Feberdans og vilde rytmer – weekendens must see

Foto: Arthur Köstler.

I denne omgang får du ingen dybdeborende analyser, men dansen er stadig i fokus. Månedens indlæg handler helt basalt om, hvad du bør se denne weekend, i tilfælde af at du kan rive sig væk fra den lækre forårssol. Jeg lover, at den tid, du tilbringer i teaterrummets mørke, vil være det værd.

Feberhavnen

Egentlig er dette indlæg blot et forspil til en længere artikel om forårets vildeste teateroplevelse, som senere på året vil blive udgivet på VINK, hvor jeg nu slår mine folder som teaterredaktør og skribent. Dette er derfor blot et hurtigt snapshot, skrevet i de sidste dage inden Feberhavnen tages af plakaten. Det er således sidste chance for at se stykket, og jeg vil opfordre enhver teaterelsker til at slå et smut forbi A-salen på Gamle Scene. Forestillingen har længe været udsolgt, men hvis man kommer i god tid og er tålmodig, er der en chance for, at man alligevel bliver lukket ind. Som noget helt exceptionelt kan man nemlig på dagen blive skrevet på en venteliste i tilfælde af, at nogle af billetindehaverne ikke dukker op. Chancen er ikke stor, men den er der, og forestillingen er helt klart umagen værd.

Hvorfor? Fordi Feberhavnen er skør og mærkelig på den fede måde. Man bliver medspiller i dette sindsforstyrrede univers, der er en blanding af ballettime på speed, Paradise Hotel og Game of Thrones, tilsat en knivspids The Walking Dead. Det ville ikke give mening at lave en regulær anmeldelse eller blot en gengivelse af ’handlingen’, der skifter fra aften til aften, styret dels af tilfældige valg, dels af performernes interaktion med og reaktion på det skiftende publikum. 

Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg tog ind og oplevede forestillingen, blandt andet fordi stykket er skabt af Signa og Arthur Köstler, bedre kendt som SIGNA, den berygtede kunstnerduo der stod bag Salò, det meget omtalte, meget kontroversielle performanceværk fra 2010. Mest af alt var jeg nysgerrig efter at opleve, hvordan et stykke performanceteater ville fungere med balletdansere i hovedrollerne. Jeg var ikke begejstret for sidste sæsons I Føling, der også var resultatet af et samarbejde mellem Corpus og en anerkendt iscenesætter fra skuespillets verden, dengang Christian Lollike. Først og fremmest synes jeg ikke, det var vellykket at lade danserne fremsige replikker, især ikke når det skulle foregå på landets nationalscene. Det blev kunstigt amatørskuespil fremført af stemmer, der tydeligvis ikke var vant til at tale til et publikum og derfor manglede gennemslagskraft og stemmestyring.

A-salen kan dog et eller andet, som Skuespilhusets Store Scene ikke formår. Opdelt i 12 små rum, såkaldte ’huse’, er scenen i SIGNAs scenografi hjemsted for forhutlede balletdansere, der gennem dansens forjættende kraft tilbyder den sidste kur mod en altødelæggende feber, fremtidens svar på pesten, den ’sorte død’ der var menneskets svøbe i middelalderen. Dette er den fabulerende præmis for forestillingen, og A-salens klejne størrelse bliver en gevinst frem for en hindring. SIGNA, der ellers er vant til at arbejde i utraditionelle scenerum af meget større omfang, har formået at bruge rummets størrelse til at skabe en næsten klaustrofobisk intimitet, smuk og fordærvet præcis ligesom de 18 balletdansere.

Det er ikke klassisk ballet, man her får præsenteret, med danserne i ophøjet, kold perfektion, traditionelt hævet over publikum. Her kommer man i stedet helt tæt på, danserne fejler, sveder, græder og må danse til de segner. Her er både intriger, smerte, sex og rigeligt med ublufærdig nøgenhed. Det var forfriskende at opleve, fordi danserne fik lov til ikke blot at danse, men også spille røven ud af bukserne, nærmest bogstaveligt talt. De formåede at skabe fuldblodskarakterer, som var troværdige, også når de var aldeles over the top. Herlig var for eksempel den bitchede Elaine (Emma Håkansson), mens den overdrevet bøssede Karl (Cédric Lambrette) var en godbid, og Kate (Stephanie Sahlgren) en nuttet og uskyldig lillepige. 

