på gæstefred, få timer før han brutalt får dem myrdet, eller Tyrion dækker over sin trussel om at kastrere kongen ved at bryde ud i et narreagtigt fuldemandsgrin. Jeg kan heppe på mine yndlingskarakterer, lettet over at ingen af dem er døde (endnu), og råbe ukvemsord til Tywin Lannister og Joffrey, skurke som alle fans af serien elsker at hade.

Når man ikke kan få nok GOT
Der er faktisk kun én ting, jeg nyder lige så meget som at sidde klistret til skærmen hver mandag aften. Mit nørdeniveau går nemlig videre end til blot at se på en masse mord, vold, drager og sex. Hver gang jeg har set et afsnit, klikker jeg ind på netmagasinet Entertainment Weeklys hjemmeside for at læse, hvad bladets journalist synes om afsnittet. I USA er det normalt at lave de såkaldte 'recaps' efter hvert afsnit af en populær tv-serie, der er en blanding af en anmeldelse og en opsummering. James Hibberd fra EW opsummerer og kommenterer, hvilket måske ikke lyder fantastisk spændende. Men hans kommentarer er så hylende morsomme, at jeg altid griner mig igennem dem. Hvis man er fan, er det lige så sjovt som at se selve serien. Kan varmt anbefales, og du kan læse hans kommentar til fjerde sæsons første afsnit her.

Sidste sæson var det også muligt at læse den utrolig sjove (og igen ret nørdede) Facebook recap fra Happy Place, der gør kærligt grin med serien ud fra forestillingen om, hvordan en opsummering af GOT ville se ud på facebook. Forhåbentlig laver de en ny til denne sæson. Så hvis du ikke kan få nok af verdens mest populære fantasy-serie, stadig har traumer efter sidste sæson blodige bryllup eller bare trænger til et godt grin, bør du tjekke de sider ud.

Og efter at have set traileren for næste afsnit, vil jeg kun opfordre alle fans til at se afsnit 2 med det samme. Sæson 4 er fyldt med vendepunkter og begivenheder, der er lige så store og gennemgribende som Red Wedding, og det ser ud til, at det første er lige om hjørnet.

Ramt af Napoli

Fotos: Costin Radu

Okay, jeg har en tilståelse. Jeg er en sucker for Bournonvilles balletter. I min verden er de noget af det mest fantastiske inden for dansens verden. Mens publikum sidste sæson faldt i svime over Den Kongelige Ballets opførelse af Romeo og Julie, var jeg fuldstændig forgabt i Kermessen i Brügge.

Bedre, bedst, Bournonville
Selvfølgelig er jeg også glad for de store, tragiske balletromancer som Romeo og Julie, men Bournonvilles balletter er bare noget særligt. Bournonville havde en udsøgt sans for at veksle mellem de store følelser og befriende humor, at indfange både lyriske stemninger og højspændt drama, for ikke at tale om hans koreografi, der har gjort ham – og dermed den danske ballet – verdensberømt. Hans trin er indbegrebet af det lette, det fine, det charmerende. Danset rigtigt fremstår en fodbevægelse i hans stil mere elegant end selv de mest svimlende balletspring.  

Så hvorfor kaster jeg mig pludselig ud i en lovsang for en gammel, dansk balletmester, der døde for over 100 år siden? I mit sidste indlæg lovede jeg ellers at skrive om noget helt andet. Men nu blogger jeg jo først og fremmest af lyst, og lige nu er det mere relevant at skrive om min sidste nye teateroplevelse. Personligt ved jeg ikke noget bedre end at fortælle det vidt og bredt, når jeg har set, hørt eller læst noget, som jeg finder rigtig, rigtig godt. Der er mange gode kulturoplevelser rundt omkring, men der er langt mellem de exceptionelle, de oplevelser der for alvor gør indtryk.

