Forvandlingskunst i Det Røde Rum

Foto: Miklos Szabo

Det er for tidligt at kåre årets forestilling, når vi kun er i februar måned. Alligevel er det svært at forestille sig et stykke, der kan trumfe Det Røde Rums Metamorfoser. Knugende, opløftende, plat, skingrende skør, rørende og frem for alt virkelig sjov. 

Instruktør Elisa Kragerup har gjort det igen. Efter forrige sæsons publikumshit Sonetter har hun kastet sig over endnu en klassiker om kærlighedens veje og vildveje. Ovids kæmpeværk er selvfølgelig beskåret kraftigt, så kun nogle få, velvalgte uddrag får turen igennem Det Kongelige Teaters mest eksperimenterende og innovative scene. Resultatet er vildt og mere vellykket, end man turde drømme om.

Kroppens forvandlinger
Kun med kroppen som redskab forvandler skuespillerne sig til træer, hunde, bjørne, hjorte og heste. Menneskets hovmod er et centralt tema, som historien om Erysichthon, der forbandes med evig sult og til sidst æder sig selv. Gudernes skalten og valten med de dødeliges skæbner et andet tema. Den menneskelige dårskab straffes ubarmhjertigt, mens guderne med et skuldertræk træder menneskeliv under fode.

Flere af fortællingerne har en streng morale. Kongedatteren Myrrha afviser alle bejlere, og i vrede forbander kærlighedsgudinden hende, så pigen forelsker sig brændende - i sin egen far.

Forestillingen skifter behændigt mellem det grumme og det lyse, horror og slapstick. Hele ensemblet på Det Røde Rum er med, og Peter Plaugborg giver en formidabel gæsteoptræden. De syv skuespillere har et fantastisk veltunet samspil, så de altid afbalancerer hinanden ned i mindste detalje, tone eller bevægelse.

Kærlighedens kraft
Peter Plaugborg er skiftevis uskyldig yngling, sexgal gud og skabagtig prinsesse. Maria Rossing er både ulykkelig bjørnekvinde og krænket gudinde, mens Marie Dalsgaard spiller kærlighedsramte nymfer og en isnende hævngerrig gudinde. Nicolai Dahl Hamilton folder sig ud som den bly prinsesse, der bliver voldbollet af Jupiter i tyreskikkelse, mens Thomas Hwan er bedårende nuttet som drengen Ikaros, der flyver for tæt på solen. Johanne Louise Schmidt har som altid en inciterende tilstedeværelse, hun er den tankeløse jæger, der forvandles til en hjort, den incestuøse prinsesse dirrende af lige dele skam og begær, og den skønne statue, som Nicolai Dahl Hamiltons Pygmalion leger parforhold med i et af stykkets sødeste og lykkeligste scener. Mikkel Arndt er rent ud fantastisk som Narcissus, arrogant gulddreng der bliver gal af kærlighed til sit eget spejlbillede.

Kærligheden er en naturkraft, der ikke må fornægtes. De, der vover at elske, vover sig selv og er ikke sikre på at vinde. Men de, der slet ikke vover, strafes med uendelige kvaler. Metamorfoser er Sonetter version 2, men den er også meget mere. Herfra lyder kun ét råd: se den!

Metamorfoser spiller i Det Kongelige Teaters Røde Rum frem til 29.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.

Foto: Miklos Szabo

Kan Alban Lendorf danse Mr. Nice Guy?

Fotos: Costin Radu

Hvem er Manon? Manon er den forkælede skønhed, der ikke kan bestemme sig. Den vægelsindede kokette, der lokker mænd i fordærv. Hendes problem er ikke, at hun ikke kan få den hun vil have, men at hun ikke kan acceptere de valg, som livet byder hende. I Manons verden er det både og, ikke enten eller. Deri ligger hendes tragedie.

Manon Lescaut er en fransk roman fra 1731, skrevet af Abbé Prévost. Den var en skandale, da den udkom og blev faktisk forbudt af myndighederne på grund af sit 'usædelige emne'. Historien minder meget om den lidt mere kendte Kameliadamen, men Manon ligger meget langt fra den helgen-agtige, altopofrende heltinde i Dumas' bog.

Manon er amoralsk, beregnende og til salg for højestbydende. Om bejleren tilbyder penge eller kærlighed er ikke så vigtigt, så længe han overbyder sine konkurrenter. Hun elsker den fattige Des Grieux, men hun kan ikke stå for det luksusliv, som hendes rige beundrer tilbyder hende. Det går grueligt galt, fordi pigen først for sent forstår, at kærligheden er vigtigere.

