Ballet-sommer og andre nørderier

Hvem sagde sommerferie? Ikke mig i hvert fald, eftersom min ferie er fyldt op med arbejde og skriveprojekter. For et par måneder siden startede jeg som skribent for to kulturmagasiner, henholdsvis Magasinet KBH og tidsskriftet DANS, også kendt som Terpsichore. Hvilket betyder, at jeg kan vælge og vrage mellem spændende opgaver at skrive om og forestillinger at dække, men det stjæler også tid fra bloggen her såvel som fra mine almindelige skriveprojekter. Jeg føler mig nogle gange som et barn i en slikbutik, hvor jeg må vælge hvad jeg vil, men kun spise én ting ad gangen. Og når jeg blæser på det og prøve at jonglere flere projekter ad gangen, ender jeg ofte med at lade gamle opgaver hænge lidt, hver gang der kommer nogle nye og spændende muligheder.

Balletskole og balletferie
For tiden glæder jeg mig over det kedelige sommervejr, da jeg alligevel ingen gavn af solfyldte weekender. Den Kongelige Ballet har nemlig startet et nyt sommerkursus for unge balletdansere, RDB (forkortelse af Royal Danish Ballet) Summer School, der løber i disse uger. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er en kæmpe balletnørd, og derfor var det svært at modstå fristelsen til at skrive om kurset. Hvilket kort sagt betyder, at jeg i disse uger ikke tilbringer min fritid på stranden, men i stedet render rundt i lumre træningsrum og kigger på teenagedansere, der kæmper med deres pirouetter og pas de deux'er og hvad de ellers skal have styr på for at blive klar til det, der forhåbentlig for de flestes vedkommende bliver til en karriere inden for dansens verden.

Jeg skriver lidt nærmere om mine oplevelser bag ballettens kulisser i næste indlæg, men indtil da kan de mest balletglade af mine læsere (I ved selv hvem I er) følge med på Twitter, hvor jeg løbende poster opdateringer og egne fotos fra sommerkurset.

I det hele taget kan jeg godt blive lidt forbløffet over, hvor meget jeg egentlig nørder ballet. Sidste måned benyttede jeg en ferie i Berlin til at få set Romeo og Julie i en opførsel på Staatsballett Berlin. Versionen var en man ikke ser herhjemme, hvor John Neumeiers udgave er fast favorit. I stedet fik jeg mulighed for at se en tidligere udgave af balletten med koreografi af englænderen John Cranko. Den var interessant, selv jeg ikke var helt glad for de berlinske dansere, der ikke lever op til de danske danseres høje standard. 

Hvordan dør man smukt?
Siden fandt jeg dog en ret fantastisk Cranko-version på Youtube med de oprindelige dansere, Marcia Haydée og Richard Cragun. Hvorfor er de fantastiske? Fordi de både danser og spiller så pokkers godt. Djævlen ligger i detaljen, og i denne udgave har hver eneste lille detalje en betydning. Jeg er især vild med dødsscenen, hvor Haydée har dette vilde, fortvivlede udtryk, da hun finder Romeo død. I modsætning til andre udgaver vågner hun her op i hans arme og tror først, at alt er godt, indtil hun opdager, at hendes elskede er død. Eller da Craguns Romeo døende tager hende i sine arme og ømt kærtegner hendes hår, mens livet siver ud af ham. Eller da Julie stikker kniven i maven og derefter næsten febrilsk trækker sig ind til Romeo, vugger ham fra side til side, indtil hun med svindende kræfter synker ind over ham, for derefter med sine allersidste kræfter rækker ud, tager hans hånd, kysser den og vikler hans arm rundt om sig. Et kort øjeblik ser man, hvordan hun dør i hans favn, inden også hun bliver slap, slipper taget og lader armen falde.

Kontrasten mellem de elskedes krampagtige forsøg på at fastholde den anden over for dødens ubønhørlighed er overvældende - jeg ved, jeg er en balletnørd, men hold op hvor er det smukt. Hele forestillingen kan findes som playliste på Youtube, men I får lige dødsscenen her:

Pengene vs. kunsten - den evige balancegang

Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os, der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin. 

Den kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt, mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de to bliver ofte utydelig.