Napolis makeover
Så i fredags var jeg i Det Kongelige Teater og se ballet. Denne gang den danske balletklassiker par excellence, Bournonvilles Napoli. Ikke for første gang, jeg så den faktisk allerede til premieren og de to efterfølgende gange (indrømmet, ballet er én af de ting, jeg nørder rigtig meget). Den første gang blev jeg lidt skuffet. Jeg havde kun set den én gang før, og da var jeg alt for lille til at kunne huske oplevelsen. Der findes en dvd-udgave fra 1986, som jeg havde set, men den er så elendig, at det er svært at få rigtig fornemmelse for balletten. Jeg havde derfor glædet mig det at se den live.

Min forventing var særlig stor, fordi iscenesættelsen er ret ny. I 2009 gav Nikolaj Hübbe og Sorella Englund Napoli et makeover. Miljøet blev opdateret til et Fellini-inspireret univers fra 1950erne, en mere rå udgave end Bournonvilles traditionelle, idylliske drøm om det italienske. Ludere er synlige i gadebilledet, fiskerne er rå og tydeligt fattige, og det unge par bliver foreviget af en bryllupsfotograf, mens de sidder på en scooter. Helligbrøde for nogen, forfriskende for andre.

Den fik fine anmeldelser, men selv blev jeg ikke fanget af den i første omgang. Jo, af 3.akt, hvor Teresina og Gennaro, det unge par der går grueligt meget igennem i løbet af balletten, endelig får hinanden, og det hele eksploderer i et festfyrværkeri af dans til deres bryllupsfest. Pas de six’en og tarantellen er geniale koreografiske værker i sig selv, og det hele føjer sig smukt til én stor fejring af kærligheden og parrets lykke. Meget bedre bliver ballet ikke. Men under alt hvad der kom før det, under hele 1. og 2.akt samt starten af 3.akt, kunne jeg ikke fremmane andet end høflig interesse.

Scenografien er skam flot og stemningsskabende, med snævre gader og et blidt vuggende hav. Smuk dans især i ballabilen, når fiskerne og deres piger fejer hen over scenen. 2.akts blå grotte skabt at bølgende lyseffekter og blågrønne farver, de drømmeagtige najader og Golfo som havdæmon med dødningehoved, hviskede stemmer der blander sig med musikken og skaber fornemmelsen af et farligt, underjordisk sted, en verden der balancerer mellem livet og døden. Et sted, der – i lighed med troldhøjen i Et Folkesagn – i lige så høj grad er forankret i vores egen ubevidste driftsnatur som i en overnaturlig verden.

Kærlighedshistorie uden kærlighed
Men kærlighedshistorien troede jeg ikke på. Jeg troede ikke på forholdet mellem Gennaro og Teresina, der skal kæmpe både mod omverdenens fordomme og en farlig havdæmon. Jeg syntes ikke, historien hang sammen - hvilket den strengt taget heller ikke gør, men alligevel skal, for hvad er ellers pointen med at opføre den? Spændet mellem skærmydsler i en fiskerby og eksistentielt drama på havets bund virkede for stor.

Nikolaj Hübbe har selv udtalt, at han har gjort kærlighedshistorien til det centrale i handlingen. Gennaro elsker sin Teresina så højt, at han er i stand til at redde hende fra dæmonen og fra døden. Det skal publikum mærke. Ikke tænke, ikke ræsonnere sig frem til, vi skal føle det for at kunne tro på det. Jeg har set Napoli fem gange nu, og de to første omgange kunne jeg ikke leve mig ind i den historie, balletten forsøger at fortælle.

Først var jeg ikke sikker på, hvad problemet var, hvorfor balletten ikke greb mig mere. Jeg fandt hovedpersonerne kedelige. Første hold i rollerne var Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf, og selvom de var fine, og Lendorf som sædvanligt var en fænomenal danser, blev jeg ikke engageret i dem som karakterer i en historie. Da jeg så andetholdet med Amy Watson og Ulrik Birkkjær, var det med samme resultat, kun deres dans kunne jeg sætte pris på, og det er bare ikke nok, når det gælder Bournonville. Hans balletter er handlingsdrevne, og kan virke anakronistiske i deres mange passager med mime og stumme bevægelsesreplikker.