Ikke særlig beundringsværdigt, men såre menneskeligt. Måske derfor bliver hun ved med at fascinere, fordi vi inderst inde godt forstår hende. Hvem har ikke på et tidspunkt sat status over integritet, valgt den populære dreng i klassen frem for nørden ovre i hjørnet?

Flot ballettragedie

Efter mere end otte år er Kenneth MacMillans ballet tilbage på Det Kongelige Teater. Selvom vi er mere end halvvejs i sæsonen, er det først nu, vi får en stor, romantisk ballettragedie serveret. Det har været tiltrængt, men selvom Manon er flot og inderlig til Massenets smægtende toner, manglede der noget ved premieren i lørdags. 

Sidste gang var det Silja Schandorff, der sammen med stjernedanseren Nicolas Le Riche dansede sig til 6 stjener. Den er svær at stikke, men teatret har selvfølgelig sat sin egen stjerne, Alban Lendorf, til at danse helten Des Grieux. 

På papiret giver det mening. Hvis man har en guldkalv, skal den også vises frem så meget som muligt, så folk kan beundre den. Men der er et eller andet ved Lendorf, der ikke helt fungerer, når han sættes til at danse heltepartier. Ingen tvivl om, at han rent teknisk er uovertruffen, der er ingen over ham i Den Kongelige Ballet, hans spring, hans linjer, det hele er sublimt. Alligevel mangler der noget. Balletten om Manon og Des Grieux er en handlingsballet. Det er det personlige drama, den tragiske kærlighedshistorie, der står i centrum. Som publikum skal man leve sig ind i personerne, og kan danserne ikke formidle deres karakterer, så vi forstår dem, bliver resultatet koldt, en gold række bravurnumre uden egentligt indhold.

Trinopvisning uden personlighed

Så galt stod det ikke til ved premieren, men både Lendorf og hans partner, Alexandra Lo Sardo, havde ikke helt greb om det ulykkelige par, de skulle portrættere. Jeg fik aldrig fornemmelsen af, hvem Manon og Des Grieux egentlig var. Lo Sardos Manon var både sød og køn, men lidt endimensional. Hvad angår Des Grieux, var det svært at føle sympati for en person, som ikke syntes at have meget personlighed at gøre godt med.

Det sære er, at begge dansere tidligere har demonstreret, at de kan skabe levende og troværdige karakterer. Lo Sardo var fin som den temperamentsfulde Marchen i sidste sæsons Kermessen i Brügge, mens Lendorf har skabt afrundede personer både som Armand i Kameliadamen og Sid i efterårets Come Fly Away. Hans Mercutio fra sidste års Romeo og Julie, en rapfodet gavtyv og kvindebedårer, stjal fuldstændigt billedet fra det elskende par, han var intenst levende lige til det sidste, selv da han var ved at dø.

Lendorf mangler ikke dramatisk flair, men tilsyneladende har han svært ved at give det frit løb, når han danser de mere ensporede heltepartier. Hans romantiske førsteelskere bliver sjældent rigtig levende på scenen, men virker snarere som flade figurer, der ikke er engageret i historien eller den kvindelige partner. 

Det er en kunst at give en balletkarakter personlighed, at have overskud til at nå ud over det tekniske og ind i den psykologiske skildring. Især når det gælder heltefigurerne, der som udgangspunkt ikke giver danseren så meget at arbejde med rent dramatisk. Hvordan gør du Mr. Nice Guy til en sammensat person? 

Teknik eller indlevelse?

Selvom det giver mening, at en danser med Lendorfs kæmpestore, tekniske talent sættes i centrum, synes jeg stadig det er et problem, hvis teknisk perfektion skal gå forud for alt andet. For det er vel dramaet, der bør være det bærende i en handlingsballet? Der er en verden til forskel mellem den teknisk dygtige præstation, der fremkalder intellektuel anerkendelse og pligtskyldig beundring hos tilskuerne, og så den indfølende præstation, der ophæver distancen mellem publikum og danser, så tilskueren bliver suget ind i den verden, som fremkaldes gennem dansen. 

Hvis en forestilling handler om de store følelsers drama, er teknisk bravur ikke nok. Vi går jo for pokker i teatret for at blive forført. Kunstneren skal have hjertet med, ellers bliver dansen en kold trinopførsel, en pragt uden indhold. Når danseren lever sig ind i sin rolle og viderebringer denne indlevelse til sit publikum, berøres tilskueren instinktivt af den ordløse fortælling. De store, dramatiske historier skal føles, ikke tænkes.

Netop MacMillans ballet sætter følelserne på spidsen og prøver at grave et spadestik dybere i den menneskelige psykologi med komplicerede, tvetydige karakterer. Manon er reelt usympatisk, men vi skal stadig forstå hendes motiver og handlinger. Des Grieux er dybest set et fjols, men han skal alligevel vække vores sympati. Dette er ikke Bournonville, hvor et væld af farverige bifigurer kan opretholde interessen. Alt står og falder med skildringen af hovedpersonerne.

