Hvad skal man se i september?

Foto: Andrew Eccles

Så er sommeren forbi, og jeg er tilbage på pinden og klar til at fatte pennen (eller musen er det vel snarere) og give mig i kast med en ny teatersæson. Indtil videre er den lovende, og mit eget største problem er mere end nogensinde ikke hvad jeg skal se, men hvor meget jeg kan overkomme.

Indtil videre har september budt på swingende amerikansk dans fra Alvin Ailey American Dance Theater, der besøger Tivoli som led i havens balletfestival, og premiere på Det Kongelige Teaters nye Holberg-iscenesættelse, Erasmus Montanus.

Alvin Ailey American Dance Theater (Tivolis Koncertsal 5-13.september)

Det berømte, afroamerikanske kompagni gæster Koncertsalen med et ambitiøst program, som kan gøre én helt forpustet. Man kan som publikum vælge mellem 3 forskellige programmer, A, B og C. A er klassisk Alvin Ailey, mesterkoreografens egne værker skabt til hans eget kompagni. Del B består af nyere værker skabt til kompagniet, og C har et internationalt islæt og består af et klassisk Ailey-værk skabt af amerikanske Ronald K. Brown, et værk af hollandske Hans van Manen samt den populære Minus 16 af israelske Ohad Naharin, der også blev opført på Det Kongelige Teater i sidste sæson (her hed det Minus 7). 

Da det var første gang, jeg så Alvin Ailey-kompagniet danse, havde jeg valgt del A, det klassiske program. Det blev en underholdende forestilling, men trods lækre jazztoner fra Duke Ellington og dansernes smittende rytme og imponerende teknik, blev jeg ikke rigtig fanget før i sidste akt, hvor den storladne Revelations blev opført. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Koncertsalen reelt ikke egner sig til større dansesekvenser, den er for lille og blev gjort endnu mindre ved at scenetæppet ikke blev kørt helt ud, men dækkede den sidste fjerdedel af scenen, til stor irritation for de af os, der sad ude i siderne. 

Alvin Ailey er et must see for alle, der brænder dans som kunstart, og med sit show-agtige præg er det god underholdning at hente for alle, der interesserer sig bare en smule for at dans. Priserne er dog i den dyre ende, og rammerne er ikke de bedste, hvor hyggeligt det end er at tilbringe pauserne med at vandre rundt i Tivolis gamle have. 

Erasmus Montanus (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 4.september-23.oktober)

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 Det Kongelige Teater promoverer årets første forestilling gennem de tre største stjerner på plakaten – instruktør Thomas Bendixen, Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhart, der trods en succesfuld filmkarriere som en anden fortabt søn er vendt tilbage til teatret. Det var netop Thure Lindhart, der fik mig til at se forestillingen, men jeg blev faktisk lidt skuffet. Selvom rollelisten bød på mange af landets dygtigste skuespillere, føltes iscenesættelsen som en farce, der blev trukket i langdrag. Der var dog lyspunkter undervejs. Søren Sætter-Lassen syntes fanget i sin vanlige, overdrevne komik, det føltes, som om han gentog sig selv fra tidligere komiske roller og gik i selvsving i en grad, der virkede urimelig, også selvom Erasmus Montanus i Bendixens iscenesættelse blev til rendyrket farce. Men af en eller anden grund er Sætter-Lassen en genial komiker, selv når han er ulidelig og over the top. Han fik fint modspil af en krukket og aldeles naragtig Lindhart, skinger, barnlig, flæbende, men med enkelte glimt af alvor. 

Stykkets indbyggede alvor og understrøm af tragedie kunne efter min mening godt være blevet udfoldet yderligere, men nu foretrækker jeg også Holberg fra hans mere alvorlige side, og har altid set Rasmus Berg som en tragisk figur. En klovn uden tvivl, men også et menneske, der tvinges til at give afkald på sine idealer, der jo dybest set ikke er så tåbelige endda. Jeg kunne godt have ønsket, at karaktererne var en smule mindre karikerede. Kun to glimrede ved en lun menneskelighed blandt den store forsamling af tåbelige, skingre og hysteriske personer. Ole Lemmekes Ridefoged have et så lunt bonderøvsgemyt og uvidende snusfornuft, at jeg blev aldeles charmeret, og Mikkel Kaastrup-Matthew var så sympatisk som den oplyste fornufts enlige stemme, at jeg næsten tilgav hans Jacob dennes forstemmende klarsyn og kyniske tilpasning til sine uhyrligt dumme omgivelser.