Alligevel undgik forestillingen at blive et klichéoptog, måske fordi man blev overdynget med detaljerede sanseindtryk og baggrundshistorier, der tydeligvis var gennemtænkte og grundigt indøvede. Det gjorde universet troværdigt, selvom det var svært at blive 100% opslugt – dertil var plottet trods alt for sært og urealistisk, og den gennemgående galgenhumor blokerede til en vis grad for indlevelsen. Visse ting var simpelthen så sjove, at jeg som publikum selv skulle kæmpe for at blive i legen. For Feberhavnen er først og fremmest leg. Jeg har en stærk mistanke om, at både dansere og skuespiller har haft det afsindigt sjovt, mens de i fællesskab fandt på historierne og udviklede deres karakterer og de forskellige plots.

Mine favoritkarakterer var nok Holly (Carling Talcott), den underkuede og kærlighedshungrende ballerina i hvis hus jeg startede min rejse gennem den feberhærgede verden, og King Luck (Arthur Köstler), den temmelig gale krigsherre der herskede over danserne og deres tjenere. Hans fascination af ballet var for længst kammet over i rendyrket dansefetichisme, hvilket skabte mange underholdende optrin, når han greb fat om ballerinaernes sko, kælede for lægge eller arme og generelt opførte sig temmelig forstyrret.

Feberhavnen spiller lørdag den 16.maj kl.12 og søndag den 17.maj kl.12 i A-salen. Læs mere her.

Foto: Henrik Stenberg

Take Four

Udover SIGNAs konceptteater kan man sagtens opleve dans under mere klassiske former, og her vil Take Four være et godt bud. Den Kongelige Ballet har inviteret 4 koreografer til at skabe værker til kompagniet, og resultatet en håndfuld blandede bolsjer, der samlet giver et godt bud på moderne ballet i meget forskellige afskygninger. Jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på forestillingen, og resultatet var ret fint, selvom det føltes meget sært at overvære dans under helt traditionelle former efter en tur igennem den syrede Feberhavnen.

Mine favoritter var dels Sebastian Kloborgs Strangers, der havde meget på hjerte og var iført et smukt, formfuldendt trinsprog med en bismag af mesterkoreografen Kylian (se tidligere artikler her og her), dels Alessandro Sousa Pereiras KRASH, der var vild, rytmisk og inciterende. Ida Prætorius, der efter Svanesøen helt klart er værd at kigge på, fangede øjet som ene, seje kvinde i et hav af mænd i KRASH, mens jeg generelt bare var vild med hele holdet i Strangers. Liam Scarletts Viscera bød også på fine trin med indbydende musikalitet, selvom dens Balanchine-agtige tone ikke helt er min smag. Adam Lüders’ Schubert Pas de Deux virkede til gengæld stift kedelig og faldt igennem i forhold til de andre. Måske kan den reddes inden premieren, men ellers gør Kloborg, Scarlett og Pereiras værker, at Take Four i det store hele er særdeles seværdig.

Take Four har premiere lørdag den 16.maj på Skuespilhusets Store Scene og spiller frem til 23.maj. Læs mere her.

TIME WOKE UP IN DARKNESS

CPH Stage er knap en måned væk, og selvom jeg endnu kun har haft tid til et overfladisk kig på programmet, har jeg allerede sat kryds ved én bestemt forestilling: TIME WOKE UP IN DARKNESS er en blanding af liveanimation, skyggespil, musik og animationsfilm, og er et samarbejde mellem Viborgs The Animation Workshop og teatret Carte Blanche. Som hardcore animationsfan er jeg ret nysgerrig efter at se, hvad der er kommet ud af dét samarbejde – og så er titlen bare fed nok til, at jeg lige må kigge forbi og opleve, hvad den dækker over.