Sjælfulde præstationer fra andetholdet
Andetholdet, der dansede om søndag, havde til gengæld bedre greb om deres roller. Ulrik Birkkjær var en nuttet Des Grieux, netop ikke en heltetype, men en ung mand der bliver ramt af kærligheden og lader den styre sit liv helt og aldeles. En mand, der i udgangspunktet er ærlig nok, men kaster alle principper over bord i sin kamp for at vinde og fastholde Manon.

Mens Alexandra Lo Sardos Manon led under en vis mangel på personlighed, havde Birkkjær et godt match i J’aime Crandall. Hun har en fantastisk evne til på én gang at udtrykke sødme, uskyld, tankeløshed og ømhed. Hendes Manon var ikke helt naiv, men heller ikke helt beregnende. Hun glemte ikke sig selv i forelskelsen, men dyrkede den på en selvisk, nydelsessyg måde, og fik mig til at tro på hende som en person, der både var oprigtig i sin kærlighed og fuldkommen underlagt sin svaghed for luksus, som gjorde det let for hende at forlade sin elskede til fordel for juveler og smukke kjoler.

Crandalls Manon udviklede sig umærkeligt igennem små blikke, bevægelser, tøven. Hun blev i stand til at vælge kærligheden, blev i stand til at fravælge pengene, og derfor føltes hendes fornedrelse så grum, hendes angerfulde, dødsmærkede feberdrømme i Louisianas sump så meget mere hjerteskærende af den grund.

Hvor Lendorf og Lo Sardo blot fremviste virtuos dans og berørte deres karakterer i overfladiske træk, trængte Birkkjær og Crandall dybere ned i de personer, de fremstillede. Til gengæld fik de en helstøbt tragedie ud af anstrengelserne og gav endelig Manon en sjæl og et hjerte.

Så hvis du vil se en fænomenal danser udfolde sig, gå ind og se Alban Lendorf. Hvis du vil forføres af en grum kærlighedshistorie, så se Manon når Ulrik Birkkjær og J'aime Crandall danser.

Manon spiller 6 gange mere frem til den 12.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.


Follow my blog with Bloglovin

"Man skal gøre det man elsker. Ellers skal man arresteres." Den Nye Lyd #4

"At skrive handler om at blive ved med at investere, uden at vide, om man nogensinde får noget igen."

Citatet stammer fra Adam Drewes' litterære debut, hvor forfatteren i en spydig, let bidende scene diskuterer skrivelivets genvordigheder med en uforstående far. Den praktiske holdning til skriveriet, som mange moderne forfattere prædiker, tanken om at man bare skal tvinge sig selv til at skrive hver dag, frem for at vente på inspirationen, sættes op mod Drewes egen frustration over ikke at have noget at sige, endsige lyst til at sige noget. Hvad hjælper det så at skrive i blinde?

Adam Drewes var en ud af tre digtere, der søndag aften læste op på CaféTeatret, da det for 4. gang inviterede til det litterære arrangement Den Nye Lyd. Tidligere har blandt andre Peter Adolphsen, Christina Hesselholdt og Asta Olivia Nordenhof læst op.

Denne gang mødte vi tre mandlige forfattere, der i deres tekster alle kredsede om ensomhed, livets små og store øjeblikke, om frustrationer, sansninger og vilde tankerækker.

Mødet med en litterær mytologi
Mikkel Thykier, der er ophavsmand til titlen på dette blogindlæg, er kendt i litterære kredse som den indelukkede og mystiske superdigter, der siden sin suveræne debut i 1997 i høj grad er gået uden om forlagsbranchen og i stedet ynder at lægge sine tekster anonymt ud på nettet - hvis han da ikke sender dem direkte til fans som anmelderen Lars Bukdahl. Denne aften havde Thykier dog vovet sig ud i offentligheden og læste højt af en af sine tekster. 96 linjer af en ensidig samtale med en stum partner, et du der blev refereret frem for selv at komme til orde.

Pinligt uvidende om den levende litterære mytologi, der stod foran mig i skikkelse af en almindeligt udseende mand midt i 30erne (når det gælder moderne dansk litteratur er jeg aldeles ignorant, på grænsen til det pinlige, hvilket bunder i min uovertrufne evne til at gå i stå, hver gang jeg forsøger at læse de hotteste nye fra Forfatterskolen), blev jeg hypnotiseret, suget ind i et univers af manende øjebliksbilleder.