Jeg kan ikke give en klar anbefaling, da jeg egentlig fandt iscenesættelsen lidt for grotesk, lidt for langtrukken, lidt for forelsket sin egen galskab, men samtidig grinede jeg adskillige gange undervejs i løjerne. Så forvent ikke det store sus, men morsom, det er Erasmus Montanus uden tvivl.

Hvad er ellers værd at opleve her i september måned? Her er et lille udpluk af forestillinger og events, der er værd at snuse til.

Døden i Venedig (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 9-12.september)
 

Hamborg Balletten gæster Det Kongelige Teater med John Neumeiers ballet over Thomas Manns udødelige værk. Tidligere solodanser fra Den Kongelige Ballet, Lloyd Riggins, danser hovedpartiet i dette værk om kunsten over for livet og erotikkens kraft. Læs mere her.

Then I was like (Teater HAUT, Huset-KBH, 11-13.september)

HAUT, den nye, åbne teaterscene i Huset KBH, har torsdag premiere på sin første forestilling, Then I was like. Denne musikforestilling tager udgangspunkt i publikums egne historier og oplevelser, som bliver omsat til sceniske fortællinger af 4 musikere og 4 dramatikere. Inden forestillingen bliver folk blandt publikum interviewet om deres liv, og ud fra disse anekdoter bliver forestillingen skabt. Hver forestilling skabes således på ny. Læs mere her.

Den nye lyd (Sort/hvid, tidligere Caféteatret, 14.september)

Det tidligere Caféteater har ikke ændret meget andet end sit navn, og byder endnu en gang på en omgang gratis oplæsning af talenter fra dansk litteratur. I denne omgang får vi sværvægtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Juul samt debutanten Ninette Larsen. Læs mere her.

Kameliadamen (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 14.september-31.oktober)

Foto: Costin Radu

Endnu en Neumeier-ballet, der i 2012 ramte lige i hjertet hos det hjemlige balletpublikum. Selv var jeg ikke helt begejstret, mest fordi jeg fandt, at en hel forestilling stort set kun akkompagneret af Chopins klavermusik var lige ensformigt nok. Denne gang er der hele tre hold på, men jeg vil anbefale, at man ser Kameliadamen en af de aftener, hvor Gudrun Bojesen danser over for Ulrik Birkkjær, eller hvis man er en af de mange, der har et blødt punkt for Alban Lendorf, bør man vælge en dato, hvor han danser sammen med Susanne Grinder. Tredjeholdets Armand og Marguerite danses af to af kompagniets helt unge korpsdansere, Andreas Kaas og Ida Prætorius, der blev kompagniets nye darlings efter de begge vandt den prestigefyldte Erik Bruhn pris i 2012. Selvom de begge er yderst talentfulde, tyder hidtidige optrædener på, at de begge er alt for unge til at kunne løfte de krævende roller. Især Prætorius synes at mangle den følelsesmæssige tyngde, der er fuldstændig nødvendig i rollen som Kameliadamen. De kan selvfølgelig være vokset med opgaven, men lige nu ligner de begge en decideret fejlcasting. Læs mere her. 

The Royal Ballet (Tivolis Koncertsal 15-17.september)

Foto: Johan Persson

Min absolutte anbefaling for denne måned må blive engelske Royal Ballets gæsteoptræden i Koncertsalen midt i september. Ny koreografi og uddrag af balletklassikere fra blandt andet Manon og Don Quixote, danset af et af verdens førende balletkompagnier, gør det til en oplevelse af de sjældne og obligatorisk for enhver balletelsker. Så må man tage med, at rammerne som tidligere nævnt ikke er de bedste, for sådan en chance får man ikke hver dag. Læs mere her.

Lily’s ton und träume (LiteraturHaus 20 -21.september)

En alternativ lyrikfestival, hvor poesi og rå lyd flyder sammen i et skævt univers. Det danske LiteraturHaus lægger hus til fire danske og tyske litterære og musikalske ensembler i et tekstligt og musikalsk eksperiment. Læs mere her.