Efter nr. 2 forestilling gav jeg op og måtte resigneret erkende, at Napoli og mig bare ikke var meant to be. At 3.akt var det eneste, der virkelig levede i den ballet.

Men det siges, at tredje gang er lykkens gang…

Alle gode gange tre
Tredje omgang Napoli fik jeg kun fanget 1.akt, og her fik jeg mig en kæmpe overraskelse. Alban Lendorf skulle have danset, men på grund af en mindre skade var han den aften skiftet ud med tredjeholdets Gennaro, Alexander Stæger. Pludselig blev 1.akt, som ellers havde irriteret mig lidt (for meget mimespil, for lidt dans), helt levende for øjnene af mig. Alexandra Lo Sardo, som ikke havde interesseret mig synderligt, da hun dansede med Alban Lendorf, foldede sig ud som en troværdig Teresina. Gennaro forvandlede sig fra en køn fyr, der i Birkkjærs og Lendorfs gestaltninger forsøgte at spille lidt med, næsten for at få tiden til at gå, indtil det blev tid til at danse, til et menneske af kød og blod.

Det var næsten for godt til at være sandt, så i fredags var jeg ekstra opmærksom, da tæppet gik op. Denne aften dansede hele tredjeholdet sammen for første og eneste gang denne sæson. Alexander Stæger var igen Gennaro, Gitte Lindstrøm var Teresina, og Gregory Dean, den nyudnævnte solodanser, var Golfo.

Den aften foldede forestillingen sig ud som en blomst, der springer ud. H.C. Andersen kaldte Napoli en ’frisk, duftende buket’, og for første gang forstod jeg, hvad han mente. Alle de små detaljer faldt på plads, og selv mindre irritationsmomenter som pilgrimmens tågen rundt på scenen og den laaange passage med transvestitten Pascarillo (som nu er ret sjov, men fuldstændig irrelevant for handlingen) blev jeg helt glad for.

Efter 1.akt vaklede jeg ud af salen, rystede næsten, så stærk var oplevelsen. Dét har jeg ikke oplevet til en ballet, siden jeg så Lis Jeppesens mimekunststykke i 242 år i trikot. Hun var også med den aften, hvor hun spillede Teresinas fordomsfulde mor, Veronica, som altid vidunderlig og ekstremt udtryksfuld. Ballabilen var et højdepunkt i sig selv, ledt den aften af Jón Axel Fransson i en overlegen præstation. Gitte Lindstrøm var en god Teresina, sødmefuld og tydeligt forelsket i sin Gennaro. Hun fik desuden udfoldet en melankolsk, drømmende undertone som forspil til 2.akt, hvor hun falder i hænderne på de farlige havvæsner og sine egne, ubevidste drifter. Det var ærgerligt kun at se hende i partiet den ene aften.

En levende Gennaro
Men højdepunktet den aften var Alexander Stæger. Efter Lendorf og Birkkjær var han en ren åbenbaring. Ikke fordi han nødvendigvis dansede bedre end dem, selvom han havde fine linjer, sikkerhed og spring. Men han fik Gennaro til at leve. For første gang fik jeg en forståelse af, hvem Gennaro egentlig var. Hvorfor han vinder over Golfo, hvorfor han trods alle odds er i stand til at redde sin elskede.

Stægers Gennaro var aldeles jordbunden, sikker på sig selv, sit liv og sin kærlighed. En fornuftig og varm natur med begge ben solidt plantet i virkeligheden, i modsætning til Teresina, der drages mod det ukendte. Fordi Stæger fik Gennaro til at lykkes, begyndte hele historien for alvor at leve. Napoli er en kærlighedshistorie, og hvis man ikke tror på hovedpersonerne, tja, der er stadig et væld af skægge bipersoner og flotte dansepassager, så det ikke falder helt til jorden, men det svarer til at få et par smukke sko, der klemmer. Man kan forsøge at gå i dem alligevel, men rigtig glad for dem bliver man aldrig.