Thykiers oplæsning var en monoton insisteren på tomheden mellem kroppe, mellem sansninger, mellem jeg'et og du'et. En afstand som end ikke blev forsøgt overkommet. Teksten fremmanede øjeblikkets sprækker, virkelighedens sprækker, om at finde sammen i tosomhed ved "at slå en mand til blods", eller jeg'ets iagttagelse af, hvordan snot og sæd blander sig med blod i toiletkummen. Det var mærkeligt og blidt insisterende, en mageløs smuk poesimonolog.

Næste tekstmager var Hans Otto Jørgensen, tidligere rektor for Forfatterskolen, en forfatter som jeg kender yderst godt af omtale, men aldrig har følt den vilde trang til at stifte nærmere bekendtskab med. Hans oplæsning (fra nyt, uudgivet manuskript) gav mig et hint om hvorfor. En meget lang prosatekst, der tog udgangspunkt i en mand, der oplever sin genbos selvmord, og som handlede om alting og ingenting. Flot i sin bølgende, snakkesaligt sansende og erindrende tankevrimmel, men uden den præcision, som jeg personligt har brug for, for at fastholde opmærksomheden. Hvilket nok siger en del mere om mig end om Hans Otto Jørgensen.

Hvorfor skrive litteratur?
Sidst men ikke mindst den førnævnte Adam Drewes, tidligere mester i Poetry Slam, der kom ind på Forfatterskolen og efterfølgende gik i stå. Først sidste år, mere end 10 år efter at Drewes blev færdig på Forfatterskolen, udkom hans første bog, en monstrøs mammut på 704 sider.

Bogen følger to spor. På venstresiderne optræder en mængde uredigerede litterære tekster, på højresiderne en personlig fortælling om dels Drewes' færden i slam-miljøet fra 1999 til 2005, dels beretningen om hans litteraturstudier på Københavns Universitet og oplevelser på Forfatterskolen, som han undervejs gør op med.

Drewes lod publikum bestemme, hvilke venstresidetekster han skulle læse op, ved at lade folk nævne et sidetal mellem 1 og 704. De tekster, der fangede mig, stammede nu fra højresiderne, hvor han i humoristisk indpakning gav luft for sine frustrationer med at gå i stå med skriveriet (den sagnomspundne 'skriveblokering', som kun tåbelige eller usandsynligt selvsikre forfattere ikke frygter). Som et fiktivt brev fra Leo Tolstoj til sin far, hvor han brokker sig over arbejdet med Krig og fred - den er alt for lang, og han kan ikke længere hitte rede i personerne - og tilslutter sig rapperen 50 Cents erklæring, at livet handler om at "get rich or die trying". Tolstoj ender med at erkende, at romanskriveriet er ørkesløst. Man tjener ingen penge og ingen gider alligevel læse det, så han kan lige så godt lade være.

Som modsvar erklærer Drewes, at der er en pointe i at skrive, i at blive ved, selvom omverdenen stiller sig undrende og måske endda fordømmende. At det ikke handler om at blive rig, ikke engang om at være en effektiv og velsmurt forfattermaskine, der dagligt spytter tekster ud og overholder sine deadlines. At det vigtigste er at have noget på hjerte, og at forfølge dette gennem skriften, selvom det netop ikke er sikkert, at ens anstrengelser belønnes i sidste ende.

Dette er vel kernen i al kunst, enhver kunstners credo. At blive ved, selv når det virker håbløst, ørkesløst. Så længe det ikke virker ligegyldigt for én selv. Det handler jo ikke om penge eller anerkendelse, men om at gøre det, man elsker allerhøjest.

Næste omgang af Den Nye Lyd er søndag den 4.maj kl.20 på CaféTeatret, med oplæsninger af Naja Marie Aidt, Christina Hagen og Morten Søndergaard.

Farvel til Mesteren

Det er utroligt, hvor lidt der skal til for at vælte giganter. For fem dage siden døde en af USAs største skuespillere, hvis ikke den største af alle, af noget så banalt som en overdosis heroin. Hvem, spørger du måske - Brad Pitt og Ryan Gosling lever jo i bedste velgående? Men selvom jeg har den dybeste respekt for de to herrers talent, taler jeg ikke om den største Hollywoodstjerne, men den største skuespiller.

Jeg ved ikke helt, om jeg er kommet mig over nyheden. Selvom livet går videre, tusindvis af mennesker dør hver dag, og jeg aldrig har mødt manden. Man kan måske bedst sammenligne min reaktion med den måde, som folk verden over reagerede på, da Steve Jobs døde. Ikke at deres død er sammenlignelig, Jobs' bortgang var tragisk, men ikke uventet, i modsætning til dette dødsfald. Men folk sørgede over en mand, der i sit liv havde præsteret noget ekstraordinært, noget så ypperligt, at det var svært at forestille sig en verden uden ham. Man viste respekt for Jobs' geni og sørgede over alt det, han ikke nåede, alt hvad han manglede at udrette.