En lille reklame - ny blog

Som jeg fortalte i et af mine sidste indlæg, har det indtil videre været en sommer i ballettens tegn. Men andre ting skulle der også gerne være plads til, og efter et langt tilløb har jeg nu taget mig sammen og givet mig selv en ny opgave, en ny forpligtelse. Denne gang i form af en ny blog. Ikke mere kulturkritik eller kunstomtale som sådan, omend den nye blog stadig vil omhandle kunstdiskussion i et vist omfang - nok mest fordi jeg ikke kan lade være.

I stedet vil jeg bruge den til at offentlige nogle af mine tekster samt diskutere, hvad det vil sige at skrive fiktion og andre former for tekster, hvor det først og fremmest er sprogets form, der er vigtig. En gang imellem vil jeg smide eksempler op på egne inspirationskilder. Stadig kulturprodukter som musik, film, litteratur, dans og teater, men i modsætning til de ting, jeg omtaler på K for kultur, vil jeg på den nye blog kun beskæftige mig med ting, som direkte inspirerer mig i mit eget skrivearbejde.

Formålet med bloggen er at drive mig selv frem med en blanding af pisk og gulerod - enhver der skriver er forfængelig nok til gerne at ville ud med sine ting i offentligheden, og ved at oprette bloggen tvinger jeg samtidig mig selv til at producere tekster nok, så jeg hele tiden har noget at lægge ud på bloggen.

Du er velkommen til at læse med og kommentere det jeg skriver, eller du kan holde dig til K for kultur, som jeg stadig vil fortsætte med.

Du kan læse mere og følge bloggen her: Fantasma

Youtubebesættelse #1 - vlogs

Inspireret af bog-bloggeren Paperback Castles har jeg fået mig en ny dille. Eller, en mindre besættelse er måske et bedre ord for det. Ser I, der er en grund til, at jeg er meget forsigtig med at kaste mig over nye tv-serie. Pt. er jeg meget stolt af mig selv, fordi jeg har modstået House of Cards i hele to sæsoner nu, selvom det åbenbart er det hotteste hotte blandt serier lige nu.

Jeg - en serioman
Hvorfor tæller jeg det som en bedrift? Fordi jeg er serioman. Jeg er afhængig af tv-serier, men de sidste mange år har jeg været på afvænning. Desværre har streamingens indtog på mediemarkedet været skyld i en del tilbagefald inden for de sidste par år. Det er værst når jeg er syg, så er jeg komplet forsvarsløs. Jeg er hjemme hele dagen, har det for elendigt til at lave noget fornuftigt, samtidig med at jeg keder mig og har brug for at blive distraheret af noget, så jeg ikke fokuserer på, hvor ondt jeg nu lige har i halsen, hovedet, maven eller hvor problemet nu end sidder. Og Netflix, Viaplay eller HBO er kun få klik væk. Inden jeg ser mig om, er jeg startet på en ny serie, og vupti, så har jeg brugt et par uger udelukkende på at kværne 6 sæsoner af Lost, Mad Men eller hvad der nu lige vækker min interesse. Binge-watching kaldes amerikanerne det, og det kan jeg bruge uendelig meget tid på.

Derfor forsøger jeg at opsætte regler for mit seriekiggeri. Jeg må max have gang i én uafsluttet serie, og jeg må kun starte på en ny serie, hvis jeg kan holde mig inden for denne kvote. En gang imellem tildeler jeg mig selv tid til at se en serie, hvis den allerede er afsluttet. Målet er at komme ned på max 2 hele, afsluttede serier om året. Det går ikke så godt, for fristelserne er mange, men jeg forsøger at være standhaftig.

Derfor ved jeg endnu ikke, om min nye dille er sund. Jeg er nemlig blevet bidt af video blogs. Da jeg fandt ud af, at Jane Austens klassiske roman (og en af mine absolut favorit-romaner), Stolthed og fordom, var blevet lavet som en webserie i form af video blogs, eller vlogs som de også kaldes, måtte jeg lige forbi og snuse. Hvorefter jeg brugte 1½ dag på at se alle 100 afsnit. Jeg var fuldstændig solgt, ikke kun til denne geniale adaptation, hvor historien er opdateret til nutiden uden at miste sin humor eller spænding, men til hele medieformen. I stedet for afsnit, der varer en halv time til en time ad gangen, varer en vlog episode typisk 2-5 minutter. Hvis man som jeg ikke kan håndtere sit serieforbrug, kan man således få et hurtigt fix på daglig eller ugentlig basis uden at skulle bruge uanede mængder af tid på at komme igennem historien.