TIME WOKE UP IN DARKNESS (ANDE WALKED ACROSS THE ROOM) spiller på Teaterøen fra 6.-13.juni. Læs mere her.

Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan

Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.

Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.

Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.

Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.

Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.

Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.

Nye tider på bloggen

Det er på sin plads at komme med en indrømmelse: K for kultur vil de næste mange måneder køre på lavt blus med ganske få indlæg, og desværre kan jeg ikke love (selvom jeg vil bestræbe mig på det), at jeg kan skrive et indlæg en gang om måneden. Det skyldes akut mangel på tid, hvilket igen skyldes, at jeg har fået travlt med nye udfordringer.

I januar blev jeg headhuntet til en stilling som teaterredaktør på kultursitet VINK, hvor jeg fra nu af vil slå mine folder som både skribent og redaktør. Målet er at fortsætte mit arbejde på K for kultur, blot i større format. Det skal ikke være en hemmelighed, at denne blog er frygtelig afhængig af, at jeg har tid nok til både at opleve og skrive om tilstrækkeligt mange kulturbegivenheder til at det bliver interessant for jer læsere. Desværre har jeg aldrig haft tid nok til at skrive om alt det, jeg gerne ville. Det har længe været min overbevisning, at de mere skæve, alternative og ukendte lag af dansk kulturliv slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Det første skridt til at ændre dette har for mit vedkommende været at fremdrage de ting, som jeg selv syntes var spændende i kulturlivet, hvilket har resulteret i en blanding af anmeldelser, essays, forbrugerguides samt et enkelt interview.

Jeg har dækket det, jeg kunne overskue, og samtidig levne plads til at have et liv med arbejde, familie, venner og andre kreative projekter. Men det har aldrig været mere end en dråbe i havet. I januar fik jeg så et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, nemlig at blive en del af en stor, broget redaktion af kulturentusiaster, der arbejder hårdt for præcis det samme, som jeg hele tiden har forsøgt - nemlig at formidle de mere brogede, alternative sider af Københavns kulturliv til en større offentlighed. Jeg har fået muligheden for at bygge VINKs teatersektion op, så den kan blive et reelt alternativ til de mange mere eller mindre seriøse kulturblogs (heriblandt min egen) samt de etablerede mediers dækning af scenekunst, der trods penge og dygtige kræfter har tendens til at fokusere mest på det 'sikre', dvs. det etablerede mainstreamteater.

Mit mål med arbejdet for VINK bliver at sætte fokus på netop det knap så kendte og kommercielle, at fortsætte med at skyde med skarpt efter etablerede kulturinstitutioner og -personligheder, samt fremdrage de initiativer og mennesker, der måske ikke får så meget opmærksomhed som de fortjener i forhold til kvaliteten af deres arbejde. Er dette en naiv målsætning? Overdrevet idealistisk? Måske, men jeg mener, at målet aldrig bør være at blive den mest populære stemme, medmindre man går direkte efter penge og indflydelse.

Mit arbejde på VINK vil desværre tage tid fra bloggen her, eftersom mit arbejde dér i høj grad vil overlappe mit arbejde på K for kultur. Sådan må det være, men det betyder ikke, at jeg helt vil droppe denne blog, som er og bliver min baby. Så længe jeg kan se pointen i at beholde denne stemme og det frirum, som denne blog giver mig, vil jeg fortsætte. Det næste stykke tid skal jeg bruge på at finde ud af, hvor mange ressourcer jeg skal bruge på mit arbejde som teaterredaktør, og hvad kernestoffet på K for kultur egentlig bør være. Anmeldelser og større artikler fra min hånd vil I fremover kunne finde her, hvor jeg har ansvaret for den redaktionelle linje og derfor bestemmer, hvad der skal skrives om af scenekunst. De af jer, der har været glade for mine mange indlæg om teater og dans, kan med fordel følge med på VINK. Jeg har allerede lavet to anmeldelser for sitet, én fra Dansehallerne og én fra Betty Nansen. Næste artikel, en anmeldelse af Sneskud teaterfestival, er lige på trapperne, og vil sandsynligvis blive fulgt op med en kommentar til Den Kongelige Ballets helt store forestilling i denne sæson, nemlig Svanesøen.