Sådan har jeg det, nu hvor det indledende chok har lagt sig, og jeg har haft tid til at vænne mig til tanken. Philip Seymour Hoffman er død. Han er død, og jeg føler tabet. Ikke over ham som person, som sagt kendte jeg ham ikke. Men tanken om alt det, der dør med ham, er rædsom. Alle de film, som han nu ikke vil lave. Alt det, han kunne have vist os, men som nu aldrig bliver til virkelighed.

Sidste gang, jeg blev berørt, hvor jeg virkelig havde en håndgribelig fornemmelse af tab ved et dødsfald, var for 6 år siden, da Heath Ledger døde. Dengang som nu følte jeg, at verden virkelig mistede noget. Eller verden er måske et stort ord at bruge, men kunsten mistede en lysende skikkelse. Og ja, jeg ved at tonsvis af vigtige mennesker er døde siden da, den kære Jobs for eksempel, men egentlig er jeg ligeglad. Den eneste gang, jeg følte et lignende tab, var den 22.januar 2008.

Hvad har Ledger og Hoffman til fælles, vil du måske spørge, ud over at begges død kom ud af det blå, en fejlagtig overdosis af henholdsvis sovemidler og heroin? De havde potentialet til fælles. Deres tragedier er forskellige, i og med at Hoffman allerede havde vist sit potentiale, og dermed vist os, præcis hvad vi har mistet. Ledger var ganske ung, stadig i starten af sin karriere, men havde med bl.a. Brokeback Mountain og The Dark Knight giver os en anelse om, hvad han kunne udvikle sig til, hvor langt han kunne nå som skuespiller. Forskellen er at miste en fuldt udviklet kunstner på højden af sin karriere, og at miste en mand, der engang kunne blive en stor kunstner.

Hvad kendetegner en kunstner? Overordnet set en evne til at bryde grænser, til at åbne verden for sit publikum, til at udtrykke en mening - eller nogle gange fraværet af mening - gennem en sublim beherskelse af kunstartens udtryk. Hvor mange mestrer netop dette? Uanset kunstart er det de færreste, der når helt derop. Men Philip Seymour Hoffman gjorde. Han var i stand til at krybe ind i en karakter og helt ned i den lillebitte detalje gøre personen til et levende væsen. Når han spillede en person, var han personen. Se blot det væld af film, som han var med i, lagt sammen viser hans roller, at manden kunne alt, kunne vise mennesket i alle dets facetter.

De fleste nekrologer og kommentarer til hans død har handlet om, hvad folk hver især synes var hans bedste roller. Jeg vil hellere slutte af med at bemærke mine stærkeste minder om Philip Seymour Hoffman.

Den første af hans film, som jeg nogensinde så, var Magnolia, starten på et frugtbart samarbejde med instruktøren Paul Thomas Anderson. Her havde han en lille rolle som sygeplejeren Phil, der egentlig ikke gjorde særlig meget i filmen, ud over at lytte til den døende Earl Partridges synder. Hans blotte tilstedeværelse udstrålede forståelse, mildhed, tilgivelse. Ved bare at være til afbalancerede han alle filmens ulykkelige karakterer, deres vrede, deres sorg, deres smerte. Hvordan gør en skuespiller det, når manuskriptet dikterer, at han i størstedelen af filmen bare skal være en passiv biperson?

Den film, hvor Hoffman gjorde størst indtryk på mig, brugte han kun sin stemme. I Mary & Max, en lidt overset, men aldeles brillant animationsfilm, lagde han stemme til Max, en midaldrende, overvægtig mand med Asperger syndrom, der bliver penneven med den ensomme pige Mary. Filmen i sig selv er fantastisk med sin lune, underspillede humor og sine sympatiserende men usentimentale personbeskrivelser, der varmer den ellers ganske rå historie op, så man sluger alle de absurde, barske og tragiske elementer. Med tørt konstaterende og monoton stemme, der kun afslører minimale følelsesudsvisning, skabte Hoffman et af filmhistoriens bedste portrætter af en psykisk handicappet person - den chokoladeelskende Max Horovizt, der søger at fungere på sine egne vilkår i det lille hjørne af samfundet, hvor han kan finde plads til sit skæve sind.

Philip Seymour Hoffman 1967 -2014

En ægte mand?

Fotos: Mads Møller Andersen

Hvor går grænsen mellem dreng og mand? Hvornår forlader man barndom og ungdom og bliver voksen, bliver en 'rigtig' mand? Og hvad vil det i det hele taget sige?