En ny fortælleform
Men ud over de rent praktiske aspekter er fiktive vlogs en utrolig interessant måde at fortælle en historie på. De korte episoder, begrænsede miljøer (kameraet er som oftest stationært placeret i et rum, og karaktererne, ikke kulisserne, er i centrum hele tiden) og ekstreme fokus på få karakterer ad gangen, som oftest hovedpersonen, kombineret med en tilstræbt virkelighedsfornemmelse (hovedpersonen filmer sig selv som en slags videodagbog eller videodokumentation, og det officielle fokus inden for historiens ramme er dokumentation, ikke fortælling), giver en helt anden, fortættet fornemmelse for den handling der udspiller sig, en man ville få i en klassisk tv-serie.

The Lizzie Bennet Diaries skød vlog-trenden i gang, og indtil videre er det blevet til en håndfuld serier af forbløffende høj kvalitet, især når man tænker på, at webserierne hverken har pengestærke tv-kanaler eller store produktionsselskaber i ryggen. De er heller ikke sikret indtjening sådan som almindelige tv-serier, men må ofte klare sig via crowdfunding og donationer fra fans.

En anden detalje, der gør webserierne unikke, er deres transmediale karakter. Flere af serierne udspiller sig simultant på flere forskellige internetplatforme, der interagerer med hinanden og med seerne, der således får serveret bidder af serierne fortælling alt efter hvor de følger historien. Mens hovedparten af serierne er formet som korte videoer uploadet på Youtube, kan man som oftest følge serien på de mest populære sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram og Tumblr, hvor historiens hovedkarakterer har profiler, og hvor man kan følge, like, kommentere og samtale med seriens personer. Dette i sig selv er en unik måde at konstruere et narrativt forløb, og kun fantasien sætter grænser for denne nye form for historiefortælling.

Her er en lille guide til de meste interessante vlogs: 

The Lizzie Bennet Diaries
Webserien der startede det hele. Med mere end 250.000 abonnenter på Youtube blev serien en bragende succes, og det var fuldt fortjent. Som en nutidig version af Jane Austens mest elskede bog beviste serien, at Stolthed og fordom virkelig er mere end et romantisk kostumedrama og Colin Firth i våd skjorte – det er tidløs historie om, hvor meget to mennesker kan gå galt af hinanden. Jeg slugte alle 100 afsnit i et hug, for ligesom bogen er serien fuldstændig besættende. Det skyldes et brillant manuskript, der perfekt fanger ånden fra bogen og samtidig tør komme med et moderne bud på fortællingen og dens karakterer, samt et hold skuespillere der giver deres livs præstationer. Især Mary Kate Wiles som Lizzies umodne lillesøster stjæler hver eneste scene hun er med i. Undervejs i serien begynder flere af de andre karakterer at lave deres egne videoer, så man kan se historien fra deres synsvinkel. Især The Lydia Bennet vlog er must see, hvis man vil forstå plotudviklingen til bunds.

Hvorfor er den værd at se?

Hvis man er fan af bogen, er det utrolig sjovt at se, hvordan de på intelligent vis har moderniseret et plot, der ellers kun gav mening i 1800-tallet med dets fastlåste kønsroller og strenge seksualmoral, og samtidig bibeholdt det sprudlende mix af livsglæde, tåbelige bipersoner og kærlighedsforviklinger, der gør Austens roman til en bog, man læser igen og igen. Og derudover er serien bare virkelig godt skruet sammen. Den er uden tvivl noget af det bedste, jeg længe har set - jeg sad klinet til skærmen igennem alle 100 afsnit, mens den fiktive Lizzie, hendes søstre og venner begyndte at føles mere og mere virkelige. Jeg lo højlydt, når Lizzie med skarp sarkasme imiterede sin Kirsten giftekniv af en mor eller den stive William Darcy, så optaget af sin egen arrogante vigtighed, at han ikke fatter, at han er i gang med at jage den pige væk som han er forelsket i. Jeg tudede, da den engleagtige Jane fik sit hjerte knust, selvom jeg vidste, det ville ske, og twistet med den vilde Lydia var så grusomt, at det næsten ikke var til at holde ud at overvære. 