Kan man vælge at blive kunstner?

Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.

Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig. Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle, aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som 18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.  

Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af Mr. Big fra Sex & City, en ’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med beskeden om, at det var nu eller aldrig. 

Når karrieren kommer i vejen

Jeg var et halvt år inde i mit første ’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.

Det seneste år har været præget af det modsatte problem. Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche, hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver, eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?

 Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed, et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere, performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det kreative arbejde med brødjobbet.

Jobbet eller drømmen?

Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job havde været mindre krævende. 

Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job, der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker, og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold, forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende, men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som jeg selv. 

Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.

Overspringsblog og en lille forklaring

Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog. Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det var et mindre sidespor. 

Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2 måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.

Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.

Anmeldertæv eller tæv til anmelderen?

Den forurettede forfatter

Hvad må man overhovedet skrive som anmelder i dag? Siden jeg med denne blog tog anmelderiet op igen, har jeg forsøgt at efterleve to regler:

• Ikke blindt at tæve løs på kunstneren (i overført/sproglig betydning, hvilket kan være langt værre end korporlig vold), uanset hvor meget jeg synes han eller hun har fortjent det.

• I stedet være konstruktiv og afbalanceret i min vurdering (dvs. klappe kunstnerne opmuntrende på hovedet og sige et par pæne ord, inden jeg begynder at udspy eder og forbandelser over deres makværk eller elendige præstation).

Men jeg er stadig fan af, at man siger sin mening lige ud. Hvis et værk ikke er godt nok, nytter det ikke noget at feje det ind under gulvtæppet. Det har ingen gavn af, hverken publikum/læserne eller kunstneren, der måske fastholdes i en overvurderet selvopfattelse, selvom man for længst skulle have slukket for den respirator der holdt det i live.

Man skrive da ikke dårlige anmeldelser
Sociologen Henrik Dahl, der sidste år debuterede som romanforfatter og prompte fik dårlige anmeldelser i tre af landets største aviser (Politiken, Information og Berlingske Tidende), har de sidste par måneder forsøgt at lappe sit sårede ego ved at gå til modangreb. Hvis anmelderne ikke kan lide hans bog, så er det dem, der er noget galt med. At de er professionelle læsere og litteraturkritikere ved respekterede danske dagblade betyder blot, at der er noget riv rav ruskende galt med kulturjournalistikken, ja hele kritikersystemet i Danmark! For det handler selvfølgelig ikke om, at Dahls bog er noget juks, selvom den fik en gang høvl i langt de fleste danske medier.

Den forurettede Dahl har krævet et ankenævn, hvor man som forurettet kunstner kan klage over en usaglig anmeldelse. Hvad straffen for ’usagligt anmelderi’ så skal være, fremgår ikke. Pinligt er det til gengæld, at en mand, der ikke selv har tøvet med at skrive usaglige anmeldelser, ikke kan tåle sin egen most.

Hvad er straffen for dårlige romaner?
Jeg har ikke læst bogen og kan ikke udtale mig om dens dyder eller eventuelle fejl og mangler. Men jeg er fan af, at Informations kritiker tør sige ligeud, at han synes bogen er dårlig, og kan underbygge sin påstand. Og så vil jeg tilføje, at hvis I nogensinde griber mig i at skrive sætninger som ”Snart ville Aftenstjernen, som Rasmus for nylig havde haft om i skolen, og med Bjørns hjælp også havde lært at udpege på himlen over Lyngby, være forsvundet i vrimlen af stjerner og planeter, der ikke behøvede at møde så tidligt, men nu blev mere og mere klare for hvert minut, der gik.” eller denne perle: ”fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn” – begge udpluk fra Dahls mesterværk af en roman – ja så lover jeg, at I må slå mig, hårdt, og det mener jeg helt bogstaveligt.

Der er ingen undskyldning for at udgive romaner, hvis man ikke kan skrive (litteratur), og har man først udsat sagesløse læsere for dårligt sprog, bør man i det mindste tage sine verbale tæv med oprejst pande.