Med Rite of Spring - EXTENDED skildrer Granhøj Dans overgangen og overgivelsen til maskuliniteten, så man uvægerligt må stille spørgsmål til netop det at være mand. Dansekompagniet tager udgangspunkt i Stravinskys kendte balletmusik, Le Sacre du Printemps (eng. The Rite of Spring), i sin tid et kontroversielt værk, et moderne stykke musik fuld af skurren og dissonans. Musikken i sig selv er nok til at skildre en verden, hvor menneskets forståelse af sig selv som centrum i et velordnet, harmonisk univers ikke længere kan opretholdes. Selvopfattelsen, og dermed selve verden, er for længst er revnet.

Den oprindelige ballet skildrede et hedensk forårsritual, hvor en ung kvinde blev ofret for fællesskabet. Ofringen tager en anden skikkelse her, hvor ofringen er symbolsk, men ikke mindre alvorlig.

Tvungen identitet
Palle Granhøj, kompagniets kunstneriske leder, har som den første nogensinde fået lov til at strække stykket ud til en time, frem for at holde sig inden for værkets originale 33 minutter. Forestillingen er derfor fyldt med pauser, med tavshed og sprækker.

Syv mænd skildrer fragmenter af den maskuline selvforståelse, af den identitet, som mænd i fællesskab kan dyrke, ja endda fremtvinge hos sig selv og hinanden. Det er både komisk, kejtet og brutalt.

Nøgen galskab
Seks mænd i jakkesæt og bare fødder indtager scenen. De har hver et sæt claves i hænderne, som de rytmisk slår mod hinanden, mens de fremtvinger simultane orgasmer. Det er fjollet, og ude i salen ler publikum. Vi ler faktisk adskillige gange undervejs, når mændenes rituelle leg bliver for absurd, for sær. Ritualernes dystre understrøm kan let overses, selvom den løber gennem hele forestillingen, imens vi underholdes med nøgne, spændstige mandekroppe, med akrobatisk leg og klovnerier. Men musikkens underliggende drama skaber en dyster kontrast, og efterhånden sniger en alvor sig ind i galskaben.

En ung mand skal optages i jakkesættenes fællesskab. Han skal lære at være en mand, og i starten er det simpelt, harmløst. Han smider hættetrøjen og efterligner de andres kontrollerede dans, han lærer langsomt at tæmme sine egne unge og umiddelbare bevægelser. Det er ikke nok.

Så prøver han at fange rytmen med sit slagtøj, men bliver ydmyget og irettesat af mændene. De lærer ham at være aggressiv, at slås. Overgangen til voksenlivet kræver adgang til maskuliniteten, til den form for mandighed, som fællesskabet har godkendt. Ritualerne bliver mere ekstreme, og mændenes dyrkelse af sig selv og deres køn bliver foruroligende, næsten dyster. Gruppens sammenhold virker både trygt og kvælende på én gang. Maskuliniteten giver ikke plads til afvigelser, men samtidig skildres den som en forceret tilstand, fremmanet og dyrket blindt, betingelsesløst.

Ritualerne kulminerer i blod og sæd, mens de 'voksne' gejler drengen op, tvinger ham ud til kanten, til klimaks. En mand skal først og fremmest levere varen, hans virilitet må ikke fejle, ikke betvivles.

Overgangen godkendes, da mændene har fået deres vilje. Drengen bliver omskabt i deres billede og kan optages i gruppen. Til sidst er alle afvigelser smeltet bort, og flokken er ét, en pulserende, smokingklædt rytme af hårde, bankende gentagelser. Civilisationen har vist sig som en tynd gang fernis, der nemt kan gnides af, og individualiteten værdiløs som en gammel slangeham, der skal ofres på fællesskabets alter.

Rite of Spring - EXTENDED havde urpremiere den 16.november 2013 hos Granhøj Dans i Århus. Den spiller i Dansehallerne i København den 27-31.januar 2014. Se mere på dansehallerne.dk.

Lyrisk, magisk og sexet - Mariinskij i København 2

Fotos: N. Ranzina

Nogen gange er det bedst at være uden forventninger, når man ser en forestilling. I mit forrige indlæg beskrev jeg, hvorfor Mariinskijs Svanesøen var en skuffende oplevelse. Heldigvis var dette ikke tilfældet med anden del af Mariinskij ballettens gæstespil. Igår sluttede en uge tætpakket med russerballet på Det Kongelige Teater. 4 x Svanesøen blev efterfulgt af en weekend i Fokins tegn. Mariinskij balletten dansede tre korte balletter, alle bundet sammen af deres forbindelse til det legendariske kompani Ballets Russes i Paris, hvor Mikhail Fokin, en af de mest berømte koreografer i det 20. århundrede, var huskoreograf fra 1909 til 1912.