Denne aften fik vi en nuanceret, troværdig Gennaro, serveret med et dramatisk overskud og en skarp præcision, der var helt fantastisk at overvære. Stæger formede Gennaro med et imponerende skift i ansigtsudtryk, fra det ømme og tilbedende over det irriterede, det vrede, det overraskede, det fortvivlede.

Spillet mellem Stæger og Lindstrøm var en rendyrket fornøjelse. Som for eksempel i scenen hvor hun skulle overtale ham til en romantisk sejltur i måneskin. Han er afvisende, kan se at det trækker op til storm, men hun kender ham og ved lige, hvilke knapper hun skal trykke på. Hun laver en æggende bevægelse med fingrene på hans skulder, på én gang øm, legende og intim, og vi fornemmer, hvor tæt de to er på hinanden. Hun hvisker ham noget i øret, og han lyser op, griner en anelse fjoget – og vi er helt med på, at måneskinsturen nok involverer lidt mere end bare at se på stjerner.

Efter uvejret – for selvfølgelig går det galt, og båden kæntrer – fulgte en fænomenal vanvidsscene. Gennaro vågner op, forskrækket og ude af sig selv, for Teresina er væk, gået til bunds. Hans fortvivlelse vokser, han kan slet ikke rumme, hvad der er sket. Veronica forbander ham, hans venner fordømmer ham, alle afviser hans bøn om hjælp. Her byggede Stæger sit spil op, så Gennaros selvmordsforsøg til slut virkede fuldstændigt logisk, som den helt naturlige handling for den ulykkelige fisker. Da pilgrimmen afbryder ham, kommer han hurtigt til fornuft – han havde bare brug for lidt støtte, lidt håb for at finde mod til at lede efter sin kæreste.

Drifternes offer
I 2.akt bliver Teresina fanget af overnaturlige væsner, fordi hun allerede har længslen efter det ukendte i sig, og den dæmoniske Golfo (en sensuel og uhyggelig Gregory Dean) er ved at nedbryde hende, da Gennaro dukker op. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvor godt jeg synes om Louise Alenius’ musik 2.akt, men der er ingen tvivl om, at den nye musik og koreografi er lang mere stemningsskabende end den oprindelige, langt mere i tråd med det overnaturlige miljø, personerne dumper ned i. Det giver mening at fortolke Golfo som en dødsfigur, så vores heltinde reelt svæver mellem liv og død. I Hübbes udgave bliver 2.akt langt mere truende, dramaet sættes på spidsen, og det er godt. Vi skal mærke, at der er noget på spil, at Teresina er i fare for at blive opslugt af kræfter, hun ikke selv kan styre.

Konflikten blev slået an allerede i 1.akt, hvor de elskende kæmpede for at få omgivelserne til at acceptere deres kærlighed – Teresina led under moderens afvisning af hendes frier og var usikker og jaloux. I 2.akt tilføjes et ekstra lag, de overfladiske problemer har skabt en dybere rift mellem de elskende, og Teresina er ved at blive offer for sine egne, ubevidste drifter, symboliseret af Golfo og najaderne. Men netop fordi Gennaros karakter er jordnær og bundsolid, kan han både modstå den farlige, lokkende verden og kalde sin kæreste tilbage til livet. Det er sigende, at da parret forlader havverdenen for at vende tilbage til overfladen, rækker Gennaro hånden op mod lyset, mens Teresina et kort øjeblik ser sig tilbage. Det underjordiske har ikke helt sluppet sit tag i hende, men nu er hun i stand til at forene den side af sig selv med det almindelige menneskeliv.