Som anmelder må man have frihed til at sige sin mening. Ytringsfriheden gælder vel begge veje? Selvfølgelig bør anmelderen stræbe efter en forsøgsvis (omend umulig) objektivitet og ikke forfalde til personangreb eller selvpromovering på bekostning af en saglig vurdering af værket på dets egne præmisser. Men man skal turde kalde en spade for en spade. For nogle gange er det anmeldte værk en gang hø, andre gange er det blot middelmådigt, nogle gange er det glimrende men med væsentlige mangler, og hvis du ikke kan tåle at få det at vide, vil jeg anbefale, at du holder sig fra at stikke næsen frem i et kunstnerisk erhverv (eller i hvert fald stopper med at læse anmeldelser). Og uanset hvor dygtig du er, vil du aldrig blive elsket af alle, som dette anmelder-eksperiment i Politiken viser.

Så kære kunstner, tør øjnene, spis en tudekiks og find ud af, hvad du kan gøre bedre næste gang. Eller om den sure anmelders mening overhovedet har nogen betydning for dig. Måske er dit kernepublikum bedøvende ligeglad med hvad koryfæer som Lilian Munk Rösing, Monna Dithmer, Lars Bukdahl eller undertegnede i al beskedenhed siger og skriver. Og husk på hvad man siger: dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
 

Kongeligt koks i DR nyhederne

Hvor blank må man være som kulturjournalist?

Det kan være svært for journalister at følge med nyhedsstrømmen, især når det skal gå stærkt. Alligevel er det pinligt at overvære, når det går galt. I formiddags afslørede Det Kongelige Teater sit repertoire for den næste sæson for et talstærk opbud af danske pressefolk. Danmarks Radio følte åbenbart et pres for at komme først med nyheden om det nyeste nye på landets nationalscene. Men hvor smart er det lige at komme først, hvis den nyhed, man sender ud, er skudt helt ved siden af?

Journalist Annegerd Lerche Kristiansen er åbenbart ikke en ørn til teaterhistorie. I hvert fald blev nyheden om, at Det Kongelige Teater opsætter Michael Frayns farce Noises off (på dansk Koks i kulissen) på DRs hjemmeside til nyheden om, at man laver en teaterversion af komedieklassikeren Halløj på Badehotellet (eng. Fawlty Towers). Artiklen, der tydeligvis ikke er skrevet af en journalist med den fjerneste anelse om teater eller hvad der konstituerer en kulturnyhed, går videre med at nævne, at balletten Kameliadamen bliver genopsat, hvilket der heller ikke en nyhed -  balletmester Nikolaj Hübbe afslørede planerne om at sætte balletten på programmet for flere måneder tilbage, da Den Kongelige Ballet modtog en fondsdonation på 50 mio. kr.

De informationer, der kunne have en reel nyhedsværdi inden for kulturområdet, bliver ikke nævnt med et ord. Så for en god ordens skyld vil jeg lige opridse, hvad der er af egentlige, interessante nyheder i forbindelse med sæsonpræsentationen på Det Kongelige Teater:

• Shakespeares Romeo og Julie bliver opsat på Skuespilhusets Store Scene. Ikke så spændende i sig selv, men det er den unge superinstruktør Elisa Kragerup (Metamorfoser, Sonetter, Den unge Wethers lidelser) der skal instruere, og de to seje skuespiltalenter Thomas Hwan og Danica Curcic skal spille titelrollerne. Det kan kun blive godt.
• Førnævnte Koks i kulissen, som absolut intet har med Halløj på Badehotellet eller John Cleese at gøre. Til gengæld er det en meget morsom engelsk komedie, hvor en flok skuespillere forgæves kæmper for at holde sammen på en forestilling, mens seksuelle intriger, dumhed og druk konstant truer med at underminere deres samspil på scenen.
• Forfatter og dramatiker Nielsen, tidligere kendt som Das Beckwerk og den påstået afdøde Claus Beck-Nielsen, følger den glimrende De europæiske medier fra sæson 2011-2012 op med Markedet, endnu et bugtalerisk stykke, hvor skuespillerne besættes af fremmed kræfters stemmer. Umiddelbart ikke så nytænkende, men helt sikkert interessant at opleve.
• Operahuset på Holmen fylder rundt i 2015 - til januar næste år har bygningen 10 års fødselsdag, og det skal fejres med maner. Det Kongelige Teater arrangerer derfor en to-ugers festival, hvor både Tryllefløjten, Rosenkavaleren, Lady Macbeth fra Mtsensk og Lulu bliver opført i rap. Tryllefløjten opføres i ny iscenesættelse.
• Hamborg Balletten kommer på besøg med John Neumeiers version af Døden i Venedig, mens Pariseroperaens ballet gæster Det Kongelige Teater med Marius Petipa-klassikeren Paquita.
• Sylfiden vender tilbage, denne gang i helt ny opsætning. De skotske kilte er droppet til gengæld for et depressivt, snævertsynet landsbysamfund à la Hans Kirks Fiskerne. 
• Den store nyhed er en helt ny iscenesættelse af Svanesøen. Peter Martins' version med Per Kirkebys grimme klatmaleri-kulisser ryger ud til højre, og i stedet vil Nikolaj Hübbe iscenesætte den evige klassiker i samarbejde med tidligere prima ballerina Silja Schandorff. Holdet bag den succesfulde Et folkesagn (som bliver genopsat i 2014-15), Mia Stensgaard og Mikki Kunttu, skal stå for scenografi og lysdesign.