Emma Approved
Emma Approved er endnu en Austen-inspireret serie fra skaberne af The Lizzie Bennet Diaries. Lidt mere glamourøs og lækker at se på, men ikke helt så skarpt skrevet eller spillet, selvom kvaliteten stadig er ret høj. Den vittige dialog mellem hovedpersonerne er seriens højdepunkt, og igen bliver Twitter, Facebook og blogs brugt flittigt som sidespor til videoindslagene. Jeg har dog en mistanke om, at serien er knap så interessant for folk, der ikke har læst Austens Emma.

Hvorfor er den værd at se?

Fordi den ligesom The Lizzie Bennet Diaries er et morsomt og kreativt forsøg på at opdatere en 1800-talsroman, så den giver mening i moderne kontekst. Hvis man kender romanforlægget og som jeg selv er lidt af en Austen-nørd, er det ret underholdende at se, hvordan denne moderne version udspiller sig. Desuden er serien godt skrevet og spillet, selvom den er knap så sprudlende vittig og bidende som sin forgænger.

The Autobiography of Jane Eyre
Endnu en vlog-serie, der er inspireret af The Lizzie Bennet Diaries, men denne gang er det Charlotte Bröntes gotiske romance, der fungerer som forlæg. Jeg må indrømme, at første afsnit var lige ved at skræmme mig væk med sin underlige indie-agtige forsøg på at virke hip og skæv på den seje måde. Men efter et par afsnit blev jeg helt glad for serien, som er knap så lækkert produceret og har en meget mere autentisk stemning end Lizzie og Emma-serierne.

 Hvorfor er den værd at se?

Igen er en stor del af attraktionen, at man kender historien i forvejen og har lyst til at se, hvordan manuskriptforfatterne har moderniseret plottet og samtidig er forblevet tro mod fortællingen og karaktererne. Den virker mere som en ægte vlog en de tidligere nævnte serier, karaktererne er meget troværdige, fordi de er knap så polerede, og der er nogle fine detaljer undervejs, så som Janes 'draw-my-life' episode samt små videoer, der bliver helt poetiske i deres brug af landskab filmet under en gåtur til at skabe stemninger, der understreger hovedpersonens sindstilstand. Igen er jeg dog ikke helt sikker på, at folk der ikke har læst bogen i forvejen for helt så meget ud af serien.

A Tell Tale Vlog
Dette er en ren komedie, og den eneste vlog, som jeg indtil videre ikke har set færdig. Serien er en parodisk skildring af Edgar Allan Poe, en traurig digter med hang til uhygge og ravne, samt hans husspøgelse, den bitchy og meget morsomme Lenore.

Frankenstein MD
Denne serie er ikke udgivet endnu, men kommer til efteråret. Det er producerne bag Lizzie- og Emma-serierne, der laver den, hvilket lover godt for kvaliteten.

Hashtag Hamlet
Det er endnu usikkert, om denne serie bliver til noget, men titlen siger det hele. En moderne version af Hamlet er et must see i min verden, simpelthen fordi jeg elsker Shakespeare og er nysgerrig efter at se, hvordan man laver Hamlet om til en vlog. Er der lige så mange, der dør, og bliver det stadig med gift og drabelige dueller, selvom det på papiret virker urealistisk i det 21. århundrede? Forhåbentlig får vi det snart at se, så hold øje med Youtube eller idémandens Jay Bushmans Tumblr-side.

Ballet-sommer og andre nørderier

Hvem sagde sommerferie? Ikke mig i hvert fald, eftersom min ferie er fyldt op med arbejde og skriveprojekter. For et par måneder siden startede jeg som skribent for to kulturmagasiner, henholdsvis Magasinet KBH og tidsskriftet DANS, også kendt som Terpsichore. Hvilket betyder, at jeg kan vælge og vrage mellem spændende opgaver at skrive om og forestillinger at dække, men det stjæler også tid fra bloggen her såvel som fra mine almindelige skriveprojekter. Jeg føler mig nogle gange som et barn i en slikbutik, hvor jeg må vælge hvad jeg vil, men kun spise én ting ad gangen. Og når jeg blæser på det og prøve at jonglere flere projekter ad gangen, ender jeg ofte med at lade gamle opgaver hænge lidt, hver gang der kommer nogle nye og spændende muligheder.