Derudover kan man stadig følge min anden, mere litterære blog, Fantasma, og som noget nyt kan jeg nu også findes på Instagram, hvor jeg som @agnethepoulsen vil poste billeder fra en kulturel hverdag, blandet med øjeblikspoesi og tekster fra Fantasma. Jeg forsvinder derfor ikke, men bliver blot synlig på anden vis.

Tilbage er kun at sige: det har været sjovt og lærerigt, og jeg håber, at I stadig vil hænge på, selvom der måske bliver lidt langt mellem snapsene herinde. Som plaster på såret håber jeg at kunne udgive et nyt indlæg meget snart, denne gang en guide til forårets teaterforestillinger, som altid aldeles subjektiv, selektiv og kræsen.

På gensyn!

Et (forhåbentligt) sidste ord om ytringsfrihed

Tegning: Roald Als

Foråret er på vej, og heldigvis for det, når vinteren har budt på gråvejr, gråvejr og diverse skyderier i ind og udland samt hvad dertil følger af mediesvælgen i alt, hvad der kan drejes over i retning af terrorisme, etniske minoriteter, religion osv. Jeg deltog selv i hylekoret for en kort stund i januar, og det står jeg ved, for jeg finder stadig, at massakren i Paris var et forsøg på at undertrykke ytringsfriheden, og diskussionen om frihed til at ytre sig er relevant for os alle sammen, nu mere end nogensinde.

I dag er det ikke længere en selvfølge blandt menigmand, at man må sige og gøre hvad man vil. Og ja, selvfølgelig bør man ikke sige og gøre hvad som helst, men det er alligevel værd at tage med i betragtningerne, at herhjemme kan både DF'ere og en vis digter med palæstinensisk baggrund komme med særdeles grove, stødende og decideret personkrænkende ytringer uden at blive sat i fængsel, tortureret eller dræbt. Så kan vi andre vælge at trække på skulderen af dem, kalde dem idioter eller svare igen med lige så tåbelige kommentarer, men der er nu stor forskel på, om man svarer med ord eller med kugler.

Politiker Özlem Cekic opsummerer det ret godt i en kronik i Politiken, som også kan læse på hendes egen blog. Dette er et af de mere fornuftige indslag i debatten, i modsætning til Herbert Pundiks pseudohistoriske tåbeligheder og Birthe Rønn Hornbechs utidige og temmelig naive forståelse af ytringsfriheden. For ikke at tale om Yahya Hassans forsøg på at opretholde sin position som klassens frække dreng ved at svine sociolog Henrik Dahl og forfatter/anmelder Kristian Ditlev Jensen til på Facebook - et mediestunt, der tilsyneladende skulle vende hele diskussionen om ytringsfrihed på hovedet.

Hassans pointe var sådan set klar nok, når han stillede spørgsmålstegn ved, om det virkelig skulle være værre at fremstille en person som nazist end som jihadist, og samtidig førte debatten om retten til at håne, spotte og latterliggøre ud i sin yderste konsekvens ved simpelthen at sende verbale spytklatter i retning af kendte mediefolk som Dahl, Ditlev Jensen og Mads Brügger. Desværre overså Hassan som de fleste andre (hvilket Cekic ikke gjorde), at der er en verden til forskel på at reagere med hån og reagere ved at tage maskingevær i hånden og gå ud og meje folk ned. Endnu mere desværre (for Yahya Hassan altså), var der vist ikke rigtigt nogen, der blev specielt sure over hans forsøg på at fornærme folk. Et par aviser prøvede at stille spørgsmålstegn ved, at Gyldendal ønsker at bruge ham som redaktør, og forsøgte at piske en stemning op ved at berette, hvordan debatten ligefrem "raser" på Facebook. Men som de fleste ved, 'raser' debatten i forvejen på Facebook om selv de mest ligegyldige småting, så dette er næppe en god indikator for, hvorvidt Hassan reelt havde testet grænserne for ytringsfriheden. I stedet har han om noget bekræftet, hvad ytringsfrihed egentlig gør ud på.