Derudover bliver det til et gensyn med blandt andet Tosca, Erasmus Montanus, Kameliadamen og Come Fly Away, samt en række nye skuespil, operaer og balletter. Alt i alt et fornuftigt og ganske lækkert bud på en kongelig teatersæson, der gerne vil ramme både det brede og det lidt kræsne publikum.

Det fulde repertoire (med forbehold for løbende ændringer) kan findes her. 

NB: Siden dette indlæg blev skrevet, har DR rettet deres artikel og indrømmet fejlen, og billedet fra Fawlty Towers er skyndsomt skiftet ud med et billede fra teatrets kommende stykke om Tove Ditlevsen, Tove! Tove! Tove!, som dog slet ikke nævnes i den rodede artikel. 

Kan man overleve den store kærlighed?

Foto: Ulrik Jantzen

Advarsel: dette indlæg indeholder spoilers om slutningen i både Pigen med paraplyerne og tv-serien How I Met Your Mother, og følgende må derfor læses på eget ansvar.

Er ægte kærlighed en brusende kraft, der trodser alle odds, eller en menneskelig tilstand, der går på kompromis med livets tildragelser? Kan kærlighed være fornuftig, og hvis den kan, er den så ægte? Kan man ustraffet svigte kærligheden, selvom det er menneskeligt at svigte og fejle?

Illusionsløs kærlighed
Alle de spørgsmål dukker op i Pigen med paraplyerne, der for første gang herhjemme er sat op som teaterstykke. For en uge siden så jeg Peter Langdals iscenesættelse på Betty Nansen. Det krævede nogle overvejelser og var ikke uden en vis ængstelse. Stykket er nemlig baseret på en af mine absolutte yndlingsfilm. Jeg tror ikke, der er noget kærlighedsfilm, jeg elsker højere end Jacques Demys Les parapluies de Cherbourg (1964).

Jeg så den første gang som barn og forstod den ikke. De får ikke hinanden? De bliver gift med nogle andre! Jamen, det kan man da ikke, det var jo den store kærlighed! Senere så jeg den som voksen, eller næsten voksen, på et højskoleophold. Jeg så den på et filmkursus, og selvom vi alle på holdet var en flok filmiske feinschmeckere, der så Lost Highway, Donnie Darko og Chihiro og heksene, var jeg den eneste udover underviseren, der kunne lide den franske filmmusical. Jeg tror, jeg på det tidspunkt mest satte pris på sangene, pangfarverne, de franske replikker, der gled så smukt og melodiøst i ét med den hjerteskærende musik, og den purunge Catherine Deneuve, der næsten hypnotiserede kameraet med sin overjordiske skønhed. Det, der gjorde størst indtryk, var det unikke filmiske udtryk, ikke selve historien. Men i takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå, hvad filmen egentlig ville, hvad historien reelt handlede om: at man kan miste det, man troede var den store kærlighed, uden at man bukker under, men i stedet kommer videre i livet, finder kærligheden på ny og alligevel opnår et lykkeligt liv.