Balletskole og balletferie
For tiden glæder jeg mig over det kedelige sommervejr, da jeg alligevel ingen gavn af solfyldte weekender. Den Kongelige Ballet har nemlig startet et nyt sommerkursus for unge balletdansere, RDB (forkortelse af Royal Danish Ballet) Summer School, der løber i disse uger. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er en kæmpe balletnørd, og derfor var det svært at modstå fristelsen til at skrive om kurset. Hvilket kort sagt betyder, at jeg i disse uger ikke tilbringer min fritid på stranden, men i stedet render rundt i lumre træningsrum og kigger på teenagedansere, der kæmper med deres pirouetter og pas de deux'er og hvad de ellers skal have styr på for at blive klar til det, der forhåbentlig for de flestes vedkommende bliver til en karriere inden for dansens verden.

Jeg skriver lidt nærmere om mine oplevelser bag ballettens kulisser i næste indlæg, men indtil da kan de mest balletglade af mine læsere (I ved selv hvem I er) følge med på Twitter, hvor jeg løbende poster opdateringer og egne fotos fra sommerkurset.

I det hele taget kan jeg godt blive lidt forbløffet over, hvor meget jeg egentlig nørder ballet. Sidste måned benyttede jeg en ferie i Berlin til at få set Romeo og Julie i en opførsel på Staatsballett Berlin. Versionen var en man ikke ser herhjemme, hvor John Neumeiers udgave er fast favorit. I stedet fik jeg mulighed for at se en tidligere udgave af balletten med koreografi af englænderen John Cranko. Den var interessant, selv jeg ikke var helt glad for de berlinske dansere, der ikke lever op til de danske danseres høje standard. 

Hvordan dør man smukt?
Siden fandt jeg dog en ret fantastisk Cranko-version på Youtube med de oprindelige dansere, Marcia Haydée og Richard Cragun. Hvorfor er de fantastiske? Fordi de både danser og spiller så pokkers godt. Djævlen ligger i detaljen, og i denne udgave har hver eneste lille detalje en betydning. Jeg er især vild med dødsscenen, hvor Haydée har dette vilde, fortvivlede udtryk, da hun finder Romeo død. I modsætning til andre udgaver vågner hun her op i hans arme og tror først, at alt er godt, indtil hun opdager, at hendes elskede er død. Eller da Craguns Romeo døende tager hende i sine arme og ømt kærtegner hendes hår, mens livet siver ud af ham. Eller da Julie stikker kniven i maven og derefter næsten febrilsk trækker sig ind til Romeo, vugger ham fra side til side, indtil hun med svindende kræfter synker ind over ham, for derefter med sine allersidste kræfter rækker ud, tager hans hånd, kysser den og vikler hans arm rundt om sig. Et kort øjeblik ser man, hvordan hun dør i hans favn, inden også hun bliver slap, slipper taget og lader armen falde.

Kontrasten mellem de elskedes krampagtige forsøg på at fastholde den anden over for dødens ubønhørlighed er overvældende - jeg ved, jeg er en balletnørd, men hold op hvor er det smukt. Hele forestillingen kan findes som playliste på Youtube, men I får lige dødsscenen her:

Pengene vs. kunsten - den evige balancegang

Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os, der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin. 

Den kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt, mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de to bliver ofte utydelig.

Kan man vælge at blive kunstner?

Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.

Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig. Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle, aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som 18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.  

Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af Mr. Big fra Sex & City, en ’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med beskeden om, at det var nu eller aldrig. 

Når karrieren kommer i vejen

Jeg var et halvt år inde i mit første ’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.

Det seneste år har været præget af det modsatte problem. Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche, hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver, eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?

 Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed, et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere, performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det kreative arbejde med brødjobbet.

Jobbet eller drømmen?

Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job havde været mindre krævende. 

Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job, der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker, og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold, forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende, men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som jeg selv. 

Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.

Overspringsblog og en lille forklaring

Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog. Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det var et mindre sidespor. 

Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2 måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.

Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.

Anmeldertæv eller tæv til anmelderen?

Den forurettede forfatter

Hvad må man overhovedet skrive som anmelder i dag? Siden jeg med denne blog tog anmelderiet op igen, har jeg forsøgt at efterleve to regler:

• Ikke blindt at tæve løs på kunstneren (i overført/sproglig betydning, hvilket kan være langt værre end korporlig vold), uanset hvor meget jeg synes han eller hun har fortjent det.