Selv Henrik Dahl, der havde det lidt svært med ytringsfriheden, da et par boganmeldere benyttede sig af den (og samtidig passede deres job) ved at nedrakke hans roman, tog Yahya Hassans eder og forbandelser ganske roligt. For som han selv sagde, "folk har ret til at sige åndssvage ting."

Til dette kan kun tilføjes et "Amen" og en opfordring til, at vi alle bliver ved med at sige med at sige åndssvage ting. For hvor ville verden blive et kedeligt sted, hvis vi alle sammen (også Yahya Hassan) kun måtte gå rundt og sige pæne, korrekte, ikke-stødende ting til hinanden? For eksempel ville vi aldrig få videoer som denne her igen:

Suis-je Charlie?

Egentlig havde jeg for flere dage siden forberedt et passioneret indlæg om ytringsfrihed og danske mediers fejhed (ingen nævnt, ingen glemt, Politiken!) både før og efter terrorangrebet/massakren i sidste uge.

Ytringsmod vs. æstetisk sans
Men jeg gik hurtigt død i det. Dels fordi jeg i kølvandet på sidste uges terrorangreb og den efterfølgende debat følte, at jeg i ytringsfrihedens hellige navn havde pligt til at overplastre min blog med billeder fra Charlie Hebdo og de famøse Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten, og det gik hurtigt op for mig, at det havde jeg faktisk ikke lyst til. Ikke så meget på grund af frygt for repressalier (selvom det selvfølgelig spiller en rolle - hvem pokker har lyst til at få et par skudhuller i brystet eller bare en rask lille bombe smidt ind af vinduet på grund af nogle dumme kruseduller?), men fordi jeg ved nærmere eftertanke faktisk synes, at især Charlies tegninger var lidt for grimme. For det er de jo, grimme og vulgære, nogle gange sjove, nogle gange så indforståede, at man nok skal have opholdt sig lidt længere i Frankrig eller fulgt lidt bedre med i de franske medier generelt for at fatte pointen.

Derudover fandt jeg, at massakren på blot en uge er blevet så grundigt beskrevet helt ned i de mindste, grufulde detaljer, så diskuteret, promoveret og tegnet, at der ikke er mere at sige. Alt er sagt, og hvis jeg kommer med flere pip eller viser flere satiretegninger, efteraber jeg bare alle de andre medier, der sandsynligvis er langt bedre inde i stoffet og langt mere kvalificerede til at have en mening end en lille, nørdet kulturblog.

Hvornår er man Charlie?
Er jeg Charlie? Det, kære læsere, har jeg faktisk ingen anelse om. Jeg vil gerne være solidarisk, og selvfølgelig tilslutter jeg mig ytringsfrihed og retten til at håne, pege fingre og ramme aldeles ømme punkter hos folk uanset politisk og religiøst ståsted. For det er hele pointen med satire. Men jeg er ikke selv satiretegner, og selvom jeg kan være kritisk, er jeg det nok snarere på en smal, indadvendt måde - jeg vil hellere svinge pisken over kunstnerne selv og kulturens institutioner end over dem, de forsøger at ruske op i eller ramme. Simpelthen fordi jeg har mere forstand på kunst end på samfundsforhold. Så hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke helt, jeg fortjener at kalde mig Charlie.

Derfor vil jeg i stedet bruge dette indlæg på at hylde en person, der rent faktisk er Charlie: skarp, sjov og frem for alt forbandet modig, også selvom tegneren af åbenlyse grunde holder fast i sin anonymitet.