Det er ikke den historie, vi normalt dyrker i den vestlige kultur. Vi spørger efter Romeo og Julie, efter den store, livsforandrende kærlighed, der rammer som et lyn ved første blik. Den kærlighed man lever for, drømmer om, dør hvis man ikke får. Men du dør jo ikke i virkeligheden. Du samler stumperne op og kommer videre, møder en ny. Livet fortsætter. Det er dén historie, vi får serveret i Pigen med paraplyerne. Og i min verden er det vidunderligt livsbekræftende. Det tog mig mange år og mange gensyn, før jeg holdt op med at tude af rørelse til sidst i filmen. De fleste vil måske føle, at slutningen er dybt ulykkelig, men hver gang jeg ser slutningen, føler jeg mig mærkeligt opløftet.

Tragisk resignation eller lykkelig tilpasning?
Den er så smuk i sin simpelhed. Guy og Genevieve, de to der engang elskede hinanden så højt, at et liv uden den anden syntes utænkeligt, katastrofalt, mødes igen flere år efter. Det eneste minde de har beholdt, det eneste tegn på, at de har taget noget med sig fra deres forhold dengang, er i navngivningen af deres børn. Hun kaldte deres fælles barn Françoise, som de engang aftalte, han har kaldt sin søn François. Men inden de mødes, har vi allerede set ham sammen med hans kone og barn, tydeligt lykkelig. Gensynet med Genevieve er en kortvarig forstyrrelse, en ubehagelig påmindelse om noget der var engang, noget der kunne have været. Hun står som den, der svigtede, den der holdt op med at tro på deres kærlighed. Vi får ikke at se, om hun er lykkelig eller ulykkelig, hun er pertentlig og velklædt, med flot bil og dyrt tøj, datteren virker ubekymret. Vi har ingen grund til at tro andet, end at hendes mand stadig elsker hende og tager sig af hende og datteren, men vi ved det ikke. Det gamle kærestepar snakker kortvarigt, hun tilbyder ham at se datteren, han afviser. Hun går igen, forsvinder ud i vintermørket, og hans kone og søn kommer tilbage.

Tonen er resigneret, melankolsk, men alligevel føles slutningen som en lutrelse, sørgelig men samtidig livsbekræftende. For Guy blev jo lykkelig, han overlevede svigtet og kærlighedstabet, han kom over det. Ulykkelig kærlighed er forfærdelig, og en kort overgang tror man ikke, at man kommer over det. Det sætter ar i sjælen, men ingen går usårlige gennem livet. Det er ikke verdens undergang. Den kærlighed man mister, kan aldrig genvindes, men man kan finde en ny. Man vil aldrig elske på samme måde to gange, men det er også okay. Hvem siger, at man kun kan opleve én stor kærlighed?

Den historie som fortælles i Pigen med paraplyerne, er så smuk, fordi den netop erkender, at livet og kærligheden ikke altid udvikler sig, som man havde håbet. Der er en sandhed i den. Måske er dens lidt pragmatiske forhold til kærligheden ikke så romantisk som tanken om den eneste ene, men den er langt mere realistisk.

Der skal meget til, før jeg bliver rørt, men da jeg så Peter Langdals opsætning, fik jeg en klump i halsen. Teaterversionen er ikke så glamourøs eller sømløst smuk som filmversionen, de danske replikker flyder ikke nær så elegant og ubesværet til musikken, Birgitte Hjort Sørensen er ikke på niveau med Catherine Deneuve (men hvem er også det?), og til tider bliver den mere fjollet og knap så inderlig som filmversionen. Men den rammer hvor den skal, for hjertet er med hele vejen. I sig selv er den en kærlighedserklæring til filmen, men den tør også stå på egne ben.

Oplevelsen gav mig en form for oprejsning, en tilfredsstillende afrunding på en knap så tilfredsstillende uge. Forrige tirsdag havde jeg nemlig den modsatte oplevelse. Her blev en tv-serie, som jeg ellers har elsket trofast, forvansket og næsten ødelagt. Det, jeg netop frygtede ville være resultatet af Langdals livtag med den franske filmklassiker.