Og de levede lykkeligt...
3.akt understreger forløsningen. Fordi Gennaro har kæmpet og sejret, kan han forsones med Veronica, der endelig accepterer ham. Bryllupsfesten er egentlig bare et efterspil, en sløjfe på historien, hvor folkene i byen danser af glæde, fordi kærligheden har sejret. På det tidspunkt skulle publikum gerne have investeret så meget i hovedpersonerne, at denne overdådige slutning, dette overflødighedshorn af dans føles helt naturlig og nødvendig.

I fredags sad jeg på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt under hele forestillingen, og da brudeparret endelig kom på banen under bryllupsfesten, var min lettelse så stor, at den næsten blev en fysisk manifestation. For det hele endte lykkeligt, alle forhindringer blev overvundet, og nu kunne de fejre, at de havde fået hinanden. På det tidspunkt var danserne i mit hoved smeltet helt sammen med deres karakterer, Gitte Lindstrøm og Alexander Stæger eksisterede ikke i disse øjeblikke, jeg så kun, hvordan Teresina udtrykte sin glæde, nu hvor hun endelig kunne føle sig på sikker grund, hvordan Gennaro boblede af lykke. Og jeg glædede mig sammen med dem, deres glæde forplantede sig til mig, tilskueren ude i den mørke sal.

Jeg holder af de storslåede tragedier, hvor vi kan gennemleve store følelser, som ikke har plads i det almindelige liv, hvor den ulykkelige slutning sætter alting på spidsen, så det næsten føles sjælerensende. Men nogle gange har vi brug for de lykkelige slutninger. De historier, hvor alting går op, problemerne løses og det gode sejrer. Vi ser det i eventyrene, hvor de altid lever lykkeligt til deres dages ende. Det er ikke en selvfølge, og en gang imellem har vi brug for at opleve det.

Da tæppet gik ned i fredags, sad oplevelsen stadig i mig, og den blev hos mig længe efter. De gange, hvor det sker, kan tælles på én hånd. Jeg så forestillingen igen dagen efter, denne gang med Ulrik Birkkjær og Amy Watson. Det gik op for mig, at Watson var en rigtig god Teresina, men Birkkjær forekom mig alt for glat og poleret. Jeg greb mig selv i at blive irriteret, frustreret. Jeg ville gerne gentage gårsdagens oplevelse, men kunne ikke. De mange fine præstationer underholdt mig (en koket Morten Eggert som transvestit, en slesk og slikket Mads Blangstrup som Teresinas naragtige bejler, for blot at nævne de vigtigste), men som helhed var der noget lidt kunstigt over hele forestillingen.

Jeg må derfor overgive mig og konkludere, at Alexander Stæger simpelthen er den bedste Gennaro, i hvert fald i denne omgang. Det er sjældent, jeg ser en danser med et så umiskendeligt dramatisk talent. Stæger var én af de dansere, der brændte igennem i sæsonstarteren Come Fly Away, selvom han kun var med få gange, men generelt ser man ikke meget til ham.

Vi har selvfølgelig alle vore favoritter, også balletmester Hübbe, og der er helt sikkert flere dygtige dansere i Den Kongelige Ballet, end der er roller og forestillinger nok. Ikke alle kan komme til deres ret, især ikke når teatret fattes penge og må spare. Men der er en række dansere, jeg længe har savnet at se mere til. Gregory Dean rager op som én, der er alt for dygtig til ikke at komme helt i front, noget der forhåbentlig ændrer sig i næste sæson, nu hvor han er blevet solodanser. Femke Mølbach Slot stjal showet i Come Fly Away, men er ellers sørgeligt uudnyttet, og jeg undrer mig over, hvor Gudrun Bojesen bliver af denne sæson. Nu kan jeg også føje Alexander Stæger til listen. Han har simpelthen for meget scenepersonlighed og indlevelsesevne til ikke at få flere og bedre roller. De dramatiske talenter skal helst bruges, mens de er der.

Napoli spiller sidste gang i aften, hvor den også vises live i en række biografer landet over. Efter sigende vil forestillingen blive vist på DR K og streamingtjenester senere på året. Læs mere her.