Jesus and Mo er en af de bedste webtegneserier der findes, og satiren er dugfrisk og intelligent. Her handler det ikke om at provokere, men på spidsfindig vis at udstille religiøse fordomme, dobbeltmoral, selvmodsigelser og generelle dumheder. Samtidig kan man ikke lade være med at holde af de to kødhoveder, Jesus og Profeten Muhammed (dog i form af en 'body double', da den ægte profet jo døde for mange århundreder siden). Tegneren af serien har været i gang siden 2006, og han (eller hun?) er om nogen indbegrebet af udfordrende, skarpsindig satire. Læs den, og hvis du allerede kender serien, så genlæs den. Charlie Hebdos skæbne er uvis, nu hvor avisen har mistet så mange gode kræfter, men Jesus and Mo lever i bedste velgående.

Seneste stribe i kølvandet på Charlie-massakren

Den der ler sidst... Eller?
Men sært er det, at forskellige kulturer reagerer forskelligt på det, de opfatter som uundskyldelige krænkelser. I december var den store nyhed cyberangrebet på filmselskabet Sony Pictures, et angreb der unægteligt var langt mere gennemtænkt og sært elegant end blodbadet i Paris. Et hackerangreb, der voldte økonomisk skade og blotlagde ømme punkter som eksempelvis interne e-mails, der var pinlige at få offentliggjort. The Interview blev alligevel vist, og både hackerangrebet og terrortruslerne fra hackergruppen Guardians of Peace har uden tvivl sikret filmen langt større omtale end den ellers havde fået, samt en plads i filmhistorien, som den ifølge mange filmanmeldere ikke helt havde fortjent, hvis man skal dømme efter filmisk kvalitet.

Spørgsmålet er, hvad der i sidste ende har størst effekt: at myrde de mennesker, som man føler sig krænket af, eller at udsætte dem for økonomisk og politisk pres. For selvom The Interview har betydet masser af omtale for filmselskabet (og al omtale er vel god omtale, siges det), har omkostningerne måske været for store. Filmen kostede i omegnen af 44 millioner dollars at producere, men salgstal fra starten af januar viser, at filmen endnu ikke havde tjent disse omkostninger ind igen. Den kan sikkert nå det endnu, men spørgsmålet er, om Sony eller andre filmselskabet vil vove forsøget en anden gang? Er omtalen bøvlet værd?

Sammenlignet med terrorangrebet på Charlie Hebdo har Nordkoreas hackere vist, at de følger med tiden. Når man direkte går ud og myrder en række mennesker (heriblandt en trosfælle i form af en muslimsk politimand), er det vel tvivlsomt, hvor meget sympati man får, ud over fra de mest rabiate folk fra egne rækker. De ansvarlige for massakren slap ikke med livet i behold, og resultatet er indtil videre en risiko for større mistro over for muslimske mindretal, større tilslutning til højre-orienterede, nationalistiske partier og politiske ledere, der i højere grad end før vil søge at slå ned på alt, hvad der lugter af IS, Al Qaeda og hjemlige muslimer med lidt for stor sympati for radikale fortolkninger af Islam. Plus en stor distribution af de famøse, såkaldt blasfemiske tegninger over store dele af verden.

Derimod er der ingen, der er kommet efter Guardians of Peace eller for dens sags skyld Nordkoreas leder, der er mistænkt for at stå bag cyberangrebet på Sony. Intet er bevist, og Kim Jong-un sidder endnu nogenlunde trygt på sin trone.

Så hvem ler sidst og bedst?

PS. Jeg synes alligevel, at Charlie Hebdo fortjener lidt opmærksomhed, nu hvor jeg udnytter angrebet på avisen til at kaste lidt shine over på alt muligt andet. Så her følger en af de få avisforsider, hvor jeg både kunne relatere til konteksten og faktisk fandt tegningen både sjov og sand - især når man tænker på de cons (fransk for røvhuller/idioter), der til ære for deres profet myrdede en masse mennesker.