To af balletterne, Ildfuglen og Schéhérazade, blev direkte skabt til Ballets Russes, og Mariinskijs iscenesættelse var baseret på de oprindelige udgaver med rekonstruktioner af pariser-koreografien, scenografien og kostumerne. Således blev forestillingen en slags tredobbelt hyldest til både Fokin, Ballets Russes og den store danser Vaslav Nijinskij, der både dansede Schéhérazade og Chopiniana, aftenens tredje ballet.

De tre små balletter er ikke nær så kendte i Danmark som Tchaikovsky-balletterne, og selv så jeg dem for første gang (deraf de manglende forventninger), men sammen fik de Mariinskij balletten til at finde den glød, der så sørgeligt manglede i svanernes kolde teknik.

I Chopiniana fremviste Yevgeny Ivanchenko den poesi, som han ikke rigtig fik udviklet som prinsen i Svanesøen. Sylfiderne var ikke så perfekt synkroniserede som svanerne, men blødere i deres drømmeagtige dans.

Ildfugle, trolde og fortryllede prinsesser
Ildfuglen foldede sig ud som et folkeeventyr i balletform. Selvom koreografien her var lidt svag, var scenografien og kostumerne aldeles fantastiske. Og ballettens showstopper, Ilddansen (Danse Infernale), hvor ildfuglen tvinger troldmanden Katchei og hans følge af trolde og hekse ud i en vild dans, indtil de segner af udmattelse, var rent ud overvældende; en perfekt blanding af det uhyggelige, det blide og det groteske, hvor farverne, bevægelserne og musikken sammen skabte dramatisk dansemagi.

Konstantin Zverev var den af prinserne, der havde bedst styr på sin karakter. I hans skikkelse var helten Ivan både modig og ædel, øm over for den smukke prinsesse Ekaterina Mikhaillovtseva, (der syntes langt bedre tilpas som yndig ung pige end som anonym dronningemoder i Svanesøen), dumdristig og stolt i mødet med skurken. Katchei var et mareridt på to ben, uanset om det var Vadim Belyaev eller Soslan Kulaev der bar den forvredne maske og de lange, sorte negle, mens Yulia Stepanova og Anastasia Petushkovas ildfugl var en magtfuld og magisk figur.

En fantasi om Østen
Schéherazade er en europæisk fantasi om et eksotisk og dekadent Østen, der aldrig eksisterende uden for orientalisternes saftige drømme. Men scenografien var et pragtstykke og understregede effektivt den sanselige atmosfære og mystik, vi kender fra 1001 og én nats eventyr. Her udfoldede de russiske dansere sig for alvor i et erotisk drama, hvor følelserne og drifter fik frit spil. Kærlighed, begær, jalousi, vrede, fortvivlelse, det hele kom op til overfladen i Daria Pavlenko og Andrey Yermakovs dampende hede dans og inderlige spil. Det var, som om russerne endelig fik kontakt til deres egen menneskelighed og dansens sjæl.

Fra uskyldig natur til dekadent kultur
Rækkefølgen på de tre balletter er velvalgt, og de kan tolkes som tre trin i en sjælelig udvikling. Vi starter i en lyrisk naturidyl, hvor manden lever i en uskyldig drømmetilstand, gennemsyret af melankolsk længsel og romantiske fantasier om kvinden som et luftigt, idealiseret væsen. Men alt ånder fred i måneskinnet, og harmonien brydes ikke. Sylfider kan som bekendt ikke fastholdes.

Med Ildfuglen starter vi i et gyldent paradis, komplet med et træ fuld af gyldne æbler. Men i stedet for en slange møder prinsen en glødende fabelfugl, mens prinsesserne leger med æblerne og lader sig lokke. Prinsesserne er hvide, men prinsen er en indtrænger klædt i rødt, der befrier dem for deres påtvungne uskyldsstilstand. Det mørke, der ikke fik plads i Chopiniana, dukker nu op i form af Katchei og hans slæng. Til sidst står Ivan som konge og zar i guld og rødt med den forvandlede Skønne Prinsesse ved sin side som dronning, og et nyt, herligt kongerige stiger op i horisonten. Fra natur til kultur i én lang bevægelse.

I den sidste af balletterne  har vi bevæget os langt væk fra uskylden og over i en tilstand, hvor mennesket er helt i sine sansers vold. Manden og kvinden kan ikke længere finde hinanden i kampen mod det onde, for sondringen mellem godt og ondt giver ikke længere mening. Frihedskampen går over i et dekadent orgie. Seksualiteten har fået frit løb, og selv ikke loven og moralen i form af sultanen kan tæmme den.

Schéhérazade var klart den mest komplekse af de tre balletter, men sammen forenede de det lyriske, det magiske og det sanselige til en perfekt helhed. Mariinskij formåede med denne forestilling af skabe en oplevelse, der bliver hos én - og er det ikke netop hvad kunsten skal?