Dårlig barndom = stor kunst

Foto: Morten Holtum

 Kunsten fascinerer. Du kan ikke nægte det, for du ville ikke sidde netop nu og læse denne blog, hvis du ikke havde en vis interesse, en vis fascination af kunsten. Medmindre din læsning enten bunder i en interesse, fordi du kender mig, eller fordi du tilfældigvis kom forbi. Hvis de to sidstnævnte muligheder er årsagen, nærer jeg det ydmyge håb, at selve indholdet også fanger dig en gang imellem, men hvis ikke, tja, der er masser af underholdende blogs om mode, boligindretning og børn, om computerspil og ligestillingsdebat, sport og politik. Hvis det er det, der tænder dig, så klik endelig videre, no hard feelings herfra.

Er du der endnu?

Skønt, så kan vi komme i gang.

Er det personlige nøglen til kunsten?
I sidste indlæg kommenterede jeg DR Ks seneste, kedsommelige salondebat. Det underliggende tema for endnu en gang von Trier-diskussion (som vi har oplevet utallige gange i stort set alle danske medier) var et ønske om at begribe personen Lars von Trier. Det er for længst slået fast, at han er en stor filmkunstner, måske den største vort lille land nogensinde har produceret. Dét gør ham interessant, men interessen handler i lige så høj grad om manden Lars som kunstneren von Trier.

Når det gælder kunst, vil vi gerne forstå, hvad det hele handler om, og for mange ligger nøglen til forståelsen hos kunstneren selv. Det må være noget med barndommen, med skilsmissen, med teenageårenes uopnåelige piger. Som en flok hjerneforskere sætter journalister og akademiske forskere sig for at åbne kunstnerens hjerne, de tager vævsprøver, som de andægtigt analyserer. En kold mor, aha! Det er årsagen til de vanskelige kvinder i hans kunst. Mobning i skolen, jaså, det forklarer værkernes gennemgribende stemning af tristesse og sortsyn.

Mange kunstnere bruger åbenlyst deres eget liv i den kunst, de frembringer. Derfor ligger det lige for at bruge kunstnerens personlige oplevelser som nøgle til hans eller hendes værker. Men hvad hvis der ikke er nogen nøgle? Yahya Hassan er et glimrende eksempel på en kunstner, der synes formet af sin opvækst. Den barske barndom og ungdom er det stof, som ligger til grund for hans digtsamling, det har formet ham som menneske. Var han blevet digter, hvis han bare havde haft en kedelig middelklassebarndom med kærlige forældre?

Der findes mange menneske hvis ulykkelige barndom ikke har forløst et kunstnerisk potentiale hos dem. Jeg er derfor mere end skeptisk over for tanken om, at Lars von Trier blev kunstner på grund af sin frigide mor, og Yahya Hassan på grund af sin voldelige far.

Kunstneriske gener er biologiske blindgyder
Hvordan skabes en kunstner? En dag finder forskere måske et særligt kunstgen i den menneskelige DNA. Personligt hælder jeg stærkt til tanken om, at en kunstner er præget af en bestemt mental kodning, kald det talent, og det vil nok ikke være helt ude i skoven. Personlighedsforstyrrelse er nok et lige så godt ord. Fra biologiens side giver det jo ingen mening at frembringe et individ, der hellere vil lave noget fuldstændigt uproduktivt end at arbejde for artens overlevelse. Kunst er en genetisk blindgyde, alligevel dyrker vi ud i det ekstreme de uheldige artsfæller, der er underlagt kunsten.

Jeg vil vove den påstand, at de, der kommer tættest på at forstå kunsten og kunstneren, ikke er journalisterne, men kunstnerne selv. Derfor vil mit næste indlæg handle om to kunstnerportrætter skabt med kunstens virkemidler, to filmværker, der i sig selv kan kaldes kunst. Det ene er ren fiktion, det andet er postuleret virkelighed.