PPS. For at det ikke altid skal handle om vestlig nedrakning/satire af anderledes tænkende, får I lige et klip fra Team America: World Police - en af de sjoveste filmsatirer over amerikansk kultur, produceret af South Park-skaberne Trey Parker og Matt Stone. Selvom den har mere end ti år på bagen, er den stadig vulgær, ulækker og virkelig morsom. Velkommen til 2015!

Det bedste og værste fra 2014

Lige her på falderebet skal I ikke snydes for et lille tilbageblik på 2014. Året har haft dets op- og nedture, som hvert eneste år før det. Aviserne er i forvejen fyldt med artikler om de mest omtalte, mest overraskende og rystende kulturbegivenheder i år, så dem er der ingen grund til at nævne her, for enten har I fulgt med og har derfor allerede har hørt om dem, eller ikke fulgt med og derfor må antages at være fløjtende ligeglade.

Så i stedet vil jeg lave en top 5 over de mest interessante forestillinger i 2014. Ikke de bedste, de mest kunstnerisk vellykkede (om end nogle af forestillinger ville være et seriøst bud), men simpelthen de teaterforestillinger, som prøvede at være anderledes, gøre noget nyt, og samtidig var i stand til at være gribende, hårrejsende, underholdende og tankevækkende. Derfor præsenterer jeg her, ud fra en dybt subjektiv vurdering, udelukkende baseret på personlig smag og på, hvad jeg reelt har haft mulig for at se (så hvis I synes, der mangler nogle helt essentielle forestillinger, der absolut har fortjent at blive nævnt, er I meget velkomne til at skrive det i kommentarfeltet eller på bloggens Facebookside):

Top 5 over årets højdepunkter

1. Metamorfoser, Det Røde Rum: fordi den simpelthen er genial. Genialt instrueret, genialt spillet, genialt skrevet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set noget, der var så godt.
2. Last Touch First, Oslo Balletten: fordi den udfordrede den gængse opfattelse af dans og bevægelse, og samtidig formåede at være åndeløst spændende. Fordi den i en verden af overfladisk seksualitet formåede at vise, at antydninger kan være langt mere erotisk end nøgenhed.
3. RITE OF SPRING – EXTENDED, Granhøj Dans i Dansehallerne: for dens knugende uhyggelige, men også dybt fascinerende fortolkningsportræt af overgangsfaser og manderitualer.
4. BIS, Jan Martens i Dansehallerne: et bevægende portræt af en aldrende kvinde, der omfavnede performancekunstens klichéer og alligevel formåede at være gribende, grænseoverskridende og dybt ubehageligt på den gode måde.
5. THEN I WAS LIKE, Teater HAUT i Huset KBH: et stykke, der satte publikum i centrum og blandede tekst, improvisation og musik sammen på en skæv og anderledes måde, og samtidig insisterede på at være dybt underholdende i al sin muntre melankoli.

Nu er nytåret jo den tid på året, hvor man ser tilbage og opregner gode og dårlige begivenheder og oplevelser. Så her kommer en række personlige, kulturelle glæder og sorger i årets løb:

Årets ærgrelse 

Foto: Morten Holtum

At jeg i 2014 ikke har læst en eneste bog, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det er helt sikkert min egen skyld, da jeg har haft travlt med alt muligt andet, men jeg er samtidig stødt på meget få bøger, som jeg reelt havde lyst til at læse. Det tætteste, jeg er kommet på en exceptionel læseoplevelse, er Yahya Hassans debut, Yahya Hassan, som jeg i efteråret endelig fik taget mig sammen til at læse og syntes ret godt om. Desværre var der ikke de store overraskelser i bogen, som jo er blevet endevendt og skamrost i medierne lige siden den udkom. Selvom Hassan uden tvivl er et litterært vidunderbarn (eller ung, eller hvad man nu kalder en fyr, der skriver langt bedre end de fleste 'voksne' i en alder af blot 17-18 år), var kvaliteten ikke lige høj hele vejen igennem, og jeg ser mere frem til at læse hans næste bog. 