En kold svane - Mariinskij Balletten i København 1

Foto: V. Baranovsky

Indrømmet, jeg har en meget forkælet holdning til de ting, jeg holder mest af. Svanesøen er blot én af dem.

Netop den ballet blev spoleret for mig, allerede da jeg var barn. DR har aldrig været den mest balletentusiatiske TV-station, og i min barndom viste man hellere showdans (omend med folk, der rent faktisk kunne danse) end ballerinaer. Men med mellemrum blev der vist Svanesøen.

Jeg havde set en smule ballet inden da, en børneballet da jeg var helt lille (Den grimme ælling tror jeg, men jeg kan absolut intet huske fra den), og Napoli da jeg var lidt større. Det eneste der er blevet hængende i min hukommelse fra den ballet, er navnene på et par af danserne (Lloyd Riggins og Heidi Ryom som det unge par) og et meget smukt foto fra programmet af en bevidstløs, rødhåret Teresina i sit bondetøj, omgivet af blåklædte najader og en myndig, sortskægget Golfo, der peger bydende på den smukke pige. Dansen husker jeg intet af.

Magisk, mørk og romantisk
Så da jeg så Svanesøen for første gang, var det nærmest et chok. DR viste Natalia Makarovas udgave fra 1988 for London Festival Ballet, som er en slags filmudgave af balletten, og ikke bare en filmet teaterforestilling. Det var en co-produktion med DR, hvilket vel var grunden til, at den blev vist igen og igen på TV, uden at seerne nogensinde blev præsenteret for andre udgaver. Peter Schaufuss var prins Siegfried og Evenlyn Hart dansede Odette/Odile. Det var et magisk univers fyldt med mørke og melankolsk romantik, hvor menneskenes muntre festligheder stod i skarp kontrast til svanernes fortryllede skovsø. Både søen og troldmanden var videoprojektioner, og den onde Rothbart blev fremstillet som et enormt, ugleagtigt væsen (kun i 3.akt manifesterede han sig i menneskeskikkelse), hvilket ikke faldt i alles smag, men som jeg egentlig altid har syntes fungerede godt.

Men det, der fik balletten til at leve, var Schaufuss og Hart. Han var indbegrebet af den romantiske længsel, en elegant og drømmende prins med bløde linjer. Hun var et overjordisk væsen, en skrøbelig, fugleagtig Odette og en skarp, diabolsk Odile. Når de dansede, troede jeg på historien, og deres liebestod var på én gang hjerteskærende tragisk og opløftende. Jeg husker stadig, hvordan de sammen kastede sig i søen, og hvordan man rent faktisk fornemmer, at de drukner, mens Tchaikovskys forjættende tema spiller for fuld udblæsning. Man ser en arm stikker op, inden den også bliver dækket af søens bølger og forsvinder. Senere så jeg en svensk version, hvor prinsens folk ankommer til sidst og bærer de to lig op på land. Lidt for morbidt efter min smag.

Pæn ondskab og en tam prins
Hos Mariinskij Balletten, som i denne uge gæster Det Kongelige Teater, får parret lov til at leve. De får endda hinanden. Hvordan det helt kan lade sig gøre, var lidt af et mysterium til gårsdagens premiere. For mens Konstantin Zverev var en dæmonisk og pænt truende troldmand, ganske ond, selvom han måske ikke kan komme på en top 10 over ultimate bad guys, var prinsen i skikkelse af Yevgeny Ivanchenko utrolig tam. Han sprang skam nydeligt, men rendte ellers rundt og så ud, som om han ikke rigtigt var til stede på noget tidspunkt. Hverken svaneprinsessen eller hendes sorte dobbeltgænger fik nogen speciel reaktion fra ham, uanset hvor smukt Anastasia Matvienko dansede. At denne tamme Siegfried skulle være i stand til at overvinde Rothbart, havde jeg meget svært ved at tro på.  Matvienko var lidt bedre, men besad reelt kun to ansigtsudtryk - bedrøvet (Odette) og ond (Odile).

Og det er netop problemet med Mariinskijs opsætning; man tror ikke på historien. Det er flot sat op og virtuost danset, men det var næsten umuligt at leve sig ind i karaktererne. De russiske dansere fra et af verdens bedste balletkompagnier demonstrerede mandag aften en sørgelig mangel på personlighed. Måske burde jeg stille mig tilfreds med at se glitrende kostumer og teknisk overlegenhed, men jeg er bange for, at Makarovas version for evigt har gjort mig ude af stand til at lade mig nøje. Som et stædigt barn vil jeg have hele pakken, og hvis jeg ikke kan få det, foretrækker jeg lidt sjæl frem for en gang kolde svaner.