Skuffet kærlighed
I over to år har jeg fulgt med i How I Met Your Mother, en amerikansk sitcom der har kørt i ni år, en serie som er det nærmeste, man kommer en arvetager til den nu legendariske Venner. Jeg elskede serien af mange grunde, blandt andet for dens fantastisk komplekse narrative forløb, skøre krumspring og konstante suspense. Serien, der ligesom Venner kredser om en flok venner i slut-tyverne/start-trediverne bosat i New York, var bygget op som ét langt tilbageblik, en historie om hovedpersonen og fortællerens ungdom, om perioden op til det tidspunkt, hvor han mødte kvinden i sit liv. Historien blev fortalt til hans to børn, og det konstante spørgsmål, det evige mysterium igennem serien var, hvem der var den ukendte, fremtidige kone og mor til fortællerens børn, den mystiske kvinde som konstant var lige om hjørnet, men alligevel uden for rækkevidde.

Det, der for alvor holdt mig fanget ved serien, var den følelsesmæssige inderlighed i tonen, skildringen af de frustrationer, sorger og glæder, som personerne oplevede i kølvandet på forelskelser, konflikter, skuffende forventninger og brud. Smerten når kærligheden forliste, oplevelsen af at vokse, ændre sig, blive gradvist klogere eller i hvert fald opnå nogle erkendelser i takt med, at ens liv udvikler sig.

Som seer fik man hele tiden indtrykket af, at rejsen ville slutte, når hovedpersonen mødte sit livs kærlighed, at det hele ledte frem til det ene øjeblik, hvor han endelig møder kvinden, som han vil gifte sig med, få børn med. Det øjeblik, der er summen af alle hans erfaringer.

Hver gang det gik galt med en kvinde, sad jeg, som mange andre fans gjorde det, og trøstede mig med, at på et tidspunkt ville det lykkes for ham. Hvert forlist forhold var et trin i hans udvikling som menneske, og serien kredsede ofte om processen med at give slip på gamle drømme og forliste forhold for at finde frem til det, der kunne fungere. Hovedpersonen Ted skulle frem for alt lære at den blinde, romantiske kærlighedsforestilling, hvor man elsker mod alle odds, ikke nødvendigvis var den rigtige. Og endelig, i seriens sidste afsnit, mødte han drømmepigen. Som, selvom hun var perfekt for netop ham, samtidig fremstod som et menneske af kød og blod frem for en urealistisk idealkvinde. Alt var godt, øjeblikket, som man havde set frem til så længe, nærmede sig endelig.

Den eneste anden
Men så vendte historien 180 grader. De mødte hinanden, og vi blev hurtigt præsenteret for parrets liv sammen, korte scener fra et lykkeligt, idyllisk liv. Indtil drømmekvinden pludselig blev syg, døde og efterlod ham som sørgende enkemand. Så i seriens sidste minutter sad Ted Mosby tilbage 6 år senere, alene som han havde været igennem det meste af serien. Ikke nødvendigvis en dårlig slutning, hvis det kun havde handlet om, at han skulle komme sig over tabet af sin kone. Men så knækkede tråden. Ted måtte nemlig indse, med hjælp fra sine børn (der var forbløffende upåvirkede af hele den romantiske historie om mødet mellem deres far og afdøde mor), at han aldrig var kommet sig over sin første, store kærlighed.

Den kvinde, som kortvarig i seriens første og anden sæson blev præsenteret som hans falske drømmekvinde, en kvinde, som han var besat af, gjorde stormkur til og blev kæreste med, indtil de i fællesskab indså, at de var alt for forskellige, og deres forhold ikke havde nogen form for holdbarhed. Efterfølgende forelskede eks-kæresten sig i og giftede sig med Teds bedste ven, et match der på mange punkter gav mere mening. Alligevel mente seriens manuskriptforfattere i sidste ende, at den eneste ene, den store, ægte kærlighed, er den kærlighed, der opstår trods alle odds, den gammeldags, idealiserede kærlighed ved første blik. Ikke den mere fornuftige, vi-har-rent-faktisk-ting-til-fælles-ud-over-vores-følelser-for-hinanden-form for kærlighed, som nok er betydeligt mere holdbar. Men fornuft er jo ikke romantisk. Eller hvad?