Derudover var The Inheritance & Other Stories tæt på vidunderlig. Skrevet af en forfatter med hele to pseudonymer, Megan Lindholm og Robin Hobb (hvert forfatternavn har sin særlige skrivestil, derfor udgiver hun under begge navne). Bogen var en novellesamling med udvalgte historier fra begge sider af hendes forfatterskab, og indeholdt nogle af de bedste sci-fi og fantasynoveller, jeg længe har læst.

Årets lavpunkt 

Maleficent, Disneys reboot (læs: forvanskning) af Tornerose fra 1959, en af filmselskabets egne, absolutte klassikere. Klæbrig i sit forsøg på at forvandle det klassiske eventyr til en moderne, politisk korrekt version af fortællingen, sandsynligvis i forsøg på at 'følge med tiden' og ikke virke så mandschauvinistisk, som filmselskabet igennem tiden er blevet anklaget for fra flere sider, senest af svenskerne.

De eneste to skuespillere, der ikke var helt igennem banale, endimensionale eller direkte rædselsfulde, var Angelina Jolie og Sam Riley. Min umiddelbare reaktion, da jeg forlod biografen, var følelsen af, at filmen havde gjort sit bedste, hvis formålet var at voldtage et kært barndomsminde. Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor forfærdelig den film var, men da det ikke helt er fokus for dette indlæg, vil jeg i stedet give ordet til Honest Trailers, der i en af deres 'ærlige trailers' meget præcist opsummerer alt, hvad der var galt med Maleficent.

Årets lyspunkter 

Der har selvfølgelig været mange flere end ovenstående top 5 liste, men eftersom min blog jo først og fremmest handler om at anbefale og diskutere mindeværdige kulturbegivenheder, vil jeg anbefale dig, kære læser, selv at tage et kig igennem årets mange indlæg. Eller reflektere over, hvad dine egne, allerbedste kulturoplevelser har været.

Årets kulturperson

I skrivende stund vil jeg sige Morten Kirkskov, kommende skuespilchef på Det Kongelige Teater. Ikke baseret på hans arbejde, for jeg har hverken læst hans bog, set ham spille teater eller oplevet hans arbejde som direktør for Aalborg Teater. Men han er sej, fordi han i et interview til Berlingske Tidende den 21.december rammer lige ned i tidsånden og kritiserer, eller måske snarere advarer om farerne ved den overfladiskhed, vi danskere (i lighed med folk over hele verden) er blevet så glade for at dyrke på Facebook og andre sociale medier.

For når alt handler om at vise og dyrke overfladen, de positive oplevelser, prale af bedrifter, sejre og succeser, men fortier, når tingene går galt, når konen skrider, når jobbet ryger, når lille Ingolf endnu ikke har lært at gå, får vi så sværere ved at acceptere de sider af tilværelsen? Som Kirkskov udtaler: ”Jeg tror, vi er bange for det, der gør ondt. Bange for at miste position i verden, hvis vi hengiver os for meget til det triste i vores liv. Der er et krav om, at alting skal være godt. Man skal hele tiden shine.”

Hvilket efter min mening rammer plet. Nutidens mantra er nærmest blevet, at man hele tiden skal være lykkelig, succesfuld og smuk. Det er bare ikke realistisk for nogen, for guess what? Nogle gange dummer du dig, nogle gange er dagene sorte og tunge, jobbet rædsomt, kæresten irriterende, børnene ulidelige. Nogle gange er du et sted i dit liv, du slet, slet ikke ønsker at være. Nogle gange er du morgengrim og har dårlig ånde. Vejer lidt for meget, er i lidt for dårligt humør. Nogle gange gør livet allerhelvedes ondt. Du slipper ikke for at opleve nedture, sådan er det bare. Du kan ikke altid få solskin på din vej. Og det er vel egentlig okay? 

Godt Nytår!