• I stedet være konstruktiv og afbalanceret i min vurdering (dvs. klappe kunstnerne opmuntrende på hovedet og sige et par pæne ord, inden jeg begynder at udspy eder og forbandelser over deres makværk eller elendige præstation).

Men jeg er stadig fan af, at man siger sin mening lige ud. Hvis et værk ikke er godt nok, nytter det ikke noget at feje det ind under gulvtæppet. Det har ingen gavn af, hverken publikum/læserne eller kunstneren, der måske fastholdes i en overvurderet selvopfattelse, selvom man for længst skulle have slukket for den respirator der holdt det i live.

Man skrive da ikke dårlige anmeldelser
Sociologen Henrik Dahl, der sidste år debuterede som romanforfatter og prompte fik dårlige anmeldelser i tre af landets største aviser (Politiken, Information og Berlingske Tidende), har de sidste par måneder forsøgt at lappe sit sårede ego ved at gå til modangreb. Hvis anmelderne ikke kan lide hans bog, så er det dem, der er noget galt med. At de er professionelle læsere og litteraturkritikere ved respekterede danske dagblade betyder blot, at der er noget riv rav ruskende galt med kulturjournalistikken, ja hele kritikersystemet i Danmark! For det handler selvfølgelig ikke om, at Dahls bog er noget juks, selvom den fik en gang høvl i langt de fleste danske medier.

Den forurettede Dahl har krævet et ankenævn, hvor man som forurettet kunstner kan klage over en usaglig anmeldelse. Hvad straffen for ’usagligt anmelderi’ så skal være, fremgår ikke. Pinligt er det til gengæld, at en mand, der ikke selv har tøvet med at skrive usaglige anmeldelser, ikke kan tåle sin egen most.

Hvad er straffen for dårlige romaner?
Jeg har ikke læst bogen og kan ikke udtale mig om dens dyder eller eventuelle fejl og mangler. Men jeg er fan af, at Informations kritiker tør sige ligeud, at han synes bogen er dårlig, og kan underbygge sin påstand. Og så vil jeg tilføje, at hvis I nogensinde griber mig i at skrive sætninger som ”Snart ville Aftenstjernen, som Rasmus for nylig havde haft om i skolen, og med Bjørns hjælp også havde lært at udpege på himlen over Lyngby, være forsvundet i vrimlen af stjerner og planeter, der ikke behøvede at møde så tidligt, men nu blev mere og mere klare for hvert minut, der gik.” eller denne perle: ”fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn” – begge udpluk fra Dahls mesterværk af en roman – ja så lover jeg, at I må slå mig, hårdt, og det mener jeg helt bogstaveligt.

Der er ingen undskyldning for at udgive romaner, hvis man ikke kan skrive (litteratur), og har man først udsat sagesløse læsere for dårligt sprog, bør man i det mindste tage sine verbale tæv med oprejst pande.

Som anmelder må man have frihed til at sige sin mening. Ytringsfriheden gælder vel begge veje? Selvfølgelig bør anmelderen stræbe efter en forsøgsvis (omend umulig) objektivitet og ikke forfalde til personangreb eller selvpromovering på bekostning af en saglig vurdering af værket på dets egne præmisser. Men man skal turde kalde en spade for en spade. For nogle gange er det anmeldte værk en gang hø, andre gange er det blot middelmådigt, nogle gange er det glimrende men med væsentlige mangler, og hvis du ikke kan tåle at få det at vide, vil jeg anbefale, at du holder sig fra at stikke næsen frem i et kunstnerisk erhverv (eller i hvert fald stopper med at læse anmeldelser). Og uanset hvor dygtig du er, vil du aldrig blive elsket af alle, som dette anmelder-eksperiment i Politiken viser.

Så kære kunstner, tør øjnene, spis en tudekiks og find ud af, hvad du kan gøre bedre næste gang. Eller om den sure anmelders mening overhovedet har nogen betydning for dig. Måske er dit kernepublikum bedøvende ligeglad med hvad koryfæer som Lilian Munk Rösing, Monna Dithmer, Lars Bukdahl eller undertegnede i al beskedenhed siger og skriver. Og husk på hvad man siger: dårlig omtale er bedre end ingen omtale.