Pigen med paraplyerne slår de romantiske idealer i stykker, How I Met Your Mother opretholder dem. Jeg finder den illusionsløse kærlighedshistorie langt mere rørende end den idealistiske. Fordi der er mere håb for den realistiske, jordbundne kærlighed, der ikke kræver det umulige af os eller fordømmer os, hvis vi ikke kan leve op til den. Det er menneskeligt at fejle, at være svag eller bange, at svigte i kærligheden. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi forspilder vores liv, fordi vi forspilder en chance. Det er tragisk, men det gør os ikke til Romeo og Julie. Og hånden på hjertet, hvem har også lyst til at være det?

Pigen med paraplyerne kan opleves på Betty Nansen frem til 16.4. Læs mere på teatrets hjemmeside eller se traileren for stykket.

Uanset om man er til idylliserede eller realistiske romancer, er det svært ikke at falde for Michel Legrands svimlende og henført inderlige musik. Her i filmens lange afskedsscene:

Når man ikke kan få nok - en GOT-nørds bekendelser

Kultur er mange ting, og det er vist de færreste af os, der udelukkende dyrker kunsten med stort K. Det ville i hvert fald være trist.

Igår vendte HBO tilbage med fjerde omgang Game of Thrones. Et gensyn, som har været længe ventet. For de stakkels fans, der ikke har læste bøgerne, bød tredje sæson på nogle slemme overraskelser. For os andre (der havde haft en del tid til at komme os over The Red Wedding), blev det en kilde til morskab, som denne video vidner om:

For mit eget vedkommende er Game of Thrones året højdepunkt. Det er mit fix, når jeg bliver for utålmodig efter næste bog, og så er der noget uendeligt tilfredsstillende ved at genopleve historien på TV-skærmen med en række fantastiske skuespillere. Nikolaj Coster-Waldau, Lena Headey, Emilie Clarke og især Peter Dinklage, der trods sin størrelse rager op over dem alle. Jeg kan nyde alle de små detaljer, som serien tilføjer - som når Lord Frey byder sine gæster på brød og salt som symbol på gæstefred, få timer før han brutalt får dem myrdet, eller Tyrion dækker over sin trussel om at kastrere kongen ved at bryde ud i et narreagtigt fuldemandsgrin. Jeg kan heppe på mine yndlingskarakterer, lettet over at ingen af dem er døde (endnu), og råbe ukvemsord til Tywin Lannister og Joffrey, skurke som alle fans af serien elsker at hade.

Når man ikke kan få nok GOT
Der er faktisk kun én ting, jeg nyder lige så meget som at sidde klistret til skærmen hver mandag aften. Mit nørdeniveau går nemlig videre end til blot at se på en masse mord, vold, drager og sex. Hver gang jeg har set et afsnit, klikker jeg ind på netmagasinet Entertainment Weeklys hjemmeside for at læse, hvad bladets journalist synes om afsnittet. I USA er det normalt at lave de såkaldte 'recaps' efter hvert afsnit af en populær tv-serie, der er en blanding af en anmeldelse og en opsummering. James Hibberd fra EW opsummerer og kommenterer, hvilket måske ikke lyder fantastisk spændende. Men hans kommentarer er så hylende morsomme, at jeg altid griner mig igennem dem. Hvis man er fan, er det lige så sjovt som at se selve serien. Kan varmt anbefales, og du kan læse hans kommentar til fjerde sæsons første afsnit her.

Sidste sæson var det også muligt at læse den utrolig sjove (og igen ret nørdede) Facebook recap fra Happy Place, der gør kærligt grin med serien ud fra forestillingen om, hvordan en opsummering af GOT ville se ud på facebook. Forhåbentlig laver de en ny til denne sæson. Så hvis du ikke kan få nok af verdens mest populære fantasy-serie, stadig har traumer efter sidste sæson blodige bryllup eller bare trænger til et godt grin, bør du tjekke de sider ud.

Og efter at have set traileren for næste afsnit, vil jeg kun opfordre alle fans til at se afsnit 2 med det samme. Sæson 4 er fyldt med vendepunkter og begivenheder, der er lige så store og gennemgribende som Red Wedding, og det ser ud til, at det første er lige om hjørnet.